Skip to main content

D-vitamin, fiskeolier og GLA har en positiv effekt på atopisk eksem

D-vitamin, fiskeolier og GLA har en positiv effekt på atopisk eksemDet er især børn, der rammes af atopisk eksem, også kaldet børneeksem eller astmaeksem. Alene mangel på D-vitamin under graviditeten øger risikoen for, at barnet udvikler sygdommen. Det tyder desuden på, at tilskud af D-vitamin, fiskeolier og fedtsyren GLA kan lindre forskellige symptomer ved atopisk eksem hos børn. Det fremgår af et schweizisk studie, som er publiceret i Nutrients.

Før i tiden var atopisk eksem relativt sjælden. Men i dag er atopisk eksem en af de meste udbredte hudsygdomme, som rammer millioner af mennesker – især børn.
Atopisk eksem er karakteriseret ved en svækket hudbarriere, dysbioser i hudens mikroflora og et immunforsvar, der reagerer med uhensigtsmæssig inflammation. Som følge heraf bliver huden tør, rød og meget kløende. Symptomerne bliver ofte værre om vinteren på grund af den tørre og kolde luft. Ligeledes er D-vitaminmangel mere udbredt, da solen er sparsom og står for lavt.
Genetisk disponering, miljømæssige påvirkninger og allergiske reaktioner spiller en stor rolle for sygdommens udvikling. Meget tyder desuden på, at kosten og mangel på visse næringsstoffer bidrager til den voldsomme stigning.

Større D-vitamintilskud til gravide reducerer risikoen for, at barnet udvikler atopisk eksem

Risikoen for at et barn udvikler atopisk eksem starter allerede under fostertilværelsen, hvis moderen mangler D-vitamin. Det skyldes, at D-vitamin har afgørende betydning for barnets udvikling, herunder immunforsvarets opbygning og evnen til at tackle inflammation.
Selvom Sundhedsmyndighederne anbefaler gravide at tage 10 mikrogram D-vitamin om dagen, er der mange, som glemmer det, og der er heller ingen garanti for, at denne mængde optimerer blodets D-vitaminstatus. I den forbindelse har et tidligere studie, som er publiceret i British Journal of Dermatology, afsløret, at gravide, som indtager 25 mikrogram D-vitamin om dagen, har reduceret risiko for, at barnet udvikler atopisk eksem i det første leveår. Som det fremgår, er denne dosis mere end det dobbelte af de officielle anbefalinger til gravide.

Kombination af D-vitamin, fiskeolier og GLA lindrer atopisk eksem

Der har også været fokus på tilskud af omega-3-fedtsyrer fra fiskeolie, som de fleste har lettere ved at udnytte. Det skyldes, at fiskeolie indeholder de biologisk aktive omega-3-former EPA og DHA, som på forskellige måder reducerer lokal inflammation og symptomer som tør og kløende hud.
Moderne kost indeholder ofte for lidt omega-3 fra fed fisk og alt for meget omega-6 fra frøolier, dressinger, margarine, pomfritter og anden industrielt forarbejdet mad. Denne ubalance mellem omega-3 og omega-6 baner vejen for kronisk inflammation.
Det schweizisk studie undersøgte effekten af fiskeolie kombineret med D-vitamin og den særlige omega-6-fedtsyre GLA.
Studiet inkluderede 52 børn med atopisk eksem, og det forløb over to år med undtagelse af sommermånederne, hvor symptomerne ofte bliver bedre.
Børnene blev delt op i to lige store grupper, hvoraf den ene gruppe fik et dagligt tilskud af D-vitamin (5 mikrogram), fiskeolier (2 gram) og GLA (10 mg). Den anden gruppe fik placebo. Sværhedsgraden af børnenes atopiske eksem blev vurderet efter en særlig skala (SCORAD), og man vurderede også ændringer i børnenes brug af inflammationshæmmende hormoncreme (steroidcreme). Derudover blev forandringer i hudkløe, søvnkvalitet og livskvalitet vurderet ved hjælp af særlige indekser. Allerede efter 4 måneder viste studiet, at de børn, som fik D-vitamin, fiskeolie og GLA opnåede:

  • Signifikant fald i SCORAD indekset som tegn på mindre sværhedsgrad
  • Signifikant mindre hudkløe
  • Signifikant mindre brug af hormoncreme
  • Signifikant bedre søvnkvalitet
  • Signifikant bedre livskvalitet

Forskerne konkluderer derfor, at fiskeolie, som kombineres med D-vitamin og GLA, kan lindre symptomerne hos børn med atopisk eksem. Der er tale om en behandling på naturens præmisser helt uden bivirkninger.
Hvad D-vitamin angår, anbefaler Sundhedsmyndighederne, at børn op til 4 år får 10 mikrogram D-vitamin dagligt hele året. Børn over 4 år anbefales kun tilskud i vinterhalvåret. Der er dog mange børn, der ikke får nok sommersol, som er den vigtigste kilde til D-vitamin. Nogle børn behøver desuden højere doser af D-vitamin, hvis blodets niveau skal optimeres. Ifølge EFSA ligger den øvre grænse for D-vitamin til børn op til 11 år på 25 mikrogram.

Referencer:

Sarah El-Heis et al. Maternal antenatal vitamin D supplementation and offspring risk of atopic eczema in the first 4 years of life: evidence from a randomized controlled trial. British Journal of Dermatology. 2022

Tena Niseto et al. Effect of Omega-3 Polyunsaturated Fatty Acid Supplementation on Clinical Outcome of Atopic Dermatitis in Children. Nutrients 2024


 

  • Oprettet den .