Diabetikere kan forbedre insulinresistens og oxidativ stress med zinktilskud
Type 2-diabetes er præget af insulinresistens, oxidativ stress og andre metaboliske forstyrrelser. Som følge heraf øges risikoen for overvægt, træthed, hjertekarsygdomme, nerveskader, rejsningsproblemer og andre symptomer. Kost og livsstil har stor betydning, og det tyder nu på, at tilskud af zink hænger sammen med forbedringer af insulinfølsomheden, blodsukkeret og markører for oxidativ stress hos individer med diabetes. Det fremgår af en metaanalyse, som er publiceret i Endocrinology, Diabetes & Metabolism.
Type 2-diabetes er en metabolisk sygdom, der breder sig som en epidemi. Det antages, at 560 millioner vil være ramt i 2030. I takt med den stigende forekomst er sygdommen også en stigende samfundsøkonomisk byrde. Type 2-diabetes starter typisk som prædiabetes med insulinresistens, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat. Som følge heraf optræder der vedvarende forhøjet insulin og forhøjet blodsukker, som forårsager vægtforøgelse. Det er især det farlige mavefedt mellem indvoldene, som forårsager oxidativ stress grundet kronisk inflammation. Denne tilstand er præget af for mange frie radikaler, som med tiden forårsager skader på blodkar med større risiko for åreforkalkning og hjertekarsygdomme, herunder diabetisk neuropati. Type 2-diabetes er også præget af leverbelastninger og et forstyrret lipidprofil, herunder ubalancer mellem LDL-kolesterol og HDL-kolesterol.
Graviditetsdiabetes er en midlertidig form for forhøjet blodsukker, og type 1-diabetes skyldes autoimmune reaktioner, hvor bugspytkirtlens insulinproducerende celler ødelægges. Disse diabetesformer er mindre udbredte.
Man ved, at sporstoffet zink spiller en nøglerolle i bugspytkirtlens insulindannelse, bugspytkirtlens lagring af insulin og som en vigtig antioxidant, der beskytter kroppen mod frie radikaler. Derfor havde det nye studie som noget ganske nyt til formål at undersøge, hvorvidt tilskud af zink har en effekt på insulinresistens og andre parametre hos patienter med diabetes.
Zinktilskud forbeder flere parametre ved diabetes
Via databaser som PubMed/Medline, Web og Science, Scopus, Cinahl og Google Scholar samt relevante søgeord indhentede forskerne en række randomiserede kontrollerede studier (RCT), som omhandlede zinktilskuds effekt på individer med type 1- og type 2-diabetes, graviditetsdiabetes og prædiabetes.
Den nye metaanalyse inkluderede 18 studier med ialt 1.023 deltagere, som fik mellem 4-75 mg zink daglig eller placebo. Studierne varede i gennemsnit 20 uger. I de fleste af studierne fik deltagerne daglige tilskud på mellem 30-50 mg. I enkelte af studierne var zink kombineret med A-vitamin, magnesium eller gurkemeje, som også har betydning for blodsukkeret, kredsløbet og som antioxidanter. Metaanalysen afslørede at tilskud af zink havde følgende effekter:
- Signifikant øgning af zink-koncentrationen i plasma
- Forbedring af insulinresistens via reduktion af blodets insulinniveau og markøren HOMA-IR (homeostasis model assessment for estimated insulin resistance)
- Moderat nedsættelse af totalkolesterol
- Forbedring af markører for oxidativ stress – herunder CRP (C-reaktivt protein) og MDA (malondialdehyd)
- Øgning af kroppens totale antioxidantforsvar
Forskerne konkluderer derfor, at tilskud af zink hænger sammen med forbedring af insulinresistens, kronisk inflammation og oxidativ stress hos patienter med type 1- og type 2-diabetes, graviditetsdiabetes og prædiabetes.
Forskerne antager desuden, at zink kan have et terapeutisk potentiale som led i behandling af diabetes, og de efterlyser nu større studier på området.
Hvor findes der zink, og hvorfor mangler diabetikere ofte stoffet?
Zink findes især i proteinrige fødevarer som kød, fisk, skaldyr, æg og bælgplanter. Vi har lettest ved at optage zink fra animalske kilder. Det betyder derfor, at en proteinfattig eller vegetarisk kost med hovedvægt på mange raffinerede kulhydrater og dårlige planteolier mangler zink. Derudover kan alkoholmisbrug, mangel på mavesyre, medicin mod mavesyre og halsbrand, vanddrivende medicin og andre medicintyper hæmme optagelsen og udnyttelsen.
Da kroppen ikke har et decideret zinklager, kan en zinkfattig kost og andre faktorer let resultere i større eller mindre mangler.
De officielle daglige anbefalinger for zink ligger på 7-20 mg i forskellige lande, og den øvre grænse for sikkert indtag ligger på 25-40 mg dagligt. Som det fremgår af studiet, kan man godt give større tilskud på 50-75 mikrogram i nogle måneder, og måske har diabetikere et større behov end andre. Men på sigt kan for store zinktilskud forstyrre udnyttelsen af jern og kobber.
Reference:
Jessica Paola Loaiza-Giraldo et al. Effects of Zinz Supplementation on Glycemic Control, Insulin Resistance, Inflammation and Oxidative Stress in Diabetes: A Systematic Review and Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Endocrinology, Diabetes & Metabolism. 13 August 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

