Skip to main content

Sammenhæng mellem knogleskørhed og D-vitaminmangel efter menopausen

Sammenhæng mellem knogleskørhed og D-vitaminmangel efter menopausenD-vitamin har betydning for cellernes calciumoptagelse, knoglesundheden og mange andre funktioner. Man har også fundet en direkte sammenhæng mellem udbredt mangel på D-vitamin, svage knogler og knogleskørhed blandt kvinder i postmenopausen. Det fremgår blandt andet af et større kinesisk studie, som er publiceret i Frontiers in Nutrition. Man skal samtidig huske, at magnesium og K2-vitamin også bidrager til knoglesundheden gennem hele livet.

Risikoen for knogleskørhed stiger med alderen, og for kvinders vedkommende sker det især efter menopausen på grund af de hormonelle forandringer. Da man ikke mærker noget til svage knogler eller knogleskørhed, er tilstanden farlig, fordi den ofte opdages for sent, når man let brækker et ben, et håndled, hoften eller andet.
I denne forbindelse spiller D-vitamin en central rolle for knoglesundheden. Det skyldes, at D-vitamin øger tarmens optagelse af calcium, som via blodbanen bringes videre til knoglerne. Biskjoldbruskkirtlerne har også en vigtig funktion, da de producerer hormonet PTH (parathyreoideahormon), som bidrager til at regulere blodets calciumniveau.
D-vitamin regulerer desuden proteinet osteocalcin, som styrker knoglevævets struktur. Men mangel på D-vitamin er meget udbredt, og det gælder især blandt kvinder i postmenopausen. Man har således fundet, at mangel på D-vitamin påvirker knoglernes mineraltæthed, biskjoldbruskkirtlerens dannelse af PTH samt en markør for knogleforandring (BTMs).
Flere studier har efterhånden omhandlet D-vitamins betydning for knoglesundheden, men de har også vist forskellige resultater. Dette kan blandt andet skyldes, at studierne har været for små og for mangelfulde. Man skal også være opmærksom på, at eventuelle tilskud bør være så store, at de optimerer blodets niveau.

D-vitaminmangel skader knogler – og især efter menopausen

I det nye store kinesiske studie deltog 8.532 postmenopausale kvinder over 50 år. Lidt over halvdelen havde fået diagnosen osteopeni, hvor knoglerne er svagere end normalt. Og lidt under halvdelen havde fået diagnosen osteoporose, som er regulær knogleskørhed. Deltagerne fik blandt andet målt blodets niveau af D-vitamin, PTH og osteocalcin. Derudover fik deltagerne målt knogletætheden alle steder, inklusive i lændehvirvelsøjlen, lårbenshalsen og hele hoften. Derefter sammenlignede man blodets indhold af D-vitamin med knogletætheden, PTH og markøren BTMs.
Studiet afslørede, at delvis og regulær mangel på D-vitamin er udbredt blandt postmenopausale kvinder, som lider af svage knogler (osteopeni) og knogleskørhed (osteoporose). Der er også en sammenhæng mellem D-vitaminmangel, knogletætheden, PTH og markøren BTMs.
Studiet afslørede desuden, at gruppen med svage knogler, som havde de største D-vitaminniveauer i blodet, havde en større knogletæthed i lårbenshalsen og hele hoften i forhold til gruppen med de laveste D-vitaminniveauer i blodet. Der var samme tendens hos gruppen med knogleskørhed. Derudover havde de personer fra knogleskørhedsgruppen, som havde mest D-vitamin i blodet, en større knogletæthed i lændehvirvelsøjlen. Studiet bidrager derfor til en større forståelse af, hvordan D-vitamin påvirker knoglesundheden.

  • Blodets niveau af D-vitamin bør ligge over 75 nmol/L hele året og hele livet.

Stærke knogler kræver også K2-vitamin, magnesium og motion

Mange tilskud til knoglerne indeholder kun D-vitamin og calcium. Men der er også brug for magnesium og K2-vitamin, som bidrager til at fjerne calcium fra blodbanen og indlejre det i knoglerne. Der bør samtidig være en balance mellem calcium og magnesium. Du læse mere om dette i følgende artikel.

»Forebyg knogleskørhed i tide«

Referencer:

Xi Chen et al. Vitamin D status and its associations with bone mineral density, bone turnover markers, and parathyroid hormone in Chinesem postmenopausal women with osteopenia and osteoporosis. Frontiers in Nutrition 2024

Zhaojun Mei et al. The role of vitamin D in menopausal women´s health. Frontiers in Physiology. 2023

Australian Menopause Centre. Vitamin D: ” The Sunshine Hormone” Helping You Manage Menopause.


  • Oprettet den .