Skip to main content

Q10´s betydning for hjernen og de kognitive færdigheder

Q10´s betydning for hjernen og de kognitive færdighederQ10 er et enestående molekyle, der både indgår i cellernes energiomsætning og beskytter cellerne mod skader forårsaget af oxidativ stress. Det betyder derfor, at den travle hjerne og de sårbare nerveceller behøver en del Q10. Men kroppens egenproduktion af Q10 daler gradvist med alderen og ved indtagelse af kolesterolsænkende statiner. Ifølge en oversigtsartikel offentliggjort i Nutrients tyder det dog på, at tilskud af Q10 kan forbedre hjernesundheden og de kognitive færdigheder. Man bør vælge Q10-tilskud af lægemiddelkvalitet for at sikre en god biotilgængelighed, så Q10-molekylerne når helt frem til hjernen og andre organer.

I takt med at der kommer flere ældre i den vestlige verden, øges forekomsten af kognitivt forfald og demenssygdomme. Dette har alvorlige konsekvenser for den enkelte, de pårørende og samfundsøkonomien.
Under normale omstændigheder arbejder hjernen og nervesystemet sammen for at udføre kognitive funktioner som tænkning, indlæring, hukommelse og sprog. Milliarder af nerveceller samarbejder i et kompliceret netværk, og hippocampus spiller en overordnet rolle for hukommelse, rumopfattelse samt reaktion på stresstilstande som angst og vrede.
Overordnet skyldes kognitivt forfald en række metaboliske og fysiologiske ændringer i hjernen, som kan være et resultat af:

  • Forringelse af cellernes energiomsætning, hvilket øger forekomsten af frie radikaler som restprodukt
  • Oxidativ stress, hvor frie radikaler angriber kolesterol, celler og væv.
  • Kronisk inflammation, som er en del af mange kroniske sygdomme, og hvor man også taler om ”aldringsinflammation”.
  • Forringet blodgennemstrømning i hjernen.

I denne forbindelse spiller coenzym Q10 en central rolle, da det indgår i cellernes dannelse af energi (ATP), som foregår i mitokondrierne. Q10 fungerer sideløbende som en enestående antioxidant, der beskytter celler og væv mod skader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.
Kroppen danner selv det meste Q10, men egenproduktionen daler gradvist efter 20-årsalderen, og mange mærker det især efter 50-årsalderen i form af dalende vitalitet. Kolesterolsænkende statiner, alendronat mod knogleskørhed samt visse mitokondriesygdomme hæmmer også egenproduktionen. Selvom den faldende egenproduktion af Q10 ikke mærkes direkte, bliver cellerne (herunder nervecellerne) mere sårbare over for skader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.
Tilskud af Q10 har i flere undersøgelser vist lovende resultater, hvad angår forbedring af de mekanismer, som modvirker aldringsprocesser, men man har ikke vidst så meget om, hvorvidt Q10 kan forbedre de kognitive funktioner hos ældre. Forskerne bag den nye oversigtsartikel ville derfor undersøge dette nærmere, og til det formål indhentede de en række kliniske studier udført på dyr og mennesker, som enten var raske eller havde specifikke sygdomme. Oversigtsartiklen afslørede følgende positive effekter af Q10-tilskud:

  • 12 af studierne viste en forbedring af de kognitive funktioner.
  • 2 af studierne viste en reduktion af oxidativ stress.
  • Ud af 8 studier på raske individer og syge individer viste 4 studier en positiv effekt på de kognitive færdigheder, og 2 studier viste en forbedring af hjernens blodgennemstrømning.

Forskerne konkluderer derfor, at tilskud af Q10 som terapi kan forbedre de kognitive funktioner via forskellige biologiske mekanismer.

Kvalitet og dosis af Q10-tilskud er afgørende

I henhold til den nye oversigtsartikel har studier også vist forskellige resultater med hensyn til Q10´s effekt på de kognitive funktioner hos ældre. Her skal man være opmærksom på, at kvaliteten af et Q10-produkt har afgørende betydning. Det skyldes, at Q10-molekylerne i råvareform ligger sammenklumpet som krystaller, der er svære at optage. Det kræver derfor en særlig olie- og varmeteknik, som bevirker, at Q10-krystallerne opløses til frie Q10-molekyler. Førende forskere anbefaler derfor Q10-produkter af lægemiddelkvalitet, hvor der er dokumentation på en høj optagelighed og biotilgængelighed. Dosis har også betydning for effekten, og i mange studier har man typisk givet 200 mg dagligt. Hvis der er tale om mitokondriesygdomme eller kronisk inflammation, kan behovet være større. Da vi kun kan optage 100 mg Q10 ad gangen, bør man fordele højtdoserede tilskud for at få en bedre udnyttelse.

Andre råd til forebyggelse af kognitivt forfald

Hjernen har som nævnt en stor energiomsætning, og samtidigt har nervecellerne, hippocampus og andre dele af hjernen brug for specifikke næringsstoffer til at understøtte de forskellige metaboliske processer. I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan motion samt B12-vitamin, omega-3-fedtsyrer og selen også har afgørende betydning for hjernens sundhed, neuroplasticitet og dannelse af nye nerveceller.

»Motion og tre næringsstoffer forbedrer hjernens neuroplasticitet«

Referencer:

Madeleine C Nankivell et al. Coenzyme Q10 and Cognition: A Review. Nutrients 2025


 

  • Oprettet den .