Astma er præget af kronisk inflammation og oxidativ stress. Tobaksrygning, luftforurening, tungmetaller og flere allergener i miljøet øger desuden risikoen. Det tyder dog på, at et optimalt niveau af selen og mangan i blodet potentielt kan forbedre helbredet og overlevelsen hos astmapatienter. Det skyldes blandt andet, at selen og mangan fungerer som antioxidanter, der modvirker oxidativ stress og kronisk inflammation. Samtidig hjælper selen med at udskille tungmetaller ifølge et studie, som er publiceret i Scientific Reports.
Overgangsalderen hænger sammen med hormonelle forandringer, som øger risikoen for ledsmerter, overvægt, hjertekarsygdomme, muskelsvaghed og andre metaboliske forstyrrelser. Det tyder dog på, at større tilskud med fiskeolier i otte uger har en positiv effekt på blodtryk, muskelstyrken samt kronisk inflammation og oxidativ stress, som skaber grobund for åreforkalkning, ledsmerter og mange andre kroniske sygdomme. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Nutrients. Tidligere studier viser desuden, at tilskud med fiskeolier også kan hjælpe på tørre slimhinder samt depression, der ofte skyldes inflammation i hjernen.
Selenindgår i en række selenoproteiner og antioxidanter, som har betydning for immunforsvaret, kredsløbet, kræftforebyggelsen, stofskiftet, tarmfloraen, fertiliteten, nervesystemet og det generelle helbred. Dette er blandt andet beskrevet i to metaanalyser, som er publiceret i Frontiers in Nutrition. Forfatterne kommer desuden ind på, at selenmangel er udbredt i store dele af verden, inklusive Europa, og at det skader folkesundheden på flere områder.
I takt med at der kommer flere ældre, er der også flere, som får infektioner, hjertekarsygdomme, diabetes, demens, gigt, kræft og andre degenerative sygdomme. Det tyder desuden på, at disse sygdomme er karakteriseret ved et afsporet immunforsvar og kronisk inflammation, som via frie radikaler kan angribe og ødelægge celler. Hvis der ikke gribes ind, øger det afsporede immunforsvar også risikoen for nedsat livskvalitet og tidlig død. Ifølge en oversigtsartikel publiceret i Immunity & Ageing mangler mange ældre zink,som har afgørende betydning for et velfungerende immunforsvar og som en antioxidant, der beskytter cellerne. Så hvorfor er zinkmangel så udbredt, og hvordan får man nok?