Skip to main content

Blodtrykket kan sænkes med omega-3 fedtsyrer

Blodtrykket kan sænkes med omega-3 fedtsyrerForhøjet blodtryk, som mange har uden at vide det, er skyld i flest for tidlige dødsfald. Kost og levevis har stor betydning, og det tyder nu på, at en daglig indtagelse af tre gram omega-3 fedtsyrer kan sænke blodtrykket. Det fremgår af en meta-analyse, som er publiceret i Journal of the American Heart Association. Man kan blandt andet få denne mængde omega-3 fedtsyrer ved at spise en stor sildemad eller tage tilskud i en god kvalitet.

Forhøjet blodtryk opstår, når hjertet skal pumpe blodet igennem pulsårerne med et højere tryk end normalt. Det sker, fordi blodårerne yder for meget modstand, og det slider på hjertet, som med tiden kan blive tykt, stift og svækket. Mange lider af forhøjet blodtryk uden særlige symptomer. Der kan også optræde hovedpine, synsforstyrrelser, hjertebanken, åndenød eller næseblod. Ubehandlet kan forhøjet blodtryk medføre apopleksi (blodprop i hjernen eller hjerneblødning), hjerteinfarkt (blodprop i hjertet) og tidlig død.
Det tyder samtidig på, at mange som allerede er i blodtryksbehandling, stadig har forhøjet blodtryk. Så det er under alle omstændigheder en god ide at måle sit blodtryk med jævne mellemrum.
Da aldringsprocesser, kost, levevis og livvidde har afgørende betydning, kan vi heldigvis gøre meget i selve forebyggelsen og som led i behandlingen. Og det ser nu ud til at omega-3 fedtsyrerne har en positiv effekt, men kun hvis vi får nok.

Fakta om måling af blodtryk

  • Blodtrykket måles i mm Hg (millimeter kviksølv).
  • Det systoliske blodtryk forekommer, når hjertet presser blodet ud i arterierne
  • Det diastoliske blodtryk forekommer, når hjertet er i hvile
  • Hos raske voksne ligger det systoliske/diastoliske blodtryk på omkring 120/80 i hvile.
  • Blodtrykket stiger automatisk under stress, som mobiliserer kroppen til kamp eller flugt.
  • Hvis det systoliske blodtryk ligger over 140 mm Hg og/eller det diastoliske ligger over 90 mm Hg, er det forhøjet.
  • Der bør foretages flere målinger i hvile for at få et troværdigt billede.

Omega-3 fedtsyrernes effekt

Da omega-3 fedtsyrer er livsvigtige, skal vi have dem tilført med kosten. I cellernes membraner sidder formerne EPA og DHA, som har en lang række fysiologiske funktioner, og som også er med til at gøre cellemembranerne smidige.
Fede fisk indeholder netop EPA og DHA, som er nemmere at udnytte. Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder har voksne brug for 1,1-1,6 gram omega-3 fedtsyrer om dagen afhængig af køn og alder. Men selvom nogle studier har vist, at omega-3 fedtsyrer kan sænke blodtrykket, er de optimale mængder ikke klarlagt før nu, og der skal mere til, hvis blodtrykket skal sænkes.

Tre gram fiskeolier daglig viste den bedste effekt

I den nye meta-analyse, så forskerne nærmere på resultaterne fra 71 kliniske studier publiceret mellem 1987-2020. Alle studierne undersøgte forholdet mellem forhøjet blodtryk og indtaget af omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA. Der deltog omkring 5.000 personer mellem 22-86 år med eller uden forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol.
Analysen afslørede følgende:

  • Deltagere, som indtog 2-3 gram EPA og DHA om dagen (gennem mad og/eller tilskud), havde i gennemsnit et systolisk og diastolisk blodtryk, som var henholdsvis 2 mm Hg lavere i forhold til de deltagere, der ikke indtog EPA g DHA.
  • Deltagere med forhøjet blodtryk, som fik tre gram omega-3 fedtsyrer om dagen, fik et fald i det systoliske blodtryk på 4,5 mm Hg. Deltagere uden forhøjet blodtryk fik et fald på omkring 2 mm Hg.
  • Deltagere med forhøjet blodtryk, som fik fem gram fiskeolie om dagen, fik et fald i det systoliske på 4 mm Hg og de, som ikke havde forhøjet blodtryk fik et fald på 1 mm Hg.
  • Omega-3 fedtsyrerne havde den samme positive effekt på deltagere med forhøjet kolesterol og andre lipider.

Som det fremgår af studiet, ser det ud til, at en daglig indtagelse af tre gram omega-3 fedtsyrer fra mad eller tilskud har den største effekt på blodtrykket, og personer med forhøjet blodtryk får tilsyneladende den største terapeutiske fordel.
Den nye meta-analyse er publiceret i Journal of the American Heart Association.

Sådan kan man få tre gram EPA og DHA om dagen

Omega-3 formerne EPA og DHA findes især i fede fisk som tun, vildlaks, makrel, sild og ansjoser. Det frarådes dog at spise for meget tun, da de ophober for mange tungmetaller. Man skal samtidig være opmærksom på, at opdrættede laks indeholder langt mindre EPA og DHA grundet et unaturligt foder. Man kan blandt andet få tre gram omega-3 fedtsyrer ved at spise en stor sildemad, 100 gram vildlaks eller tage tilskud af en god kvalitet.

Flere nyttige kostråd ved forhøjet blodtryk

I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan mindre salt og især mere kalium fra grønsager og frugt også bidrager til at sænke blodtrykket.

»Mindre salt og mere kalium reducerer risikoen for forhøjet blodtryk og slagtilfælde«

Referencer

Xin Zhang et al. Omega-3 Polyunsaturated Fatty Acids Intake and Blood Pressure. A Dose-response Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Journal of the American Heart Association. June 2022

Peer-Reviewed Publication. About 3 grams a day of omega-3 fatty acids may lower blood pressure, more research needed. EurekAlert 1-june-2022

Nikolai Hoffmann-Petersen, Torsten Lauritzen, Jesper Nørgaard Bech og Erling Bjerregaard Pedersen: High Prevalence of Hypertension in Danish Population Telemedical Home Measurement of Blood Pressure in Citizens Aged 55-64 Years in Holstebro County. American Journal of Hypertension. 2015

Houston M.C. The importance of potassium in managing hypertension. Curr. Hypertens. Rep. 2011. PubMed

Alt hvad du bør vide om Forhøjet blodtryk | Hjerteforeningen

Frida - Parametre (fooddata.dk)


  • Oprettet den .