Skip to main content

Q10 hæmmer inflammationer

- men kun i optimale doser

Q10 hæmmer inflammationer Q10 er et meget populært tilskud, da det har indflydelse på energiomsætningen og kredsløbet. Tilskud med Q10 kan desuden hæmme kroniske inflammationer, som er den røde tråd i de fleste kroniske sygdomme. Det fremgår blandt andet af en ny meta-analyse, som er publiceret i Molecular Nutrition Food Research. Forfatterne kommer samtidig ind på, at større doser Q10 har den bedste effekt. Et tidligere studie tyder desuden på, at selen forbedrer effekten af Q10, hvor de to tilskud endelig bør være i en god kvalitet med en høj biologisk optagelighed.

Q10 er et vitaminlignende fedtopløseligt stof, som har flere livsvigtige funktioner. Det er mest kendt, at Q10 indgår i cellernes energiomsætning, som foregår i mitokondrierne. Men Q10 er også en vigtig antioxidant, der beskytter celler og kredsløbet mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler. Derudover er Q10 involveret i regeneration af C- og E-vitamin samt kolesterolmetabolismen. Ikke desto mindre har det været kontroversielt, hvorvidt tilskud med Q10 påvirker dannelsen af biomarkører for inflammation i den generelle befolkning. Derfor ville et forskerhold undersøge dette nærmere.
Vi skal selvfølgelig kunne iværksætte en akut inflammation i tilfælde af infektioner og vævsskader. Men kroniske inflammationer er yderst sundhedsskadelige, da de bombarderer kroppen med frie radikaler og er den røde tråd i de fleste kroniske sygdomme, som blandt andet inkluderer hjertekarsygdomme, kræft og diabetes type-2.
I den nye metaanalyse indhentede forskerne først 6.713 artikler om Q10, som var publiceret indtil december 2022. Derefter granskede forskerne 31 egnede dobbeltblindede, placebokontrollerede artikler, som omhandlede 1.117 deltagere, forskellige tilskud med Q10, og hvorvidt disse tilskud påvirker dannelsen af tre forskellige biomarkører for inflammation. Disse biomarkører hedder C-reaktivt protein (CRP), interleukin-6 (IL-6) og tumor necrosis factor-α (TNF-α).
Metaanalysen afslørede, at tilskud med Q10 signifikant kunne øge blodets niveau af Q10, hvilket reducerede niveauet af de tre cirkulerende biomarkører for inflammation (CRP, IL-6 og TNF- α). Man får desuden den bedste anti-inflammatoriske effekt, hvis man tager tilskud, der svarer til 300-400 mg Q10 daglig.

Behov for Q10 gennem livet og relevante tilskud

Der findes ingen officielle daglige anbefalinger af Q10, men behovet antages at være omkring 500 mg daglig. Da vi kun får mindre mængder Q10 gennem kosten (omkring 5 mg daglig) bør vi danne det meste selv, hvilket primært foregår i leveren, hjertet, nyrerne og musklerne.
Men efter 20-årsdalderen daler egenproduktionen gradvist, så indholdet i organerne og blodet reduceres. Således er hjertets indhold for eksempel faldet til omkring 40 procent i 80-årsalderen. Kolesterolsænkende medicin (statiner), alendronate mod knogleskørhed og visse sygdomme kan også hæmme egenproduktionen.
Mangel på Q10 går ud over vitaliteten, og derfor tager mange tilskud med 100-200 mg for at få mere energi. Og som det fremgår af den nye metaanalyse, skal man gerne op på 300-400 mg om dagen for at få den optimale effekt i bekæmpelsen af kroniske inflammationer.
Man kan også overveje, at kombinere Q10 tilskud med selentilskud, da selen forbedrer effekten af Q10 via forskellige interaktioner. Det fremgår blandt andet af det svenske KiSel-10 studie, hvor forfatterne har set nærmere på, hvordan tilskud med 200 mg Q10 og 200 mikrogram selengær i lægemiddelkvalitet hæmmer inflammationer og andre patologiske tilstande.
Da vi har svært ved at optage Q10, kan det altid svare sig at vælge et Q10-produkt i kapselform og med dokumenteret høj optagelighed, som sikrer, at Q10 molekylerne når helt ind i cellerne.
Da vi kun kan optage 100 mg ad gangen, bør man desuden fordele større tilskud over dagen for at få den bedste udnyttelse.

Referencer:

Shanshan Hou et al. Efficacy and Optimal Dose of Coenzyme Q10 Supplementation on Inflammation-Related Biomarkers: A GRADE-Assessed Systematic Review and Updated Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Molecular Nutrition Food Research. 2023

Will Chu. Co enzyme Q10 has potential to help chronic condition symptoms, review finds. NutraIngredients. 2020

Urban Alehagen et al. Improved cardiovascular health by supplementation with selenium and coenzyme Q10: applying structural equation modeling (SEM) to clinical outcomes and biomarkers to explore underlying mechanisms in a prospective randomized double-blind placebo-controlled intervention project in Sweden. European Journal of Nutrition. 2022


  • Oprettet den .