K-vitamins positive effekt på blodsukker, insulinfølsomhed og type-2 diabetes
Stadig flere lider af overvægt og blodsukkerforstyrrelser som følge af insulinresistens og prædiabetes. Og det antages, at en halv milliard mennesker på verdensplan nu lider af type 2-diabetes, som er forbundet med forringet livskvalitet, forhøjet blodtryk, åreforkalkning og tidlig død. Kost og livsstil har stor betydning, og ifølge en oversigtsartikel, som er publiceret i Nutrients, kan tilskud af K-vitamin forbedre blodsukkeret på flere parametre.
Type 2-diabetes er en kronisk metabolisk forstyrrelse, som indledningsvis er karakteriseret ved insulinresistens. Det er en tilstand, hvor cellernes evne til at optage blodsukker (glukose) er nedsat. Som følge heraf bliver blodsukkeret og insulinniveauet vedvarende forhøjet, hvilket forårsager utidig sult, æbleformet vægtforøgelse og forhøjet blodtryk. Samtidig omdannes leveren til en fedtfabrik, der producerer for meget kolesterol og triglycerider. Overordnet er tilstanden præget af kronisk inflammation og oxidativ stress, hvor frie radikaler forvolder skader på celler og blodkar. De metaboliske forstyrrelser øger risikoen for mange følgevirkninger som blandt andet åreforkalkning, impotens, PCOS, diabetisk retinopati, diabetisk neuropati, amputation og tidlig død.
Det antages, at 500 millioner på verdensplan lider af type 2-diabetes, og at 700 millioner vil være ramt af sygdommen inden 2045.
Det er almindelig kendt, at den moderne ultraforarbejdede kost med for mange kulhydrater og omega-6-holdige planteolier bærer en stor del af skylden. Man har desuden fundet, at et ukontrolleret blodsukker i forbindelse med type 2-diabetes hænger sammen med mangel på K-vitamin. Da man i prækliniske studier allerede har demonstreret K-vitamins lovende resultater, hvad angår regulering af blodsukkeret, ville forskerne bag den nye oversigtsartikel undersøge dette nærmere.
Tilskud af K-vitamin forbedrer blodsukkerforstyrrelser
Formålet med den nye oversigtsartikel var at bekræfte K-vitamintilskuds effekt i humane studier på parametre som fasteblodglukose (FBG), faste insulin (FI), langtidsblodsukker (HbA1c), insulinresistens (HOMA-IR) og de insulinproducerende betacellers funktion i bugspytkirtlen.
Via forskellige databaser som PubMed, Scopus og anden søgning fandt forskerne otte relevante randomiserede kontrollerede studier (RCT), der omhandler patienter med prediabetes eller type 2-diabetes, som tog tilskud af forskellige former for K-vitamin eller placebo.
Overordnet afslørede studiet, at tilskud af K-vitamin signifikant kan forbedre blodsukkerbalancen via følgende mekanismer:
- Reducering af fasteblodsukker (FBG)
- Reducering af langtidsblodsukker (HbA1c)
- Reducering af insulinresistens (HOMA-IR)
- Forbedring af insulinfølsomheden og bugspytkirtlens funktion
K-vitamintilskuds form, dosis og varighed har afgørende betydning
I introduktionen kommer forfatterne ind på, at K-vitamin primært findes i to former, som det er værd at kende forskel på.
K1-vitamin (fyllokinon), der har betydning for blodets størkning, findes primært i mørkegrønne grønsager som persille, spinat, kål og bønner. K1-vitamin kan også omdannes til K2-vitamin (menakinon) af bakterierne i en velfungerende tarmflora.
K2-vitamin findes primært i fermenterede grønsager, æggeblommer samt smør, lagrede oste og fede udskæringer fra dyr, der har gået på græs.
K2-vitamin har betydning for aktivering af et protein, der fjerner calcium fra blodbanen, og aktivering af et andet protein, der indlejrer calcium i knoglerne. På den måde modvirker K2-vitamin åreforkalkning og knogleskørhed.
Som det fremgår, bekræftede den nye oversigtsartikel, at K-vitamin også har betydning for blodsukkeret, og nærmere studier af K-vitaminformen, dosis og undergrupper afslørede følgende:
- Tilskud med en lav daglig dosis K-vitamin (90-200 mikrogram) havde en signifikant evne til at forbedre blodsukkerbalancen og insulinfølsomheden
- Højere daglige doser (1.000 mikrogram) til patienter med prædiabetes kunne forbedre funktionen af de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen. Dette var ikke tilfældet hos patienter med diabetes
- Overvægtige patienter, som fik tilskud af K-vitamin, udviste en større forbedring af langtidsblodsukkeret (HbA1c) i forhold til normalvægtige patienter.
- Effekten af K-vitamintilskud var særlig stor hos patienter ældre end 50 år og ved behandlinger, der varede i over 12 uger
- Tilskud indeholdende K2-vitamin fungerede bedre end tilskud med K1-vitamin, hvad angår forbedring af insulinfølsomhed, reducering af langtidsblodsukker (HbA1c) og reducering af risiko for type 2-diabetes
Forskerne bag den nye oversigtsartikel konkluderer derfor, at tilskud af K-vitamin, og især K2-vitamin, kan forbedre insulinfølsomheden, blodsukkeret og andre parametre, der er relateret til prædiabetes og type 2-diabetes.
Selvom tilskud af K-vitamin ikke kan erstatte eksisterende behandlinger af diabetes, tyder det dog på, at tilskud af K-vitamin kan forbedre de eksisterende behandlinger ved at regulere blodsukkeret på flere parametre.
Relevante kostændringer i relation til forebyggelse og behandling af diabetes
Da type 2-diabetes er en livsstilssygdom, kan det også svare sig at have mere fokus på de forskellige K-vitaminholdige fødekilder samt proteiner, sunde fedtstoffer og bitterstoffer fra grønsager, som bidrager til at regulere blodsukkeret. I den følgende artikel kan du desuden læse mere om forskellige vitaminers og mineralers betydning for blodsukkeret.
• Vitaminers og mineralers rolle i behandling af diabetes
Reference:
Syeda Ruwaida Ahmed et al. The Differential Effects of Vitamin K Across Glycaemic Outcomes in Prediabetes and Type 2 Diabetes Mellitus. Nutrients 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

