Mangel på jod under graviditeten kan skade barnets mentale udvikling

Mangel på jod under graviditeten kan skade barnets mentale udviklingEt stigende antal unge kvinder risikerer at få børn med utilstrækkelig udvikling af den mentale kapacitet på grund af jodmangel. Dette kan skyldes udpint jord og ændrede kostvaner med færre jodholdige animalske produkter. Der er også mange, som foretrækker havsalt og Himalayasalt i stedet for jodberiget salt. Jodmangel ser ud til at være størst blandt kvinder, der lever af en plantebaseret vegansk kost, men den forekommer også blandt kvinder, der lever af en mere almindelig kost med kød. Det fremgår af et nyt studie fra University of South Australia. Så hvordan får gravide nok jod, og findes der jodberiget salt af en god kvalitet uden antiklumpningsmidler som aluminium?

Jod har særlig stor betydning for stofskiftet og en sund graviditet. Når et foster vokser så meget i løbet af de ni måneder, har det i sagens natur et meget aktivt stofskifte, som også gælder udvikling af hjernen. Hvis en gravid mangler meget jod, er der risiko for, at hun føder et barn med dværgvækst, der er mentalt retarderet og fysisk handikappet. Tilstanden hedder krenitisme og rammer 1 ud af 4.000 babyer på verdensplan. Nu viser det sig, at mindre jodmangler også kan påvirke graviditeten og barnets mentale udvikling i en negativ retning.

Jodmangel er udbredt blandt vegetarer og kødspisere

Det lille pilotstudie blev foretaget på University of South Australia. Her sammenlignede forskerne jodindholdet i urinen hos 31 deltagere på en veganerkost og 26 deltagere på en blandet vegetabilsk og animalsk kost.
Urinprøverne afslørede, at veganergruppen havde et jodindhold på 44 µg/L, og at kødspiserne havde et indhold på 64 µg/L. Men ingen af grupperne havde et tilstrækkeligt indhold, som ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er på 100 µg/L.
Deltagere fra begge grupper, som valgte det lyserøde Himalayasalt i stedet for jodberiget salt havde de alvorligste jodmangler med et gennemsnitligt indhold på 23 µg/L.
Det nye studie er publiceret i International Journal of Environmental Research and Public Health.

Mangel på jod er et verdensomspændende problem

Det nye australske studie er en opfølgning af et amerikansk studie, der har fundet, at næsten to milliarder mennesker mangler jod. Dette har resulteret i, at 50 millioner har kliniske sygdomme, hvor stofskiftesygdomme er blandt de mest udbredte.
Som nævnt har jod betydning for et fosters mentale udvikling, og ifølge en af forskerne bag det nye australske studie, diætist Jane Whitbread, kan mild til moderat jodmangel påvirke barnets udvikling af sprog, hukommelse og andre mentale færdigheder.

Gravide har et særligt behov for jod

Under graviditeten stiger behovet for jod. Ifølge Jane Whitbread anbefales det, at gravide indtager et dagligt tilskud med 150 mikrogram jod, hvilket til orientering er de almindelige officielle anbefalinger til voksne i Danmark.
Men desværre er det kun de færreste kvinder, der tager tilskud før og under graviditeten.
Der findes jod i fisk, fiskesovs, skaldyr, æg, alger, tang og jodberiget salt. Mængden af jod i havsalt og Himalayasalt er meget begrænset og kan ikke dække det daglige behov.

Indhold af jod i mikrogram pr 100 gram

Tang 36.000
Musling 140
Laks 65
Hele æg 21
Frugter og grønsager 0,2-1

 Tilsætning af jod i salt og fødevarer er ikke nok

Et af de største problemer er, at jorden mange steder er fattig på jod, hvilket påvirker hele fødekæden.
Da man i Australien allerede kender til sammenhængen mellem jodmangel og utilstrækkelig udvikling af den mentale kapacitet hos nyfødte, indførte man i 2009 jodberiget salt i brød. Det er siden rapporteret, at kvinder, som spiser omkring 100 gram ikke-økologisk jodberiget brød om dagen, eller omkring tre skiver, har fem gange større chance for at få nok jod sammenlignet med kvinder, som ikke spiser så meget brød. I gennemsnit spiste kvinderne kun en skive brød om dagen.
I Danmark har man siden år 2000 igen indført obligatorisk jodberigelse af salt, da jodindtagelsen var lavere end internationale anbefalinger. Bagere skal også bruge jodberiget salt i deres brød. Men selvom jodindtagelsen er steget en smule, ligger indtagelsen stadig i underkanten. Ikke mindst hos gravide.

Husk, at Himalayasalt og plantemælk ikke indeholder nok jod

Ifølge de australske forskere er det også problematisk, at mange i dag vælger havsalt eller Himalayasalt. For selvom disse saltkilder indeholder lidt flere sunde mineraler, indeholder de ikke så meget jod, som er tilsat almindelig bordsalt. Derfor bør man få nok jod fra andre kilder, hvis man bruger havsalt eller Himalayasalt i madlavningen.
Man bør desuden undgå jodberiget bordsalt med antiklumpningsmidler som aluminium. Aluminiumforbindelser har i dyreforsøg påvirket nervesystemet og forplantningen i en negativ retning. Hvis man gerne vil have det fine bordsalt, kan man vælge mineralsalt, der også indeholder kaliumklorid og magnesiumsulfat plus jod.
Ifølge de australske forskere indeholder plantebaserede ”mælkeprodukter” meget mindre jod end rigtige mælkeprodukter.
Derfor anbefaler de australske forskere, at de populære saltprodukter og plantebaserede ”mælkeprodukter” beriges med jod. Forskerne efterlyser også mere fokus på, hvor vigtigt det er at gravide og alle andre får nok jod i kosten eller gennem tilskud.

  • Jod er det eneste mineral, som det er obligatorisk at tilsætte fødevarer, fordi det kan forebygge udviklingen af struma.
  • Forskning viser, at jod også har betydning for stofskiftet, fosterudvikling, østrogenbalancen og forebyggelse af brystkræft.
  • Jod kan desuden fremme kroppens udskillelse miljøgifte som fluorstoffer.

Referencer:

University of South Australia. Poor iodine levels in women pose risks to fetal intellectual development in pregnancy. Science Daily

Jane S. et al. Iodine Excretion and Intake in Women of Reproductive Age in South Australia Eating Plant-Based and Omnivores Diets. International Journal of Environmental Research and Public Health 2021

Kristian Sjøgren. Derfor skal der være jod i dit husholdningssalt. Videnskab.dk 31. oktober 2018

Rychlik W. The need for iodine supplementation. OMS 12.06. 2017

Frederick R. Stoddard et al. Iodine Alters Gene expression in the MCF7 Breast Cancer Cell Line: Evidence for an Anti-Estrogen Effect of Iodine. International Journal of Medical Sciences. 2008

Frida - Parametre (fooddata.dk)

Pin It