Jods betydning for stofskiftet og det generelle helbred
Vi behøver jod til stofskiftet, nervesystemet, de kognitive funktioner og immunforsvaret. Derudover er jod afgørende for barnets vækst og udvikling. Men selvom køkkensalt og bagerbrød er beriget med jod i Danmark og mange andre lande, er jodmangel stadig et udbredt sundhedsproblem, som øges i takt med, at der kommer flere vegetarer og veganere. Jodmangel øger blandt andet risikoen for struma, lavt stofskifte, nedsat modstandskraft, dårlig fertilitet og brystkræft. Gravide, der mangler jod, risikerer fosterskader, og børn der mangler jod, risikerer mental retardering eller dværgvækst. På den anden side, skal vi heller ikke have for meget jod, da det også kan forårsage helbredsproblemer, viser en ny oversigtsartikel, som er publiceret i Nutrients.
Jod findes primært i maritime kilder som fisk, skaldyr, fiskesovs og tang samt æg og mejeriprodukter. I mange dele af verden er jorden meget jodfattig, hvilket afspejles i afgrøderne og hele fødekæden. I Danmark og over 120 andre lande har man derfor indført obligatorisk jodberigelse af husholdningssalt og salt i fødevareindustrien for at forebygge struma. Men mange undgår det raffinerede køkkensalt grundet indholdet af et aluminiumsholdigt antiklumpnings-middel, der kan skade nervesystemet, og havsalt kan ikke dække jodbehovet.
Det daglige behov for jod ligger på 150 mikrogram for voksne og omkring 250 mikrogram for gravide. Men ifølge et større befolkningsstudie fra 2024, som er publiceret i The Lancet Global Health, antages det, at omkring 68 % af verdens befolkning mangler jod i større eller mindre grad. Kvinder, gravide, børn, vegetarer og veganere er særligt udsatte.
Den udbredte jodmangel er et alvorligt sundhedsproblem, da jod har mange livsvigtige funktioner i kroppen gennem hele livet. Dette fremgår af den nye oversigtsartikel, hvor forfatterne også kommer ind på jodmangels rolle i forbindelse med vækst, udvikling og en række kroniske sygdomme, hvilket kort opsummeret fremgår af følgende:
Jods rolle for stofskiftet
Skjoldbruskkirtlen, der sidder på forsiden af halsen, er ansvarlig for dannelsen af stofskiftehormoner, og dette sker i et nøje samspil med et stofskiftestimulerende hormon fra hypofysen (TSH).
Skjoldbruskkirtlen danner mest T4-hormon, der indeholder 4 jodatomer og fungerer som et passivt forstadie. Når cellerne har brug for energi, fjernes et jodatom fra T4-hormonet ved hjælp af selenholdige enzymer. Derved omdannes T4-hormonet til T3-hormonet, som indeholder 3 jodatomer. T3, der er det aktive skjoldbruskkirtelhormon, har således evnen til at lukke ilt ind i cellerne, så de kan omdanne madens kalorier til energi. Dannes der for lidt T3, bliver stofskiftet for lavt, og dannes der for meget T3, bliver det for højt.
Jodmangel kan typisk resultere i struma, hvor skjoldbruskkirtlen vokser, fordi der mangler jod. Langvarig mangel kan også medføre lavt stofskifte (hypothyroidisme) med træthed, vægtstigning, kuldefornemmelse, forstoppelse, tør hud, hårtab, nedsat fertilitet og mange andre symptomer, fordi cellerne mangler energi. Hashimotos sygdom, der skyldes en kronisk inflammationstilstand i skjoldbruskkirtlen, er den mest almindelige årsag til lavt stofskifte.
Jods rolle for immunforsvaret, som antioxidant og kræftforebyggelsen
Selvom immunforsvarets funktioner også er afhængige af et normalt stofskifte, er det mindre kendt, at jod også har en direkte immunstimulerende effekt. Jod bidrager således til, at nogle hvide blodceller (neutrofiler og makrofager) kan udføre fagocytose, hvor de æder og dræber bakterier og andre smittekim. Jod har også betydning for dannelsen af forskellige T-celler, der har særlig betydning for bekæmpelse af virus, svampe og abnorme celler. Derudover har jod betydning for dannelsen og aktiveringen af forskellige cytokiner, der regulerer inflammationsprocesser.
