Skip to main content

Selens betydning for paradentose og andre tandsygdomme

Selens betydning for paradentose og andre tandsygdommeSunde tænder er vigtige for det generelle helbred og den ydre fremtoning. I denne forbindelse spiller sporstoffet selen en beskyttende rolle for tandsundheden via immunforsvaret, regulering af inflammation og som antioxidant, der beskytter celler og væv mod skader forårsaget af oxidativ stress. Selentilskud kan derfor være en lovende terapi til forbedring af tandsundheden og som led i behandling af paradentose og andre tandsygdomme, viser en oversigtsartikel, som er publiceret i Journal of Trace Elements in Medicine and Disease. Det tyder desuden på, at supplerende tilskud af Q10 kan forbedre effekten på tandsundheden.

Tandsygdomme er et verdensomspændende problem, hvor paradentose er den førende årsag til, at voksne og ældre taber tænderne. Paradentose udvikles langsomt, fordi skadelige anaerobe bakterier i tandkødslommerne danner enzymer, der nedbryder knogler og deres fæste. Immunforsvaret reagerer med inflammation, og hvis tilstanden bliver kronisk, ender tandkødslommerne med at blive endnu dybere, så tænderne i værste fald mister deres fæste og falder ud.
Overordnet medfører den kroniske inflammation en konstant påvirkning af frie radikaler med fare for oxidativ stress. Det er en tilstand, hvor de frie radikaler er ude af kontrol, så de også kan angribe celler og væv via kædereaktioner andre steder i kroppen.
Paradentose kan i det hele taget skade det generelle helbred. Via rifter på mundens slimhinder kan de skadelige bakterier overføres til blodbanen, hvilket øger risikoen for åreforkalkning. Hvis der i forvejen er skader på hjertets klapper og indvendige hinde, kan bakterierne desuden fæstne sig og skabe en snigende livstruende hjerteklap- og hjertehindebetændelse (infektiøs endokarditis), som kræver øjeblikkelig antibiotikabehandling.
Der er således en tæt sammenhæng mellem mundens mikroflora, hjerteinfektioner, åreforkalkning samt diabetes og andre kroniske sygdomme.

Selen har flere roller i relation til paradentose

Selvom der kan være flere årsager til udvikling af paradentose, har kostens indhold af næringsstoffer fået en stigende betydning i forskerkredse. Den nye oversigtsartikel havde derfor til formål at undersøge selens effekt nærmere. Selen indgår nemlig i en række selenholdige proteiner og antioxidanter med flere funktioner i relation til tandsundheden. Da mangel på selen er ret udbredt, granskede forskerne en række relevante studier, der også omhandler selentilskud, hvilket kort opsummeret fremgår af følgende:

1) Selens rolle for mundhulens sundhed
Selen har betydning for immunforsvaret og de inflammatoriske processer, der normalt skal bekæmpe skadelige bakterier. Derudover har selen betydning for, at de inflammatoriske processer stoppes i tide, så de ikke bliver kroniske og sundhedsskadelige.
Forskerne konkluderer derfor, at selen spiller afgørende roller for mundhulens sundhed, hvilket inkluderer tænder, slimhinder, spyt og spytkirtler

2) Analyser af selenholdige antioxidanter og ny markør for paradentose
Selen indgår i flere forskellige antioxidanter, der har evnen til at neutralisere skadelige frie radikaler. I denne forbindelse har der været mest fokus på antioxidanten GPX (glutathione peroxdidase), hvor nedsatte mængder i spyttet kan bruges som markør for paradentose. Selenoproteiner som TrxR, SelenoS og SelenoF spiller også vigtige rolle som antioxidanter samt til forebyggelse af kronisk inflammation i mundhulen og andre steder i kroppen

3) Evaluering af selentilskud til forbedring af paradentosebehandling
Selentilskud, især som nanopartikler, kan derfor repræsentere en ny og lovende supplerende terapi, hvad angår forbedring af den almene tandsundhed.

Et tidligere studie publiceret i Biological Trace Element Research har tilsvarende vist, at der er en sammenhæng mellem et lavt niveau af selen i blodet og oxidativ stress hos patienter, der har paradentose i stadie III-IV.

Selenkilder, tilskud og forbedring af effekten med Q10

Gode selenkilder er æg, indmad, kød, fisk, skaldyr og paranødder. I vores del af verden er selenindholdet i korn og andre afgrøder lavt grundet selenfattige jordbundsforhold, og dette bidrager til udbredt selenmangel.
I mange studier har man givet 100-200 mikrogram selen dagligt, især som selengær, der giver en bedre udnyttelse. Man skal dog heller ikke have for meget selen, og ifølge EFSA (den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet) ligger den øvre daglige grænse på 300 mikrogram.
Meget tyder desuden på, at effekten af selentilskud kan forbedres, hvis man sideløbende tager tilskud af Q10. Det skyldes dels, at Q10-mangel også er udbredt blandt patienter med paradentose, dels at selen forbedrer effekten af Q10 i cellernes energiomsætning og som antioxidant.

Referencer:

Rui Manuel Rua et al. Selenium in periodontal health and disease:
A Narrative Review. Journal of Trace Elements in Medicine and Diseases. 2026

Mehmetcan Uytun et al. Serum Selenium levels and Oxidative stress in Periodontitis Stage III-IV. Biological Trace Element Research. 2025

Gaurav Pandav et al. Evaluation of the Efficacy of Coenzyme Q10 in the management of Chronic Periodontitis: A Clinical Study. Dental Journal of Advanced Studies. 2021


 

  • Oprettet den .