D-vitamintilskuds terapeutiske potentiale ved skjoldbruskkirtelkræft
Den mest udbredte kræftform i skjoldbruskkirtlen kaldes for papilært skjoldbruskkirtelcarcinom. Selvom prognosen er god, oplever mange en forringet livskvalitet. Det tyder desuden på, at mangel på D-vitamin er meget udbredt blandt patienter med papilært skjoldbruskkirtelcarcinom, hvilket bidrager til kronisk træthed, muskelsvaghed, vægtforøgelse og andre symptomer. D-vitamintilskud ser dog ud til at kunne reducere symptomerne og forbedre livskvaliteten, fremgår det af et studie, som er publiceret i Frontiers in Nutrition. Man skal dog være opmærksom på, at mange har brug for større tilskud, hvis blodets indhold af D-vitamin skal optimeres.
Papilært skjoldbruskkirtelcarcinom udgør omkring 70 procent af kræfttilfælde i skjoldbruskkirtlen. Symptomerne er en hård knude på forsiden af halsen, hæshed eller ændringer i stemmen. Ved større knuder kan der også være besvær med at synke eller trække vejret. Årsagen er ofte ukendt, og på verdensplan er tilfældene stigende. Sygdommen behandles med operativ fjernelse af hele skjoldbruskkirtlen eller mindre angrebne dele, og i visse tilfælde gives radioaktiv jod. Den efterfølgende behandling er med erstattende stofskiftehormoner.
Selvom prognosen plejer at være god, oplever mange patienter efterfølgende symptomer som kronisk træthed, muskelsvaghed, andre neuromuskulære symptomer, vægtforøgelse, angst og depression som tegn på en dårligere livskvalitet.
Da D-vitamin har betydning for nervesystemet, musklerne, humøret, immunsystemet og mange andre funktioner, ville forskerne bag det nye befolkningsstudie derfor undersøge nærmere, om D-vitamin også påvirker livskvaliteten hos patienter med papilært skjoldbruskkirtelcarcinom.
Jo mere D-vitamin, desto færre symptomer
Det nye studie inkluderede 600 patienter med papilært skjoldbruskkirtelcarcinom, som blev rekrutteret mellem januar 2024 og august 2025. Deltagernes niveau af D-vitamin i blodet blev målt inden behandlingen. Symptomer og livskvalitet blev vurderet i henhold til to spørgeskemaer (The European Organization for Research and Treatment of Cancer Quality of Life Questionnaire-Core 30 og The Thyroid Cancer-Specific Quality of Life Questionnaire)
Derefter analyserede forskerne forholdet mellem deltagernes niveau af D-vitamin I blodet og deres livskvalitet ved at bruge særlige analysemodeller.
Studiet afslørede følgende:
- 27,8% af deltagerne havde decideret mangel på D-vitamin i blodet (under 25 nmol/L)
- 69,5 % havde utilstrækkeligt med D-vitamin i blodet (27-75 nmol/L)
- Kun 2,7 % havde tilstrækkeligt med D-vitamin i blodet (75-250 nmol/L)
- Mangel på D-vitamin hang lineært og negativt sammen med flere specifikke symptomer og nedsat livskvalitet
- Større indhold af D-vitamin hang lineært og positivt sammen med bedre fysiske funktioner, færre neuromuskulære symptomer og mindre uønsket vægtforøgelse
Forskerne konkluderer ud fra dette, at mangel på D-vitamin er meget udbredt blandt patienter med papilært skjoldbruskkirtelcarcinom. Samtidigt er højere indhold af D-vitamin i blodet forbundet med bedre fysiske funktioner, herunder færre neuromuskulære symptomer, mindre vægtforøgelse samt færre psykologiske symptomer. Ifølge forskerne er det derfor relevant, at patienter med papilært skjoldbruskkirtelcarcinom får målt deres status af D-vitamin i blodet. Derudover er tilskud af D-vitamin, der optimerer blodets niveau, relevant ved mangler.
D-vitamins betydning for livskvaliteten og kræftforebyggelsen
I introduktionen til studiet beskriver forskerne, hvordan D-vitamin optræder som et steroidhormon, der især er kendt for sin rolle i calciumoptagelsen og knoglerne. Derudover har D-vitamin betydning for nervesystemet, immunsystemet, regulering af inflammation, musklerne og mange andre funktioner.
D-vitaminmangel kan forårsage knogleskørhed, autoimmune sygdomme og flere kræftformer. Hos kræftpatienter har det vist sig, at et højere indhold af D-vitamin i blodet - i henhold til relevante spørgeskemaer (HRQoL) kan forbedre livskvaliteten i form af mindre træthed og bedre fysiske funktioner. Patienter med brystkræft og tarmkræft kan også forvente en bedre overlevelse, hvis niveauet af D-vitamin i blodet er tilfredsstillende.
Det nye studie er det første, som har afsløret sammenhængen mellem kroppens D-vitaminniveau og livskvaliteten hos patienter, der er blevet behandlet for papilært skjoldbruskkirtelcarcinom.
Man skal dog være opmærksom på, at de officielle anbefalinger for D-vitamin ikke er en garanti for at optimere blodets indhold af vitaminet, og at mange derfor har brug for større tilskud.
Reference:
Yan Li et al. Serum 25-hydroxyvitamin D and health-related quality of life in patients with papillary thyroid carcinoma: a prospective cohort study. Frontiers in Nutrition. 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

