Skip to main content

D-vitamintilskud beskytter mod åreforkalkning og tidlig død

D-vitamintilskud beskytter mod åreforkalkning og tidlig dødÅreforkalkning og ledsagende hjertekarsygdomme er en af de største dødsårsager. Det tyder dog på, at optimale D-vitaminniveauer i blodet beskytter mod åreforkalkning og tidlig død, viser et stort befolkningsstudie, som er publiceret i Clinical Nutrition. Det er alarmerende, at mangel på D-vitamin er så udbredt – især i vinterhalvåret, og hvis man ikke opholder sig i solen om sommeren. Derudover har ældre, diabetikere, farvede og andre sårbare grupper vanskeligere ved at danne og aktivere vitaminet. Det betyder derfor, at mange har brug for højtdoserede tilskud, hvis blodets niveau skal være optimalt hele året.

Hjertekarsygdomme er stadig en af de største dødsårsager, som på verdensplan ramte 12,4 millioner i 1990 og knap 20 millioner i 2022.
Åreforkalkning udvikles gradvist grundet en stigende forekomst af plak i arterievæggene. Iskæmisk hjertesygdom, som skyldes åreforkalkning i hjertets kranspulsårer, er en hyppig årsag til blodprop i hjertet. Åreforkalkning i hjernen kan også være livstruende. Det samme gælder åreforkalkning i benene, hvis en blodprop løsriver sig og transporteres til lungerne.
Derudover er åreforkalkning og forhøjet blodtryk tæt forbundne, da det høje tryk kan forværre skaderne på blodkarrene.
I Europa er hjertekarsygdomme årsag til 45 procent af alle dødsfald, og der er store lokale variationer grundet forskelle i kostvaner, rygevaner og livsstil.
Solpåvirkning har også stor betydning, da den høje sommersol er den vigtigste kilde til D-vitamin. Men mangler er meget udbredt på verdensplan, især grundet den moderne indendørs livsstil og det mørke vinterhalvår på de nordlige breddegrader. Derudover har ældre, personer med mørk hudfarve, overvægtige og diabetikere vanskeligere ved at danne og aktivere D-vitaminet, hvilket medfører et øget behov.
Det tyder ligeledes på, at tilskud af D-vitamin kan beskytte mod hjertekarsygdomme forårsaget af åreforkalkning. Det fremgår af det tidligere offentliggjorte mindre australske studie, D-Health Trial, og den sidste opfølgning. Det nye studie havde derfor til formål at undersøge, om tilskud af D-vitamin også har en positiv effekt i forebyggelsen af åreforkalkning og hjertekarsygdomme hos en større befolkningsgruppe.
Forskerne bag det nye studie hentede relevante data fra UK Biobank, som har indsamlet en lang række informationer omkring folks ernæring og helbred gennem flere år.
Det nye studie inkluderede over 400.000 deltagere i alderen 40-69 år. Studiet viste at:

  • 20,7 procent havde regulær mangel på D-vitamin i blodet (under 30 nmol/L)
  • 34,4 procent havde utilstrækkelige niveauer af D-vitamin i blodet (30-50 nmol/L).

Som det fremgår, havde over halvdelen af deltagerne for lave D-vitaminniveauer i blodet, som lå under 50 nmol/L. Blodets optimale D-vitaminniveau bør helst ligge over 75 nmol/L.
Ifølge studiet var det kun 4,3 procent af deltagerne, der tog stærkere tilskud af D-vitamin, mens omkring 20 procent fik mindre D-vitamin via multivitaminer.
I løbet af studiets opfølgningsperiode på knap 16 år udviklede 12 procent af deltagerne hjertekarsygdomme som følge af åreforkalkning. Forskerne fandt en signifikant sammenhæng mellem lavt D-vitaminindhold i blodet, udvikling af åreforkalkning og forskellige hjertekarsygdomme som følge heraf. Dette gjorde sig også gældende, efter at man havde justeret for diverse forstyrrende faktorer som køn, rygning, alkoholvaner med videre. Det viste sig desuden, at tilskud af D-vitamin signifikant beskyttede mod åreforkalkning og tilstødende hjertekarsygdomme.
Ifølge studiet øges risikoen for åreforkalkning og hjertekarsygdomme, hvis blodets niveau af D-vitamin ligger under 60 nmol/L.
Da over halvdelen af den europæiske befolkning har for lidt D-vitamin i blodet, ser forskerne bag det nye befolkningsstudie et stort potentiale i D-vitamin som en kilde til forebyggelse af åreforkalkning.

D-vitamins biologiske mekanismer i beskyttelse mod åreforkalkning

Overordnet skyldes åreforkalkning en kombination af oxidativ stress og kronisk inflammation som følge af lokale læsioner i karvæggene, infektioner, forgiftninger, aldringsprocesser, kroniske sygdomme som diabetes og andre påvirkninger.
Ved oxidativ stress og kronisk inflammation er der for mange frie radikaler, og de kan angribe LDL-kolesterolet, så det harskner og ikke længere kan indgå i opbygningen af cellemembraner, steroidhormoner og andre livsvigtige funktioner. Det ødelagte LDL-kolesterol ædes af hvide blodceller (fagocytter), som efterfølgende indlejres i karvæggen som skumceller. De sidste stadier af åreforkalkning inkluderer et fibrinnet og et calciumgitter omkring de indlejrede skumceller, og selve åreforkalkningen indeholder kun ganske lidt kolesterol. Det betyder, at man kan få åreforkalkning, uanset om kolesteroltallet er højt eller lavt.
D-vitamins evne til at beskytte mod åreforkalkning foregår via flere mekanismer:

  • D-vitamin har afgørende betydning for et effektivt immunforsvar. Det er for eksempel kendt, at bakterier fra mundhulen, som går i blodbanen og ikke bekæmpes effektivt, øger risikoen for åreforkalkning.
  • D-vitamin regulerer de inflammatoriske processer, hvilket reducerer oxidativ stress samt skader på kolesterol og karvægge.
  • D-vitamin modvirker arteriel stivhed, som er et tidligt tegn på åreforkalkning
  • D-vitamin regulerer blodkarrenes sammentrækning via et system, der hedder RAS (renin-angiotensin-adolsteron). Dette har betydning for blodtrykket.

Det kan desuden tilføjes, at D-vitamin bidrager til at regulere insulinniveauet og blodsukkeret. Det er også et faktum, at insulinresistens, forhøjet insulin og diabetes type-2 øger risikoen for åreforkalkning grundet et forstyrret sukkerstofskifte, kronisk inflammation og oxidativ stress.
Det tyder derfor på, at D-vitamin bidrager til at forebygge åreforkalkning og ledsagende komplikationer via flere mekanismer, som tilmed har andre helsefordele. Det kræver dog at blodets D-vitaminniveau er optimalt.

Referencer:

Sha Sha et al. Real-world evidence for an association of vitamin D supplementation with atherosclerotic cardiovascular disease in the UK Biobank. Clinical Nutrition, 2025

Luca Bulfone et al. Subclinical Carotid Disease Is Associated with Low Serum Vitamin D in Nondiabetic Middle-Aged Hypertensive Patients. Nutrients 2025


 

  • Oprettet den .