Risikoen for gentagne hjerteanfald halveres med optimale D-vitamindoser
Mangel på D-vitamin er meget udbredt, og sundhedsmyndighedernes anbefalinger er for lave, hvad angår hjerte-kar-sundheden. Et nyt amerikansk studie fra Intermountain Healthcare i Salt Lake City viser samtidigt, at større D-vitamintilskud, som optimerer blodets niveau, kan halvere risikoen for, at patienter, der har haft et hjerteanfald, får et nyt hjerteanfald. Ifølge forskerne bør hjertepatienter derfor få målt og justeret deres D-vitaminniveau med relevante tilskud. Det er dog stadig et område, der mangler fokus, hvilket koster mange menneskeliv.
Et hjerteanfald opstår typisk på grund af en blodprop i hjertets kranspulsåre, ofte forårsaget af åreforkalkning, hvilket stopper blodtilførslen til hjertet. Selv ved milde symptomer kan hjertemusklen tage skade, så der opstår kronisk hjertesvigt. Behandlingsmulighederne er heldigvis blevet bedre, men der er stadig risiko for gentagne hjerteanfald, og ved hjertesvigt dør 20-50 procent inden det første år efter diagnosen, afhængigt af sværhedsgraden.
Da kost og livsstil har afgørende betydning for kredsløbet og udvikling af hjerteanfald samt tilbagefald, ville forskerne bag det nye studie se nærmere på D-vitamins rolle, da mangler er så udbredte, og der er uenighed om det reelle behov
- D-vitaminmangel skyldes især for lidt sol om sommeren, mangel på sol i vinterhalvåret, aldringsprocesser, mørk hudfarve, overvægt, type 2 diabetes og andre kroniske sygdomme.
Afgørende forskel på standardtilskud og større målrettede tilskud
Som indledning henviser forskerne til tidligere studier, hvor man har givet de samme lavdosis D-vitamintilskud til hjertepatienter. Da disse studier ikke viste positive resultater, hvad angår reduktion af hjertesygdomme, har forskerne bag det nye studie i stedet målt hjertepatienternes niveau af D-vitamin i blodet. Derefter fik hjertepatienterne D-vitamintilskud, der var store nok til at optimere blodets niveau. Der blev desuden foretaget flere blodprøver og opfølgende justeringer med D-vitamintilskud.
Studiet, der kaldes TARGET-D-Trial inkluderede 630 patienter, som havde haft en hjerteanfald inden for den sidste måned. Studiet forløb fra april 2017 til maj 2023, og deltagerne blev fulgt indtil marts 2025 for at måle resultaterne på kredsløbet og levetiden.
Patienterne blev delt op i to grupper, hvor det kun var den ene gruppe, der fik D-vitamintilskud. Formålet med det nye studie var, at denne gruppe skulle opnå D-vitaminniveauer i blodet, som lå over 100 nmol/L (=40 ng/mL), hvilket til orientering er højere end den officielle optimale værdi over 75 nmol/L.
I starten af studiet havde 85 procent af hjertepatienterne D-vitaminniveauer i blodet under 100 nmol/L, hvilket ifølge forskerne indikerer udbredte mangler i relation til hjertekarsundheden.
I løbet af studiet fik deltagerne i behandlingsgruppen en målrettet D-vitaminterapi med op til 125 mikrogram D-vitamin om dagen. Dette ligger langt over de officielle anbefalinger på 10-20 mikrogram. Under hele studiet blev patienternes D-vitaminniveau målt og reguleret flere gange, indtil de opnåede de ønskede niveauer over 100 nmol/L. Derefter blev D-vitamintilskuddene justeret som en form for vedligeholdelse.
I løbet at studiet testede forskerne patienternes tilfælde af nye hjerteanfald, slagtilfælde, hjertesvigt, hospitalsindlæggelser og død. Ud af de 630 patienter oplevede 107 af patienterne sådanne tilstande. Det viste sig desuden, at risikoen for at få et nyt hjertetilfælde var 50 procent mindre, hos den gruppe, der fik målrettede tilskud af D-vitamin.
Ingen af patienterne fik bivirkninger af de høje doser D-vitamin. Ifølge forskerne er studiets resultater meget lovende, og selvom der kræves mere forskning på området, bør hjertepatienter under alle omstændigheder få målt deres D-vitaminniveau i blodet, så de kan få rettet op på eventuelle mangler med relevante og større tilskud.
Studiets resultater blev præsenteret ved American Heart Associations Scientific Sessions i New Orleans den 9. november 2025.
D-vitamin kan forebygge hjerteanfald via flere mekanismer
De fleste af kroppens celler har receptorer for D-vitamin. Det gælder også celler og væv med betydning for hjertekarsundheden. Ifølge en tidligere oversigtsartikel publiceret i Clinical Nutrition, har D-vitamin følgende mekanismer, som beskytter mod hjerteanfald og andre hjertekarsygdomme:
- Styrker immunforsvaret og modvirker derved, at bakterier i blodbanen forårsager en blodprop
- Regulerer inflammation, som kan forårsage oxidativ stress og åreforkalkning
- Modvirker arteriel stivhed, der øger risikoen for forhøjet blodtryk og blodpropper
- Regulerer blodsukker og insulinniveau
- Er med til at forebygge metabolisk syndrom og type 2 diabetes, der er forbundet med åreforkalkning og kredsløbslidelser
Referencer:
Intermountain Healthcare. Vitamin D3 breakthrough halves risk of second heart attack. ScienceDaily. November 10, 2025
Fernando de la Guia-Galipienso et al. Vitamin D and cardiovascular health. Clinical Nutrition. 2021
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

