Hjernesundheden er i fare ved for lave B12-vitaminanbefalinger
B12-vitamin har afgørende betydning for nervesystemet og bloddannelsen. Men de officielle anbefalinger (RI) er tilsyneladende sat for lavt, når det gælder beskyttelse af den aldrende hjerne. Det viser et amerikansk befolkningsstudie, publiceret i Annals of Neurology, hvor forskere har fundet, at ældre med ”normale” men lavere niveauer af B12-vitamin viser tegn på langsommere tankevirksomhed og forsinkede reaktioner på visuelle indtryk.
B12-vitamin er mest kendt for at indgå i dannelsen af de røde blodceller, DNA og et sundt nervesystem. Det betyder derfor, at B12-vitamin har afgørende betydning for energiniveauet og de kognitive evner. Derudover har B12-vitamin betydning for omsætningen af fedtstoffer samt nedbrydning af aminosyren homocystein, der i for høje mængder virker som et giftstof.
Selvom sammenhængen mellem B12-vitaminmangel og dysfunktioner i hjernen er velbeskrevet, har man ikke kendt nok til de optimale mængder, når det gælder de kognitive funktioner og beskyttelse mod lokale neurologiske skader. Formålet med det nye amerikanske studie var derfor at undersøge sammenhængen nærmere blandt ældre mennesker.
Studiet blev foretaget på University of California i San Fransisco, og det inkluderede 231 sunde, ældre frivillige med en gennemsnitsalder på 71 år. Deltagernes gennemsnitlige indhold af B12-vitamin i blodet blev målt til 414.8 pmol/L, hvilket burde være acceptabelt, da den nedre grænseværdi i USA ligger på 148 pmol/L. Deltagerne blev også udsat for forskellige tests af blandt andet deres visuelle og kognitive reaktionsevne samt MR-scanninger for at vurdere deres neurologiske status. Derudover målte forskerne forskellige biomarkører, der refererer til skader i nervesystemet. Biomarkørerne omhandlede mere præcist skader på nervecellernes aksoner, som er de kolesterolholdige ”ledninger”, nervecellerne bruger til kommunikation, og som udgør hjernens hvide substans. Forskerne målte også skader på astrocytter, som er støtteceller (gliaceller) i centralnervesystemet. Derudover målte forskerne ansamlinger af nogle skadelige proteiner kaldet amyoloider, der kan forårsage de patologiske forandringer, som ses ved demens og Alzheimers sygdom, og som øger risikoen for slagtilfælde.
Flere kognitive og neurologiske problemer
Studiet viste, at et lavt niveau af aktivt B12-vitamin (holo-transcobalamin) var forbundet med en langsommere visuel og kognitiv respons. Dette kan have alvorlige konsekvenser og virke forstyrrende på alt lige fra bilkørsel til andre almindelige gøremål.
Derudover var et lavt B12-niveau forbundet med flere patologiske forandringer i hjernes hvide substans som tegn på dårligere forbindelser mellem nervecellerne og en øget risiko for kognitivt forfald, demens og slagtilfælde.
Forskerne fandt i det hele taget, at ældre raske mennesker, der for så vidt havde normale værdier af B12-vitamin i blodet men i den lavere ende af normalområdet, viste tegn på flere kognitive og neurologiske problemer. Det betyder derfor, at selvom disse ældre mennesker får at vide, at deres B12-vitaminniveau er fint, kan der alligevel forekomme en reel mangel, som forårsager skader på centralnervesystemet. Det ser tilmed ud til, at disse skader forværres med alderen.
Hvorfor er ældre mere sårbare?
B12-vitamin findes kun i animalske kilder, og selve optagelsen fra tyndtarmen kræver et bæreprotein, der hedder intrinsic factor.
Forskerne bag studiet fokuserede på ældre deltagere, fordi aldringsprocesser i sig selv kan hæmme optagelsen og udnyttelsen af B12-vitamin. Derudover kan visse mave-tarmforstyrrelser samt forskellige medicintyper som metformin, methotrexat og syreneutraliserende medicin hæmme optagelsen eller udnyttelsen af B12-vitamin. Det er også problematisk, hvis ældre er småtspisende eller indtager en plantebaseret kost uden B12-vitamin.
Mere fokus på nok B12-vitamin og tilskud til ældre
Ifølge forskerne bag studiet bør man redefinere ældres behov for B12-vitamin, og i praksis bør sundhedsmyndighederne også overveje at anbefale tilskud, hvis de ældres niveau af B12-vitamin ligger i den lavere ende af normalområdet. På den måde kan mere B12-vitamin til ældre bidrage til at forebygge kognitivt forfald, demens og relaterede sygdomme.
Det kan svare sig at vælge B12-vitamintilskud som sugetabletter, da det er nemmere at optage B12-vitamin i blodet direkte via mundens slimhinde.
Referencer:
Alexandra et al. Vitamin B12 Levels Association with Functional and Structural Biomarkers of Central Nervous System Injury in Older Adults. Annals of Neurology. 2025
University of California – San Francisco. Scientists warn that current vitamin B12 guidelines may be putting your brain at risk. ScienceDaily 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
- Oprettet den .

