Skip to main content

Sammenhæng mellem kronisk træthed og mangel på to B-vitaminer

Sammenhæng mellem kronisk træthed og mangel på to B-vitaminerKronisk træthed er ret udbredt, og det er ikke kun et spørgsmål om mangel på søvn og for meget arbejde. Japanske forskere har nemlig fundet, at lave niveauer af B12-vitamin og folat (B9-vitamin) kan medføre tiltagende træthed og manglende motivation hos ellers raske mennesker. Det japanske studie er publiceret i Nutrients.

Kronisk træthed er blevet mere udbredt i vores moderne verden, især på grund af flere krav, den rivende udvikling og konstante påvirkning fra skærme, hvor mange har svært ved at følge med eller bare slappe af. Men selvom for meget arbejde og mangel på søvn ofte får skylden for kronisk træthed og mangel på motivation, kan usund kost, blodsukkerforstyrrelser og mangel på særlige næringsstoffer også spille en afgørende rolle.
I denne forbindelse har et hold japanske forskere fra Osaka Metropolitan University fokuseret på B12-vitamin og folat (B9-vitamin). For det første har disse B-vitaminer betydning for bloddannelsen og energiomsætningen. For det andet har de betydning for, at vi efter nedbrydning af proteiner kan omdanne aminosyren homocystein til en anden vigtig aminosyre (cystein). Homocystein er således et biprodukt i stofskiftet, men hvis blodets niveau af homocystein bliver for højt, fungerer det som et giftstof, der kan forårsage kronisk inflammation, oxidativ stress og kredsløbsforstyrrelser. Der er også øget risiko for oxidativ stress i hjernen, hvor frie radikaler angriber nervecellerne.

Sammenhæng mellem B12-vitamin, folat, energi og homocystein

Det nye studie inkluderede omkring 600 sunde voksne japanere. Via blodprøver målte forskerne deltagernes niveau af B12-vitamin, folat og homocystein. Derefter evaluerede de deltagernes grad af kronisk træthed og motivation ved hjælp af særlige skalaer og spørgeskemaer (Chalder Fatigue Scale og Visual Analog Scale).
Forskerne fandt, at de deltagere, som havde det højeste homocystein-niveau i blodet generelt havde lavere niveauer af B12-vitamin og folat.
Derefter så forskerne nærmere på, hvordan niveauet af homocystein hænger sammen med træthed hos mænd og kvinder. Analysen inkluderede også andre faktorer, der kan påvirke graden af træthed - herunder alder, søvn, arbejde og spisemønstre.
Studiet afslørede, at mænd med et højere niveau af homocystein i blodet generelt rapporterede om mere fysisk træthed. Hos kvinder hang et højt homocysteinniveau mere sammen med manglende motivation.

Nyt syn på B12-vitamin, folat og energiniveau

B12-vitamin og folat er i forvejen kendt for at regulere kroppens niveau af homocystein. Det er også kendt, at et højt niveau af homocystein hænger sammen med kredsløbssygdomme, demens og knoglebrud.
Ifølge de japanske forskere er deres nye studie det første, der nu afslører en sammenhæng mellem et højt niveau af homocystein, kronisk træthed og mangel på motivation.
Derfor bør der i fremtiden være mere fokus på, hvordan homocystein påvirker energiniveauet, og hvordan tilstrækkeligt med B12-vitamin og folat fra kost eller tilskud regulerer niveauet af homocystein.

Kilder til B12-vitamin og folat og årsager til udbredte mangler

De forskellige B-vitaminer findes primært i grove og grønne fødevarer som fuldkorn, grønsager, bælgfrugter, nødder, kerner og brune ris. Desuden findes de i lever, kød, fisk og æg.
B12-vitamin findes kun i animalske produkter, og det er det eneste B-vitamin, som vi kan lagre. Det betyder, at der godt kan gå måneder eller over et år, før en mangel på B12-vitamin viser sig hos dem, der lever af plantebaseret kost.
Derudover kan stress, aldringsprocesser, stimulanser og flere medicintyper hæmme kroppens optagelse eller udnyttelse af diverse B-vitaminer.

Referencer:

Hiroaki Kanouchi et al. Associations of Plasma Homocysteine Reflecting Vitamin B12 and folate Status with Fatigue-Related Outcomes in Healthy Adults. Nutrients 2026

Osaka Metropolitan University. Vitamin B12 and folat deficiencies linked to chronic fatigue. ScienceDaily 2026.

 

 

  • Oprettet den .