Skip to main content

Ved depression er D-vitamintilskud en effektiv supplerende terapi

Ved depression er D-vitamintilskud en effektiv supplerende terapiKom endelig ud i sommersolen, for udbredt solforskrækkelse og D-vitaminmangel kan blandt andet gå ud over nervesystemet og humøret. Større tilskud af D-vitamin ser også ud til at være en effektiv supplerende terapi, hvad angår forbedring af forskellige depressive symptomer, viser en meta-analyse, som er publiceret i Frontiers in Nutrition.

Livet er ikke nemt, og det er naturligt at have humørsvingninger. Men depression er en alvorlig psykisk lidelse, som ifølge WHO rammer omkring fem procent af verdens befolkning, og tallet er stigende. Depression er forbundet med mange kliniske symptomer som konstant træthed, modløshed, apati, søvnforstyrrelser, manglende selvværd, social isolation, angst, selvmordstanker og i værste fald selvmord.
Den almindelige behandling af depression inkluderer psykoterapi samt antidepressiv medicin som SSRI og SNRI, der er forbundet med en del bivirkninger. Den stigende forekomst af depression kombineret med de ofte utilfredsstillende medicinske behandlinger kræver derfor et nyt fokus på sygdommens årsager og behandling.
I de sidste årtier er der blandt forskere kommet en stigende interesse i D-vitamins betydning for nervesystemet, hjernen og humøret. Da det er velkendt, at D-vitaminmangel er så udbredt, ville forskerne bag den nye meta-analyse granske, hvordan tilskud af D-vitamin i forskellige doseringer kan bruges som led i behandling af depression.

Større D-vitamintilskud har bedre effekt på humøret og biomarkører

I databaser som PubMed, EMBASE og Cochrane Library fandt forskerne 15 randomiserede kontrollerede studier (RCT), som er publiceret inden for de sidste fem år. Studierne inkluderede 962 patienter over 18 år med depression som den primære lidelse. Foruden den almindelige behandling af depression fik de fleste af deltagerne forskellige orale D-vitamintilskud med større daglige doser fra 25-300 mikrogram (= 1.000-12.000 IU) i perioder mellem otte uger og 10 måneder. I to af studierne fik deltagerne en enkelt intramuskulær injektion med meget høje doser D-vitamin svarende til 3.750 – 7.500 mikrogram (= 150.000-300.000 IU). Studierne inkluderede også kontrolgrupper, der fik placebo. Derudover analyserede forskerne forskellige biomarkører i patienternes blod.
Meta-analysen viste, at de grupper, som fik tilskud af D-vitamin, udviste følgende i forhold til kontrolgruppen:

  • Signifikante forbedringer af depressive symptomer
  • Signifikant reduktion af PTH (biskjoldbruskkirtelhormon), hvor høje niveauer i blodet er en kendt årsag til depression og angst
  • Signifikant reduktion af TNFα, der er en markør for inflammation

Resultaterne afhang også af D-vitamindosis, hvor doser op til 125 mikrogram om dagen gav de bedste resultater.
Forskerne bag meta-analysen konkluderer derfor, at større tilskud af D-vitamin kan være en effektiv og supplerende terapi til behandling af depression.

D-vitamin påvirker hjernen og humøret via flere mekanismer

D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin med betydning for det generelle helbred, da de fleste af kroppens celler har receptorer for vitaminet. D-vitamin er mest kendt for sin betydning for knoglesundheden samt optagelsen af calcium. Men D-vitamins betydning for hjernen og nervesystemet har fået stigende opmærksomhed i forskerkredse gennem de sidste årtier. I introduktionen til den nye meta-analyse kommer forfatterne nærmere ind på følgende:

  • D-vitamin har betydning for udvikling og regulering af nervesystemet
  • De fleste af hjernens celler har receptorer for D-vitamin, og det gælder især områder, der regulerer følelser, stress og opførsel – herunder hippocampus og hypothalamus
  • D-vitamin hæmmer neuroinflammation i hjernen, som er udbredt ved depression.
  • D-vitamin har en antioxidant-effekt og beskytter mod frie radikaler
  • D-vitamins evne til at modvirke inflammation og oxidativ stress som følge af for mange frie radikaler beskytter nervecellerne mod skader

Kilder til D-vitamin og årsager til udbredte mangler

D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, og vi danner et forstadie til vitaminet i huden ud fra et kolesterol og solens UVB-stråler. På vore breddegrader kan det dog kun lade sig gøre i sommerhalvåret, hvor solen står højest på himlen. Det er dog vanskeligere for ældre og personer med mørk hudfarve. Den almindelige kost, herunder fed fisk, æg og smør bidrager kun med begrænsede mængder. Det betyder derfor, at mange er i underskud af D-vitamin.

Officielle anbefalinger og relevante D-vitamintilskud

De officielle daglige anbefalinger (RI) for D-vitamin er 5-20 mikrogram med de højeste doseringer til ældre og sårbare grupper. Der er dog ingen garanti for, at disse doser optimerer blodets indhold af D-vitamin, som bør ligge over 75 nmol/L og gerne mellem 100-160 nmol/L.
Som nævnt fandt forskerne bag den nye meta-analyse de bedste resultater, når patienter med depression fik større tilskud af D-vitamin med op til 125 mikrogram om dagen. Denne dosis ligger over den øvre daglige grænseværdi på 100 mikrogram, som er sat af EFSA (Den Europæiske Fødevareautoritet). Men det er ikke mere, end hvad de fleste med lys hud kan danne fra solen på en sommerdag.

Solens betydning for humøret og søvnen

  • Sommersolen er den bedste kilde til D-vitamin, som har betydning for humøret
  • Vi kan kun danne D-vitamin i sommerhalvåret, når solen står højt på himlen og rammer utildækkede hudområder
  • Masser af dagslys hele året er desuden vigtigt for, at vi kan danne serotonin om dagen, hvilket også har betydning for humøret, samt melatonin om natten, som har betydning for den gode søvn.

Referencer:

Hsuan-Hsien Liu et al. Efficacy of vitamin D supplementation in patients diagnosed with depression: a dose-response meta-analysis of randomized controlled trials. Frontiers in Nutrition. 17 March, 2026


 

  • Oprettet den .