Udbredt B12-vitaminmangel og følgesygdomme kræver øjeblikkelig handling
Omkring 3 milliarder mennesker mangler nu B12-vitamin, især grundet plantebaserede kostvaner, medicin og aldringsprocesser. B12-vitaminmangel kan blandt andet medføre blodmangel, træthed, koncentrationsbesvær, infektioner, tarmsygdomme, kredsløbssygdomme, nedsat fertilitet, nerveskader og demens. Da der tilmed kan gå flere måneder, før en mangel manifesterer sig ved plantebaserede kostændringer, og man godt kan have symptomer fra nervesystemet uden at have blodmangel, er der mange, der ikke registrerer sammenhængen. Det tyder desuden på, at B12-vitaminmangel hænger sammen med større risiko for hospitalsindlæggelse, komplikationer og tidlig død, hvilket kræver øjeblikke handling fra sundhedsmyndighederne. Det fremgår af et større brasiliansk befolkningsstudie, som er publiceret i Frontiers in Nutrition.
Mangel på B12-vitamin (cobalamin) er blevet et stigende globalt problem. Manglen har længe været udbredt i ulande grundet fattigdom og en utilstrækkelig adgang til animalske fødekilder som kød, fisk, skaldyr, æg og mejeriprodukter. Der er desuden mange i vores del af verden, som er gået over til en plantebaseret kost grundet forskellige trends og kampagner. Flere ældre, flere medicintyper og forskellige kroniske sygdomme bidrager nu til, at 39 procent af verdens befolkning mangler B12-vitamin.
Den udbredte mangel på B12-vitamin har enorme konsekvenser for folkesundheden, og formålet med det brasilianske befolkningsstudie var at undersøge, hvorvidt B12-vitaminmangel hænger sammen med relaterede sygdomme og hospitalsindlæggelser. Forskerne brugte data fra offentlige og private sundhedssystemer i perioden 2016-2023. Disse data blev også brugt til at vurdere deltagernes niveau af B12-vitamin fra blodprøver og hospitalsindlæggelser over tid.
Forskerne analyserede i alt 84 millioner blodprøver. Disse blodprøver afslørede, at risikoen for at blive indlagt på hospital steg med 32 procent i den pågældende periode ved mangel på B12-vitamin. Manglen på B12-vitamin hang især sammen med hospitalsindlæggelser som følge af hjertekarsygdomme, blodsygdomme, tarmsygdomme samt neurologiske og psykiske sygdomme. Derudover optrådte B12-vitaminmangel ofte sammen med mangel på andre B-vitaminer som B1-vitamin og B6-vitamin, hvilket medfører en sundhedsskadelig cocktaileffekt.
Ifølge forskerne er den stigende mangel på B12-vitamin et alvorligt og overset sundhedsproblem på verdensplan, der kræver øjeblikkelig handling fra sundhedsmyndighederne i forebyggelsen og som led i behandling af mange symptomer og sygdomme.
B12-vitamins optagelse og livsvigtige funktioner i kroppen
Vi kan kun få B12-vitamin (cobalamin) fra animalske produkter, og optagelsen fra tyndtarmen til blodet kræver bærerproteinet intrinsic factor, der dannes i mavesækkens slimhinde. Efter optagelsen af B12-vitamin fra fødevarer og de fleste tilskud methyleres disse former til methylcobalamin, der findes i blodet, og til
5´deoxyadenosylcobalamin, der lagres i leveren. Kroppen bruger B12-vitamin til følgende:
- At producere røde blodceller
- Energidannelse
- Syntese af DNA
- Syntese af myelin, der beskytter nerveceller
- Nervesystem og åndsevner
- Immunsystem
- Omdannelse af homocystein sammen med folinsyre og B6-vitamin
- Børns vækst
Som introduktion til det nye studie kommer forfatterne nærmere ind på, hvordan mangel på B12-vitamin kan øge risikoen for følgende:
- Perniciøs anæmi grundet mangel på intrinsic factor
- Megaloblastær anæmi
- Neurologiske dysfunktioner
- Kognitivt forfald og demens
- Neuropati – herunder diabetisk neuropati
- Humørsvingninger
- Depression og psykoser
- Kredsløbssygdomme grundet forhøjet homocystein
- Reduceret knogletæthed
- Øget risiko for knogleskørhed, især hos ældre
- Tarmsygdomme som Morbus Crohn og cøliaki
Årsager til mangler og dårlig udnyttelse
Som nævnt bidrager den nye trend om en plantebaseret kost til, at mangler er blevet meget mere udbredte på verdensplan. Men da vi har evnen til at lagre B12-vitamin i leveren, kan der gå måneder eller over et år, før en mangel manifesterer sig, hvis man går over til en plantebaseret kost. Aldringsprocesser og alkoholmisbrug kan i sig selv forringe evnen til at methylere og udnytte B12-vitamin. Syreneutraliserende medicin, gigtmedicinen methotrexat og diabetesmedicinen metformin forringer også optagelsen eller udnyttelsen af B12-vitamin. Det samme gælder visse kroniske tarmlidelser som Morbus Crohn og cøliaki samt langvarig COVID-19-syndrom.
Nødvendig behandling med tilskud eller indsprøjtninger
Hvis B12-vitaminmanglen skyldes en plantebaseret kost, er der nemt at behandle med kostomlægninger eller tilskud.
B12-vitamintilskud bør som minimum indeholde 2,5 mikrogram, hvilket svarer til det daglige referenceindtag. Da mange har svært ved at optage og udnytte vitaminet, indeholder nogle tilskud meget høje doser. Der findes også B12-vitamintilskud som sugetabletter med den methylerede form methylcobalamin, og de giver generelt en højere optagelighed via slimhinden i munden og en bedre udnyttelse.
Svære mangler kan hurtigt behandles med B12-vitaminindsprøjtninger, og ved perniciøs anæmi bør behandlingen gentages hver 2-3 måned grundet mangel på intrinsic factor.
Referencer:
Leonardo P. de Carvalho et al. Vitamin B12 deficiency and its impact on healthcare: a population-level analysis and call for action. Frontiers in Nutrition. 05 January 2026
Sakshi S Jajoo et al. Etiology, Clinical Manifestations, Diagnosis, and Treatment of Cobalamin (Vitamin B12) Deficiency. Cureus 2024
Simone Passarelli et al. Global estimation of dietary micronutrient inadequacies: a modeling analysis. The Lancet Global Health 2024
TIP! Se også de relaterede artikler
- Oprettet den .

