Skip to main content

Cadmium hæmmer udnyttelsen af zink

- hvilket kan skade graviditeten og helbredet generelt

Cadmium hæmmer udnyttelsen af zinkCadmium er en udbredt miljøgift, der akkumuleres i kroppen via fødekæden, luftforurening og tobaksrøg. Ifølge et nyt studie, som er publiceret i Journal of Women´s Health, har gravide, der udsættes for meget cadmium, øget risiko for en kritisk tilstand, der hedder præeklampsi. Desuden kan langvarig udsættelse for cadmium forårsage nyreskader, knogleskørhed og kræft i luftvejene. Det tyder også på, at cadmium hæmmer kroppens udnyttelse af zink, som dels indgår i flere hundrede enzymprocesser og dels fungerer som en vigtig antioxidant, der beskytter cellerne. Derfor bør man så vidt muligt undgå påvirkninger med for meget cadmium og samtidigt være velforsynet med zink.

Cadmium findes naturligt i jorden, og mængderne kan blandt andet øges af ting som kunstgødning, atmosfærisk nedfald og spredning af slam fra rensningsanlæg. Solsikkekerner og hørfrø optager en del cadmium fra jorden. Krabber, muslinger, rejer, mørk chokolade og visse vilde svampe kan også bidrage til et højt indtag. Cadmium findes desuden i tobaksrøg, svejserøg samt forskellige typer af maling og ældre genopladelige batterier.
På kort sigt giver akut cadmiumforgiftning meget alvorlige symptomer som lungeødem og kan i værste fald medføre døden. På længere sigt kan cadmium ophobes i nyrerne og forårsage kroniske nyresygdomme. Nyreskaderne kan desuden medføre øget udskillelse af calcium i urinen, hvilket kan medføre knogleskørhed og øget risiko for brud. Langvarig udsættelse for cadmium, ikke mindst fra tobaksrøg, kan medføre lungekræft. Derudover kan cadmiumforgiftning skade hjernen med en negativ indvirkning på de kognitive funktioner og en lavere IQ, hvilket især gælder børn og ved tidlig eksponering.
En væsentlig årsag til cadmiums toksicitet er, at cadmium har en del lighedstræk med zink i relation til det periodiske system. Så i visse biokemiske sammenhænge bindes cadmium meget mere effektit end zink, hvilket kan hæmme zinkudnyttelsen. Dette kan i sagens natur medføre mange flere skadevirkninger, da zink indgår i flere hundrede enzymprocesser, som blandt andet har betydning for vækst, fertilitet, synet, immunforsvaret og den mentale balance. Derudover indgår zink i en vigtig antioxidant (SOD), der beskytter kroppens celler mod skader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.

Sammenhæng mellem cadmium, zinkmangel og gravides risiko for præeklampsi

I et nyt studie, som er publiceret i International Journal of Women’s Health, har forskerne set nærmere på, hvorvidt gravides niveau af cadmium og zink i blodet hænger sammen med en øget risiko for at udvikle præeklampsi.
Tilstanden, der også kaldes for svangerskabsforgiftning, inkluderer forhøjet blodtryk, protein i urinen, hovedpine, øjenflimren, brystsmerter og væskeophobninger. På verdensplan udvikler 2-8 procent af alle gravide præeklampsi. I værste fald kan tilstanden medføre bevidstløshed og livstruende krampeanfald (eklampsi), som på verdensplan er den primære årsag til dødsfald blandt gravide. Derfor bør der også være mere fokus på årsagerne og selve forebyggelsen.
Ifølge introduktionen til det nye studie hænger præeklampsi tæt sammen med dysfunktioner i moderkagen, hvor oxidativ stress er en af de førende mekanismer. Ved oxidativ stress er der for mange frie radikaler i forhold til beskyttende antioxidanter. Det bevirker, at de frie radikaler kan skade sunde celler og væv, så der blandt andet opstår dysfunktioner i moderkagen.
Som nævnt kan cadmium akkumulere i kroppen via rygning, fødekæden og andre påvirkninger, hvilket også øger risikoen for oxidativ stress i moderkagen. Det er bevist, at zink som en vigtig antioxidant beskytter moderkagen mod oxidativ stress. Derudover indgår zink i mange processer, som har betydning for fostrets vækst og udvikling.
Ikke desto mindre har de nærmere interaktioner mellem cadmium, zink og præeklampsi været uklare.
Det nye studie involverede 100 gravide kvinder, hvoraf 60 udviklede præeklampsi. Diverse blodprøver og vævsprøver afslørede, at de kvinder, som udviklede præeklampsi, havde signifikant højere niveauer af cadmium i moderkagen i forhold til de gravide, der ikke udviklede præeklampsi. Samtidigt havde kvinderne, der udviklede præeklampsi, signifikant lavere zinkindhold i blodet og moderkagen. Forskerne fandt desuden, at cadmium kan påvirke transporten og metabolismen af zink i moderkagen. Denne forstyrrelse af zinks funktioner kan mere præcist føre til øget udtryk af nogle proteiner kaldet FOXO3a, som forstyrrer blodforsyningen til moderkagen og via andre mekanismer bidrager til udvikling af præeklampsi.
Forskerne konkluderer derfor, at ophobning af cadmium i moderkagen kan påvirke transporten og udnyttelsen af zink i moderkagen. Dette kan så forårsage et øget udtryk af FOXO3a grundet oxidativ stress
I sjældne tilfælde kan cadmium også forstyrre kroppen ved at tage pladsen for magnesium og calcium.

Referencer:

Ailing Dint et al. Study on the Effects of Cadmium Exposure on Zink metabolism and FOXO3a Expression in Preeclampsia Maternal-Fetal System. International Journal of Women’s Health 2025.

Cadmium - Fødevarestyrelsen


 

  • Oprettet den .