Stort indtag af B6-vitamin reducerer risikoen for kræft i bugspytkirtlen

Stort indtag af B6-vitamin reducerer risikoen for kræft i bugspytkirtlenKræft i bugspytkirtlen er en af de mest dødelige kræftformer. Også selvom behandlingerne er blevet bedre. Da mange får diagnosen for sent, og prognosen er så dårlig, bør der gøres mere ud af forebyggelsen. Man kan blandt andet tilstræbe en normal vægt og undgå tobaksrygning. Ifølge en ny meta-analyse, der er publiceret i Nutrition Journal, ser det nu ud til, at større mængder B6-vitamin gennem kost eller tilskud også reducerer risikoen for kræft i bugspytkirtlen. Tidligere studier har desuden vist, at B6-vitamin reducerer risikoen for kræft i tarmen.

På verdensplan er kræft i bugspytkirtlen en af de mest aggressive og dødelige kræftformer, som har kostet millioner af menneskeliv. Selvom behandlingen er blevet bedre, er prognosen meget dårlig, og det er kun omkring fire procent, som lever mere end fem år efter diagnosen. Da der samtidig mangler effektive screeningsmetoder til tidlige diagnoser, er regulær forebyggelse den eneste måde, hvorpå man kan reducere den menneskelige og økonomiske byrde, som sygdommen medfører.
Rygning og overvægt er kendte risikofaktorer. Det antages også, at kosten spiller en stor rolle, og der er en lang række biologiske mekanismer, som kan forklare forholdet mellem mangel på næringsstoffer og udvikling af kræft i bugspytkirtlen og andre organer.
Nogle af de kostmæssige risikofaktorer for udvikling af kræft i bugspytkirtlen er næringsstoffer, som er involveret i omsætningen af blodsukker, også kaldet glukose, som stammer fra kostens kulhydrater. Forfatterne bag den nye meta-analyse kommer nærmere ind på B6-vitamin, folinsyre, B12-vitamin og aminosyren methionine, som kan beskytte mod kræft via regulering af gener (DNA methylation), celledeling samt reparation af ødelagt DNA og andre ødelagte celledele.
Da de forskellige vitaminer og aminosyrer har forskellige virkeområder i energiomsætningen og beskyttelse af cellerne, ville forskerne bag den nye meta-analyse derfor se nærmere på en række studier, som har koblet disse næringsstoffer sammen med risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen.

Sammenhæng mellem B6-vitamin, PLP og kræft i bugspytkirtlen

Forskerne granskede 18 egnede studier, publiceret mellem 1991 og 2020, som omhandlede forholdet mellem B6-vitamin, B12-vitamin, aminosyren methionine og risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen.
Det viste sig, at det kun var et højt indtag af B6-vitamin, som hang direkte sammen med en lavere risiko for at udvikle kræft i bugspytkirtlen.
Deltagernes indtag af B6-vitamin (pyridoxin) gennem kosten blev rapporteret i otte studier, og niveauet af den aktive form blodet, der måles som PLP (pyridoxal-5-phosfat), blev rapporteret i fem studier. Det var især niveauet af PLP, som hang direkte sammen med risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen. Så jo højere niveauet af PLP var i blodet, jo lavere var risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen.
Da B6-vitamin findes i mange almindelige fødeemner som kød, fisk, bananer, grøntsager, fuldkornsprodukter og æg, ser forskerne nye veje til at forebygge kræft i bugspytkirtlen. Forskerne efterlyser dog større randomiserede studier, som kan bidrage til at anbefale de optimale doser af B6-vitamin i forebyggelsen af kræft i bugspytkirtlen.
Den nye meta-analyse er publiceret i Nutrition Journal. Resultaterne er i tråd med et tidligere studie omtalt på denne hjemmeside, der omhandler B6-vitamin og tarmkræft.

B6-vitamin skal aktiveres i blodet til PLP, før det forebygger tarmkræft

Tarmkræft er en af de mest almindelige kræftformer. Selvom kosten spiller en stor rolle, har studier dog vist forskellige resultater vedrørende B6-vitamins evne til at forebygge sygdommen. Ikke desto mindre har det vist sig, at høje niveauer i blodet af den aktive form af PLP (pyridoxal-5-phosphat) er forbundet med en lavere risiko for tarmkræft på hele 30-50 procent sammenlignet med lave niveauer.
Forskerne bag dette studie forstår endnu ikke, hvorfor der er uoverensstemmelser mellem indtaget af B6-vitamin gennem kost eller tilskud og værdien af PLP i blodet. Denne uoverensstemmelse skyldes med stor sandsynlighed nogle af de mange faktorer, som hæmmer optagelsen og udnyttelsen af B6-vitamin.

Hvad hæmmer optagelse og udnyttelse af B6-vitamin?

Det vides i forvejen, at mangler og dårlig udnyttelse af B6-vitamin kan forårsages af ensidige kostvaner, opvarmning, dårlig tarmflora, aldringsprocesser, overforbrug af alkohol og andre stimulanser, p-piller og andre hormonpiller samt visse lægemidler. Det betyder derfor, at mange mennesker mangler det vigtige vitamin, som især handler om den aktive form PLP i blodet.

Fakta om B6-vitamin

  • Indgår i mere end 150 enzymprocesser, som blandt andet har betydning for energiomsætningen, nervesystemet, immunsystemet, hormonaktiviteten, dannelsen af røde blodlegemer og omsætningen af homocystein.
  • Fungerer som antioxidant, der beskytter celler og DNA mod frie radikaler
  • Betydning for udnyttelsen af magnesium.
  • Findes i kød, fisk, hvidløg, grønsager, bananer, fuldkornsprodukter, æg og mejeriprodukter.
  • Er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen, behøver vi en regelmæssig indtagelse.
  • Mangler og dårlig udnyttelse kan forårsages af ensidige kostvaner, tarmsygdomme, opvarmning, aldringsprocesser, misbrug af stimulanser, hormonpiller samt visse lægemidler.
  • Flere forskerne er kommet i tvivl om, hvorvidt de officielle anbefalinger, RI, på 1,4 mg er optimale.
  • Det skyldes, at B6-vitaminet har så mange funktioner, som er vigtige for helbredet, og at mange faktorer kan øge behovet.

Referencer

Dan-Hong Wei. Vitamin B6, vitamin B12 and methionine and risk of pancreatic cancer: a meta-analysis. Nutrition Journal 2020

Bird RP. The Emerging Role of Vitamin B6 Inflammation and Carcinogenesis. Adv Food Nutr Res 2018

Marcelina Parra et al. B6 and Its Role in Cell Metabolism and Physiology. Cells. Published online 2018

Zhang XH et al. Vitamin B6 and colorectal cancer; current evidence and future directions. World Gastroenterol 2015

Pin It