Skip to main content

Gravide og ammendes behov for C-vitamin

Gravide og ammendes behov for C-vitaminGravide og ammende har et større behov for C-vitamin, som dels har betydning for fosterets udvikling og dels har betydning som antioxidant, der beskytter celler og væv mod skader forårsaget af oxidativ stress. Meget tyder på, at de officielle anbefalinger af C-vitamin (RI) er for lave. Derudover kan gravide og ammende, der ryger, have et endnu større behov, fremgår det af et befolkningsstudie, som er publiceret i Nutrition Research.

Under graviditeten har C-vitamin flere forskellige funktioner, og det transporteres via moderkagen til fosteret. C-vitamin har blandt andet betydning for jernoptagelsen, immunforsvaret, dannelse af bindevæv samt gen-transskription og bestemmelse af, hvilke gener der skal udtrykkes. Derudover fungerer C-vitamin som en vigtig antioxidant, der beskytter moderkagen og fosteret mod skader forårsaget af oxidativ stress. Denne funktion er meget vigtig, da moderkagens blodgennemstrømning er stor, hvilket også medfører en større påvirkning fra frie radikaler. Hvis der samtidigt mangler antioxidanter som C-vitamin, kan der opstå skader på celler og væv forårsaget af for mange frie radikaler.
Det tyder på, at moderens egen C-vitaminstatus daler under graviditeten i takt med, at fosteret vokser og kræver mere C-vitamin. Der er også en tæt sammenhæng mellem moderens faldende C-vitaminniveau og den nyfødtes C-vitaminstatus, som ofte er 2-3 gange højere end moderens.
Under amningen transporteres C-vitamin til brystmælken i forskellige koncentrationer afhængig af den nyfødtes udvikling. Det antages således, at der dagligt transporteres omkring 40 mg C-vitamin fra moderen til brystmælken under amningens første seks måneder. Anden forskning har påvist, at et dagligt C-vitaminindtag på 100-120 mg ikke er nok til optimering af brystmælkens C-vitaminkoncentration.
Ifølge de Nordiske Næringsstofanbefalinger skal kvinder have 95 mg C-vitamin dagligt, og mænd skal op på 110 mg. Gravide og ammende anbefales henholdsvis 105 mg og 155 mg dagligt I USA anbefales gravide og ammende henholdsvis 85 mg og 120 mg daglig, hvilket er noget mindre.

Udbredt mangel på C-vitamin under graviditet, amning og blandt rygere

Gode kilder til C-vitamin er citrusfrugter, rød peberfrugt, broccoli, bær, hyben samt anden frugt og grønt. Men mange følger ikke de officielle kostanbefalinger, og det antages, at op imod 15 procent af befolkning i høj-indkomstlande mangler C-vitamin, og at manglen er større i udsatte grupper.
Dette gælder også mange gravide og ammende, som heller ikke følger de officielle kostanbefalinger. Da de samtidigt har et øget behov for C-vitamin, har de en endnu større risiko for en kronisk mangel, som kan skade deres eget samt fosterets helbred.
Forskerholdet bag det nye studie ønskede at undersøge problematikken nærmere, og de indhentede en række data fra det amerikanske studie NHANES (Nutrition Health and Nutrition Examination Survey), som omhandler befolkningens ernæring og helbred over tid og involverer en lang række blodprøver.
Studiet inkluderede 3.730 kvinder i alderen 18-44 år, hvoraf 601 var gravide. 476 af kvinderne havde børn, og heraf ammede 129 af kvinderne. Sideløbende var der en større kontrolgruppe af kvinder, der hverken var gravide eller ammede.
Studiet viste at:

  • Selv om indtaget af C-vitamin var højere i den gravide gruppe, indtog 40 procent af dem ikke nok ifølge de officielle amerikanske anbefalinger på 85 mg.
  • 27 procent af de gravide havde mangel på C-vitamin i blodet (under 50 µmol/L)
  • Manglen på C-vitamin i blodet steg under graviditeten, også selvom indtaget steg via kosten.
  • De gravides C-vitaminstatus hang negativt sammen med vægtforøgelsen under graviditeten.
  • De gravides C-vitaminstatus hang negativt sammen med tobaksrygning.
  • Over halvdelen af de ammende mødre fik ikke nok C-vitamin.
  • 40 procent af de ammende mødre havde mangel på C-vitamin i blodet (under 50 µmol/L)

Ifølge forskerne viser studiet, at gravide og ammende kvinder har et større behov for C-vitamin, og at dette behov stiger under graviditet og amning. Det viste sig desuden, at rygning havde den kraftigste og mest negative indvirkning på gravides og ammendes C-vitaminstatus i blodet. Dette skyldes, at rygning påvirker kroppen med kaskader af frie radikaler, hvilket automatisk øger behovet for neutraliserende antioxidanter som C-vitamin. Det anbefales under alle omstændigheder, at gravide og ammende så vidt muligt stopper med at ryge, og at de som minimum får nok C-vitamin og andre næringsstoffer af hensyn til fosterets udvikling og deres eget helbred.

Reference:

Anitra C. Carr. Vitamin C status of pregnant and lactating women: Negative associations with body weight and current smoking. Nutrition Research 2025


 

  • Oprettet den .