Skip to main content

Magnesiumtilskuds positive effekt på blodsukker og prædiabetes

Magnesiumtilskuds positive effekt på blodsukker og prædiabetesType 2-diabetes breder sig som en epidemi. Mange, som har problemer med vægtforøgelse og blodsukkeret har desuden prædiabetes, ofte uden at vide det.
Kost og levevis har stor betydning, og det tyder desuden på, at tilskud af magnesium kan forbedre blodsukkeret og fedstofprofilen hos voksne med prædiabetes. Det fremgår af en større metaanalyse, som er publiceret i Journal of Diabetes & Metabolic Disorders. På sigt kan det svare sig at få mere magnesium gennem en grov og grøn kost og samtidigt få nok protein og sunde fedtstoffer til regulering af blodsukkeret og vægten.

Omkring en tredjedel af den globale voksne befolkning lider nu af prædiabetes, som også kaldes for metabolisk syndrom. Tilstanden starter typisk med insulinresistens, hvor cellernes evne til at optage sukker (glukose) fra blodet er nedsat. Som følge heraf danner bugspytkirtlen forgæves mere insulin, men det vedvarende forhøjede blodsukker og forhøjede insulinniveau er en væsentlig årsag til træthed, æbleformet vægtforøgelse og forhøjet blodtryk. Leveren begyndediabetesr sideløbende at danne for mange triglycerider og kolesterol - især ud fra de overskydende kulhydrater, som ikke forbrændes. Dette kan føre til forhøjede niveauer af LDL-kolesterol i blodet. Således er prædiabetes karakteriseret af en række metaboliske forstyrrelser, der både vedrører forbrændingen af kulhydrater og forbrændingen af fedtstoffer.
Prædiabetes kommer ofte snigende med ét eller flere symptomer, og tilstanden baner vej for udvikling af type 2-diabetes, som er forbundet med skader på blodkar samt øget risiko for åreforkalkning og andre hjerte-kar-sygdomme.
Både prædiabetes og type 2-diabetes er livsstilssygdomme, hvor den moderne raffinerede kost spiller en stor rolle. Magnesium spiller også en essentiel rolle i omsætningen af blodsukker, og magnesiummangel hænger sammen med insulinresistens. Men der er begrænset med studier af magnesiumtilskuds effekt på blodsukkeret og fedtstofprofilen, og derfor havde den nye metaanalyse til formål at undersøge sammenhængen nærmere.
Metaanalysen inkluderede fem randomiserede kontrollerede studier (RCT) udført på voksne patienter med prædiabetes, hvor forskerne sammenlignede effekten af magnesiumtilskud og placebo. Ud fra deltagernes blodprøver sammenlignede forskerne effekten på forskellige parametre, og resultaterne viste følgende:

Magnesiumtilskud havde en signifikant positiv effekt på:

  • Blodets niveau af magnesium
  • OGTT (Oral Glukose Tolerance Test), som måler kroppens evne til at regulere blodsukkeret i forbindelse med faste, efterfølgende indtag af glukose i et glas vand og en afsluttende blodprøve. Cellerne var således blevet bedre til at optage blodsukker i form af glukose
  • HOMA-IR (Homeostatic Model Assessment of Insulin Resistance), som afslørede mindre insulinresistens og bedre insulinfølsomhed
  • Triglycerider, hvor niveauet faldt (forhøjede niveauer skader kredsløbet)
  • HDL (”det gode kolesterol”), hvor niveauet steg.

Tilskud af magnesium havde ingen signifikant effekt på blodtryk, BMI, livvidde, CRP (markør for inflammation) og LDL-kolesterol.
Forskerne konkluderer derfor, at tilskud af magnesium kan have en moderat positiv effekt på insulinfølsomheden, glukoseoptagelsen og lipidprofilen hos voksne med prædiabetes. Sammen med ændringer i livsstilen kan tilskud af magnesium til prædiabetikere derfor være en relevant og effektiv terapi i forebyggelsen af type 2-diabetes.

Hvorfor mangler prædiabetikere og diabetikere magnesium?

Magnesium findes primært i en grov og grøn kost, hvor fuldkorn, kerner, nødder, frø, samt kål, avokado og andre grønsager er særligt gode kilder. De officielle daglige anbefalinger ligger på omkring 375 mg for voksne, men den moderne raffinerede kost indeholder alt for lidt magnesium. Det viser sig desuden, at et forhøjet insulinniveau som følge af de metaboliske forstyrrelser også forårsager en øget udskillelse af magnesium. Det samme gælder medicin mod forhøjet blodtryk og vanddrivende medicin, som mange prædiabetikere og diabetikere også tager. Det bliver således en ond cirkel, der automatisk medfører et øget behov for magnesium.

Magnesiumtilskud og optagelse

Magnesiumtilskud findes i organiske og uorganiske former. Man bør under alle omstændigheder sikre sig, at disse magnesiumformer er af god kvalitet, så de efter indtagelsen bliver til frie magnesium-ioner, der kan optages i tyndtarmen. Man bør også være opmærksom på, at den uorganiske forbindelse magnesiumoxid har en meget dårlig optagelse og primært har en afførende effekt.

Andre gode råd til regulering af blodsukker og vægt

  • Sørg for tre sunde hovedmåltider med fokus på friske råvarer
  • Husk en passende mængde protein fra kilder som æg, kød, fisk, skaldyr og bælgplanter til alle hovedmåltider
  • Vær ikke fedtforskrækket men gå efter gode kilder som olivenolie, kokosolie, smør, avokado, nødder, mandler og kerner
  • Foretræk fuldkorn og undgå de raffinerede kulhydrater som hvidt sukker og hvidt mel
  • Drik vand og undgå/begræns indtaget af juice, sodavand, alkohol og andre flydende kalorier
  • Husk motion og mange mindre fysiske aktiviteter i løbet af dagen

Referencer:

Abdul Basit et al. Impact of oral magnesium supplementation on glycemic and cardiometabolic outcomes in prediabetic adults: a systematic review and meta-analysis. Journal of Diabetes & Metabolic Disorders. 2026




  • Oprettet den .