Skip to main content

For tidlig fødsel og lav fostervægt modvirkes med kombinerede vitaminer og fiskeolie

For tidlig fødsel og lav fostervægt modvirkes med kombinerede vitaminer og fiskeolieDet er almindelig kendt, at gravide anbefales at tage folinsyre (B9-vitamin) og D-vitamin af hensyn til barnets vækst og neurologiske udvikling. Der har dog ikke været så meget fokus på fiskeolie, selvom indholdet af omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA har afgørende betydning for udvikling af hjernen, synet og mange metaboliske funktioner. Men nu tyder det på, at tilskud af fiskeolie kombineret med de anbefalede vitaminer til gravide reducerer risikoen for preterm (for tidlig) fødsel og for lav fostervægt. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Frontiers in Nutrition. Derudover har fed fisk og fiskeolietilskud andre positive effekter for den gravides humør og fostrets sundhed.

 

Gravide anbefales at tage 400 mikrogram folinsyre (B9-vitamin) dagligt, da det har betydning for barnets nervesystem samt hjælper med forebyggelse af misdannelser i hjernen og rygmarven. Derudover bør gravide tage tilskud af mindst 10 mikrogram D-vitamin, da det har betydning for udvikling af barnets knogler, immunsystem og mange andre funktioner.
Men selvom sundhedsmyndighederne anbefaler, at gravide indtager disse vitamintilskud, anbefaler de endnu ikke tilskud af fiskeolie. Det er ellers velkendt, at fiskeolie indeholder omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA, som har afgørende betydning for opbygning af alle cellemembraner samt udvikling af barnets nervesystem, hjerne og syn. Der er desuden evidens for, at omega-3-fedtsyrerne reducerer risikoen for, at barnet fødes for tidligt (preterm fødsel).
Ikke desto mindre er mangel på omega-3-fedtsyrer meget udbredt, især fordi mange, herunder gravide, spiser for lidt fed fisk. Det har været uklart, hvorvidt tilskud af fiskeolie i kombination med de anbefalede vitaminer har andre positive effekter i forbindelse med graviditeten og barnets udvikling. Det nye studie havde derfor til formål at undersøge dette nærmere.

Fiskeolie gavner graviditet og fostervækst på flere parametre

Forskerne indhentede data fra en større befolkningsundersøgelse kaldet Nulliparous Mother-to-be (nuMoM2b), der inkluderede 9.461 sunde gravide deltagere fra forskellige amerikanske stater. Deltagerne blev fulgt under graviditeten og fødslen, og deres indtag af vitaminer og andre tilskud blev noteret via interviews og studiebesøg.
Forskerne sammenlignede så forskelligheder i forbindelse med graviditet, fødsel og fostervægt blandt deltagere, der kun tog de anbefalede vitaminer, og deltagere, der kombinerede vitamintilskuddene med fiskeolie.
Studiet afslørede efter diverse justeringer, at kombinationen af vitaminer og fiskeolie havde følgende positive effekt i forhold til de isolerede vitamintilskud.

  • Signifikant lavere rate af for tidlig fødsel
  • Signifikant lavere rate af for lav fostervægt

Forskerne skriver desuden, at kombinationen af vitaminer og omega-3-fedtsyrer til gravide kan have mange andre positive effekter grundet forskellige interaktioner. Derudover indgår omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA i mange biologiske mekanismer, der også inkluderer regulering af inflammatoriske processer, kredsløbet og forbedring af moderkagens funktioner, herunder en bedre transport af EPA og DHA til fostret.
Barnets behov for disse omega-3-fedtsyrer er tilmed større under den sidste del af graviditeten, hvor hjernen og lungerne vokser og udvikles særlig meget. Flere af disse mekanismer kan derfor forklare omega-3-fedtsyrernes positive effekter på graviditeten, fostrets normale vækst, og at barnet fødes til tiden.
Ifølge forskerne bidrager det nye studie til en stigende evidens for, at gravide foruden de anbefalede vitaminer bør tage fiskeolietilskud.

  • Gravide bør kun spise mindre fede fisk som sild, ansjoser, makrel og vildlaks, som er længere nede i fødekæden. Større fisk som tun frarådes
  • Fiskeoliepræparater bør være renset for miljøgifte og være af god kvalitet

Fiskeolie til gravide forebygger også andre komplikationer og sygdomme hos barn og mor

På denne hjemmeside har vi tidligere omtalt studier, der afslører, at fed fisk og fiskeolietilskud under graviditeten også forebygger fødselsdepression, abort, at barnet får astma og andre komplikationer. Det kan du læse mere om her:

• Gravides udbredte mangel på omega-3 har alvorlige konsekvenser

• Stoffer i fiskeolie kan forebygge abort og tidlig fødsel

• Fiskeolie fra fed fisk eller tilskud beskytter barnet mod astma

Reference:

William Yakan et al. Omega-3 supplementation in addition to prenatal vitamins during pregnancy is associated with lower rates of preterm birth and small for gestational age. Frontiers in Nutrition 2026


 

 

 

  • Oprettet den .