Overordnet fungerer jod som en antioxidant, der beskytter cellerne mod skader fra frie radikaler og oxidativt stress. Jod bidrager blandt andet til at regulere inflammatoriske processer, som ellers kan øge den oxidative belastning i cellerne. Det har desuden vist sig, at kvinder, som får mere jod gennem kosten, har lavere risiko for at udvikle brystkræft. Det skyldes dels, at jod har betydning for immunforsvaret, dels, at jod hjælper med at regulere østrogenbalancen og et særligt gen (MCF7) i brystkræftceller. Det fremgår af et tidligere studie, publiceret i International Journal of the Medical Sciences. Jod kan derfor være relevant som supplerende behandling af hormonafhængig brystkræft.
Jods betydning for graviditet og barnets vækst
Mangel på jod kan resultere i nedsat frugtbarhed. Derudover stiger gravides behov for jod med omkring 65 % (til omkring 250 mikrogram om dagen) for at imødekomme en øget dannelse af stofskiftehormoner og fostrets behov under væksten. Behovet for jod er også større under amningen for at dække babyens behov.
Mangel på jod under graviditeten er forbundet med en dårligere udvikling af barnets nervesystem, herunder dårligere sproglige og motoriske færdigheder, lavere IQ samt andre tegn på mental retardering. Der er også risiko for dværgvækst.
Jodbehov
Som nævnt ligger den daglige anbefaling for jod til voksne på 150 mikrogram og omkring 250 mikrogram til gravide. Ifølge WHO ligger den sikre øvre indtagsgrænse på 1.100 mikrogram dagligt, mens Europæiske Sundmyndighedsmyndigheder sætter grænsen til 500-600 mikrogram om dagen.
Overdosering af jod kan især komme fra jodrige diæter (fx med overforbrug af visse tangarter som dulse tang), højtdoserede jodtilskud samt jodholdige kontraststoffer, der anvendes ved røntgen og CT-scanninger for at gøre organer og væv mere tydelige.
Selvom de fleste tåler ret meget jod, kan overdosering forårsage overaktivering af skjoldbruskkirtlen med deraf følgende forhøjet stofskifte, forhøjet blodtryk, unormal hjerterytme og belastning af nyrerne.
Store mængder jod kan også udsætte skjoldbruskkirtlen for et ”jodchok” og en biologisk effekt kaldet Wolff-Chaikoff, hvor skjoldbruskkirtlen hæmmer produktionen af stofskiftehormoner for at beskytte kroppen mod et faretruende højt stofskifte. Denne blokering af hormondannelsen, som nedsætter stofskiftet, varer som regel i op til et par dage, hvorefter skjoldbruskkirtlen ofte tilpasser sig.
Personer med for lavt stofskifte (fx Hashimotos sygdom) bør desuden være varsomme med de meget store jodtilskud, især hvis de også mangler selen.
Selvom gravide har et øget behov for jod, bør de heller ikke få for meget, da det kan skade udviklingen af barnets nervesystem.
- Jodindtagets effekt følger en U-formet kurve, hvor vi hverken må få for lidt eller for megett
- 68% af verdensbefolkningen har jodmangel, som derfor antages at være det mineral, flest mangler
- Den udbredte jodmangel har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser
Referencer
Tea Delic and Sandra Karanovic Stambuk. Iodine in Health and Disease: A Comprehensive Review. Nutrients. 2026
Laura Croce et al. Moderne challenges of iodine nutrition: vegan and vegetarian diets. Frontiers in Nutrition 2025.
Simone Passarelli et al. Global estimation of dietary micronutrient inadequacies: a modeling analysis. The Lancet Global Health 2024
Frederick R. Stoddard et al. Iodine Alters Gene expression in the MCF7 Breast Cancer Cell Line: Evidence for an Anti-Estrogen Effect of Iodine. International Journal of Medical Sciences. 2008
Francesca Coperchini et al. Thyroid Disrupting Effects of Old and New Generations PFAS. Frontiers in Endocrinology 2021
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

