Skip to main content

Rødhårede er bedre til at danne D-vitamin

Rødhårede er bedre til at danne D-vitaminDet antages, at det røde hår er en del af den evolutionære udvikling i de nordlige områder, hvor solen ikke skinner så meget. Man har desuden observeret, at rødhårede danner mere af den D-vitaminform, der måles i blodet, end mennesker med andre hårfarver. Det fremgår af et tjekkisk studie, som er publiceret i Experimental Dermatology. Derudover ser det ud til, at kvinder med rødt hår lever længere end kvinder med andre hårfarver. Det fremgår af et svensk studie, som er publiceret i PLOS ONE.

De fleste af vores celler har receptorer for D-vitamin, der har afgørende betydning for immunforsvaret, humøret, knogler og det generelle helbred. Dannelsen af aktivt D-vitamin er ret kompliceret, og det afhænger både af soleksponering, hudfarve samt andre genetiske faktorer.
I første omgang danner vi et forstadie til D-vitamin (cholecalciferol) ved hjælp af et kolesterol i huden og solens uv-stråling. Det kræver dog, at solen står højt nok på himlen, da vi kun kan danne D-vitamin i sommerhalvåret ved en bølgelængde på 280-320 nm.
Forstadiet omdannes derefter i leveren til 25 (OH)D3, hvor det bliver lagt på lager til senere brug. Det er også denne form, der måles i blodet. Når D-vitaminet skal bruges til de mange funktioner i kroppen, omdannes det til den aktive steroidform 1,25 dihydroxyvitamin D3 i nyrerne, immunceller og andre steder.

Hvide mennesker danner mere D-vitamin end mørke mennesker

Det viser sig, at D-vitaminsyntesen går 6-10 gange langsommere hos mennesker med mørk hudfarve. Som bekendt stammer disse etniske befolkningsgrupper oprindelig fra de afrikanske troper, hvor de sagtens kan danne nok D-vitamin fra den høje sol, mens den mørke hudfarve beskytter mod solforbrændinger. For flere tusinde år siden var der så nogle af disse mørkhudede mennesker, som vandrede mod nordligere breddegrader. Og med tiden sørgede evolutionen for, at disse mennesker udviklede en lysere hud, der bedre kunne udnytte den sparsomme uv-stråling til dannelse af D-vitamin. Men der er tilsyneladende store genetiske variationer, for det viser sig blandt andet, at de rødhårede har en endnu bedre evne til at danne og udnytte vitaminet.

Rødhåredes genetiske fordel i D-vitaminsyntesen

Det er kun 1-2 procent i verden, som er rødhårede. Men i Irland er det 10 procent, og i Edinburgh i Skotland er det 13 procent. Der er samtidig flere i disse områder, som har det recessive gen for rødt hår.
Det røde hår skyldes et gen, som kaldes MC1R. Dette gen betyder, at de rødhårede danner mere af pigmentet feomelanin, som også hænger sammen med fregner, og at huden har svært ved at blive solbrun.
I 2020 publicerede den tjekkiske forsker Jaroslav Flegr og hans forskerteam en artikel i Experimental Dermatology, som omhandler, hvordan det røde hår er opstået som en respons på det solfattige tempererede klima mod nord. Derudover analyserede forskerteamet blodprøvers indhold af D-vitamin og folinsyre (B9-vitamin) fra 73 rødhårede og 130, som ikke var rødhårede.
Det viste sig, at de rødhårede havde større koncentrationer af 25 (OH) D3 og omtrent samme niveau af folinsyre i blodet. Forskerne brugte desuden to forskellige teknikker for at måle graden af det røde hår, og jo mere intens den røde farve var, jo højere var niveauet af D-vitamin i blodet.
Som forventet fandt forskerne, at niveauet af D-vitamin i blodet hos ikke-rødhårede hang sammen med deres soleksponering og brune hudfarve. Men dette var ikke tilfældet hos de rødhårede.
Det tjekkiske studie indikerer, at de rødhåredes niveau af D-vitamin i blodet i højere grad har en genetisk og fysiologisk forklaring, der ikke afhænger så meget af solens uv-stråling.

Kvinders røde hår er forbundet med længere levetid

Det tyder desuden på, at det særlige gen (MC1R) og den mere effektive dannelse og udnyttelse af D-vitaminet også hænger sammen med de rødhåredes generelle helbred og levetid. Det fremgår af et studie fra Karolinska Institutet i Stockholm, hvor forskerne sammenlignede 12.000 kvinder med rødt hår og fregner med 12.000 kvinder med andre hår- og hudtyper. De rødhårede kvinder havde således en otte procent lavere dødelighed, og de lever generelt længere end kvinder med andre hårfarver i det skandinaviske miljø. I den store sammenligning var der også taget højde for rygning, indkomst, uddannelse og andre forstyrrende faktorer. Ikke desto mindre har de rødhårede en større overdødelighed ved hudkræft, hvorfor de bør være særlig opmærksomme på at undgå solforbrændinger.
Det gælder under alle omstændigheder om at tilstræbe et optimalt niveau af D-vitamin i blodet. Uanset hårfarve eller hudtype.

Referencer:

Iver Mysterud. Rødhåret – en velsignelse i nordlige strøk? Helsemagasinet Vitenskap og Fornuft. Nr. 5, 2023

Flegr J, Sykorova K et al. Increased 25 (OH) D3 level in read haired people: Could read headedness be an Adaptation to temporate climate? Experimental Dermatology. 2020.

Pelle G Lindqvist et al. Women with fair phenotypes seem to confer a survival advantage in a low UV miljø. A nested matched case control study. PLOS ONE 2020

Nymann C. Rødhårede er genetisk overlegne. Illustreret Videnskab 8, 2021

Helene Sandström. Den optimala D-vitamindosen i vinter? Det beror på dina genar. Nordic Nutrition Council. Sep. 3 2020

Morten K B Bogh. Vitamin D production after UVB: aspects of UV related and personal factors. Scand J Clin Lab Invest Suppl. 2012


  • Oprettet den .