Dialysepatienters risiko for hjerte- og slagtilfælde reduceres 43 % med fiskeolietilskud
Hjertekarsygdomme er stadig den største dødsårsag hos nyrepatienter, der modtager dialyse, og der har manglet en effektiv forebyggelse. Men det tyder nu på, at større tilskud af fiskeolie kan reducere risikoen for hjertetilfælde og slagtilfælde med hele 43 %. Det fremgår af et større placebokontrolleret befolkningsstudie, som er publiceret i New England Journal of Medicine. Forskerne beskriver, at fiskeolie også gavner kredsløbet hos den generelle befolkning, og at det især er omega-3-formerne EPA og DHA fra fed fisk, som har den gavnlige effekt.
Nyrernes opgave er at rense blodet for affalds- og giftstoffer, som udskilles via urinen. Nyrerne regulerer også kroppens væske- og saltbalance, styrer blodtrykket og danner hormoner som EPO, der er nødvendigt for dannelsen af røde blodlegemer. Nyresvigt er en alvorlig tilstand, hvor nyrernes evne til at varetage disse funktioner er markant nedsat eller ophørt. Hvis nyresvigt optræder i en akut eller kronisk tilstand, kan det skyldes aldringsprocesser, nedsat blodtilførsel (fx på grund af chok), diabetes, forstørret prostata, nyresten, alvorlige infektioner eller miljøgifte.
Hvis nyrernes funktion er under 5 % er det nødvendigt at rense blodet med dialyse. Gennem de sidste 10 år har der været en fordobling af dialysepatienter, og det antages, at omkring 20 % af disse dør om året. I de sidste stadier af nyresvigt er dødeligheden endnu højere. De livstruende komplikationer skyldes især, at dialysebehandlingen kan skade kredsløbet. Det nye studie havde derfor til formål at undersøge, hvorvidt større tilskud af fiskeolie kan reducere denne bivirkning og forlænge dialysepatienternes liv.
Fiskeolietilskud forbedrer kredsløbet på flere parametre
Studiet blev udført som en dobbelt-blindet, randomiseret, placebokontrolleret undersøgelse forskellige steder i Canada og Australien og inkluderede 1.228 dialysepatienter, som blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik tilskud fiskeolietilskud svarende til 4 gram dagligt (med 1,6 gram EPA og 0,8 gram DHA). Den anden gruppe fik majsolie som identisk placebo, og ingen vidste, hvem der fik hvad.
Formålet var at sammenligne forskellige tilstande i de to grupper under studiets forløb, herunder pludselig eller ikke-pludselig død som følge af dårligt kredsløb, blodprop i hjertet, perifere kredsløbssygdomme, der fører til amputation, samt dødeligt eller ikke-dødeligt slagtilfælde. Forskerne så også nærmere på andre dødsårsager, som ikke var relateret til hjertekar-funktionen.
I løbet af en opfølgningsperiode på 3,5 år afslørede studiet, at gruppen, der fik fiskeolie, oplevede følgende signifikante forbedringer i forhold til placebogruppen:
- Færre alvorlige hjertekar-tilfælde
- Færre tilfælde af dødeligt og ikke-dødeligt hjerteinfarkt
- Færre perifere kredsløbssvigt, der fører til amputation
- Færre dødelige og ikke-dødelige slagtilfælde
- Færre dødsfald af alle andre årsager
Overordnet kunne fiskeolie reducere risikoen for hjerte- og slagtilfælde med hele 43 %. Forskerne konkluderer derfor, at patienter i dialysebehandling har en markant lavere risiko for at udvikle alvorlige og livstruende tilstande i forbindelse med kredsløbet, hvis de samtidig får tilskud af fiskeolie.
Fiskeolie ser også ud til at gavne kredsløbet hos den generelle befolkning, og det er især omega-3-formerne EPA og DHA fra fed fisk, som har den positive effekt.
Man bør under alle omstændigheder søge læge ved mistanke om nyresvigt, da det kan give forskellige symptomer, som også kan optræde ved andre tilstande.
Forskellige symptomer på nyresvigt
- Træthed
- Kvalme
- Nedsat appetit
- Hudkløe
- Svimmelhed
- Øget vandladning om natten
- Uro i benene
Nyresvigt, D-vitaminmangel og depression
I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan mange med nyresvigt også lider af depression, og at mangel på D-vitamin øger risikoen.
• Sammenhæng mellem nyresygdomme, D-vitaminmangel og depression
Referencer:
Monash University. Omega-3 fish oil supplements cut attacks and strokes by 43 % in dialysis patients. ScienceDaily March 10, 2026
Charmaine E. Lok et al. Fish Oil Supplementation and Cardiovascular Events in Patients Receiving Hemodialysis. New England Journal of Medicine, 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .
