Folsyre tilskud sænker risikoen for grøn stær

Folsyre tilskud sænker risikoen for grøn stærVed at bruge data fra to store tidligere undersøgelser, har en gruppe amerikanske forskere kunnet vise, at en høj indtagelse af B-vitaminet folsyre synes at reducere risikoen for at udvikle en særlig type af grøn stær. Forskerne mener, det sker ved at sænke blodets indhold af stoffet homocystein.

Faktisk var folsyre fra kosttilskud bedre til at sænke risikoen for grøn stær end folsyre fra kosten. Det kan skyldes den særhed, at den form for folsyre vi får fra tilskud, er bedre optagelig end folsyre fra kosten.

Forskerne så også på indtag af B-vitaminerne B6 og B12, som ligeledes er involveret i at reducere blodets indhold af homocystein, men de fandt ingen sammenhæng mellem grøn stær og disse to vitaminer. Derimod fandt de at folsyre syntes at reducere risikoen for grøn stær. De fandt også at deltagere der udviklede grøn stær havde et højere indhold af homocystein i blodet end kontrolgruppen.

Data fra sundhedspersonale

Undersøgelsens rådata stammer fra to undersøgelser (Nurses’ Health Study og the Health Professionals Follow-up Study) med henholdsvis kvindelige sygeplejersker og sundhedsprofessionelle mænd som alle var 40 år eller ældre. Kun de der havde udfyldt et spørgeskema om deres kostvaner og havde gennemgået en øjenundersøgelse blev medtaget i den nye undersøgelse, som fik deltagelse af ca. 80.000 kvinder og 40.000 mænd.

Folsyremangel

Vitamin B6, folsyre og vitamin B12 er alle involveret i at sænke indholdet af det sundhedsskadelige stof homocystein i blodet, men hvor de fleste deltagere fik den anbefalede mængde af B6 og B12 i kosten, fik mere end halvdelen af deltagerne ikke den anbefalede mængde folsyre fra kosten. Folsyre findes primært i frugt og grønt.

Om grøn stær (glaukom)

Grøn stær er en fællesbetegnelse for en række sygdomme med forhøjet væsketryk i øjet, som i værste fald kan medføre blindhed. Grøn stær opdeles i to hovedformer: Snæver-vinklet glaukom, hvor der sker en pludselig forringelse af kammervæskens mulighed for at strømme gennem øjet, og åben-vinklet glaukom, hvor trykket i øjnene gradvist stiger over flere år i takt med, at de porer der leder kammervæsken ud af øjet, stoppes til.

Den type grøn stær som folsyre synes at modvirke hedder exfoliativ glaukom. Det er den mest almindelige form for sekundær åben-vinklet glaukom. At lidelsen er sekundær betyder, at den er opstået i forbindelse med andre øjenlidelser. Ved exfoliativ glaukom stopper pigment-stoffer og forskellige proteiner kamnmervæskens afløb.

Ref.

Kang JH, et al. A Prospective Study of Folate, Vitamin B6, and Vitamin B12 Intake in Relation to Exfoliation Glaucoma or Suspected Exfoliation Glaucoma. JAMA Ophthalmology 2014. E-pub ahead of print.

Om homocystein

Homocystein er en ikke-gavnlig aminosyre som dannes i kroppen som følge af det normale stofskifte. Homocystein kan imidlertid omdannes til sunde aminosyrer, hvis vi har nok af visse vitaminer. Det drejer sig primært om vitaminerne B6, folsyre og B12. Nyere forskning tyder endvidere på, at også C-vitamin kan omdanne homocystein.

Den bedst optagelige folsyrekilde er: Pteroylmonoglutaminsyre.


 


 

Pin It