Vitamin- og mineral guiden

Jern er et af vores vigtigste sporstoffer, da det indgår i de røde blodlegemers hæmoglobin, som forsyner kroppens celler og væv med ilt. Omkring to tredjedele af kroppens samlede jernbeholdning findes i de røde blodlegemer og musklerne. Omkring en tredjedel lagres i lever, milt samt knoglemarv, hvor de røde blodlegemer dannes. En mindre del indgå i vigtige enzymer, blandt andet i hjernen. Organismen har en begrænset evne til at udskille jern gennem tarmen, galden, urinen og huden. Desuden udskilles jern gennem menstruation og modermælk. En voksen indeholder cirka 3-6 gram jern. En liter blod indeholder cirka 500 mg. Det er jernet, der farver blodet rødt, og det iltholdige blod i arterierne er lysere end det afiltede blod i venerne.

Jod er et livsvigtigt sporstof. En voksen indeholder ca. 20-50 mcg, hvor 2/3 er lagret i skjoldbruskkirtlen. Så vidt man ved, er jods eneste funktion at indgå i skjoldbruskkirtlens to hormoner, som styrer stofskifteprocesserne i hele kroppen.
Skjoldbruskkirtelhormonerne hedder T3 (trijodthyronin) og T4 (thyroxin), alt efter hvor mange jodatomer, de indeholder. T3 virker langt hurtigere end T4, der betragtes som et forstadium. Selen indgår desuden i enzymer, som regulerer hormonaktiviteten. Det kan blandt andet ske ved fjernelse af et jodatom, så det passive T4 hormon omdannes til det aktive T3 hormon.
Dannes der for lidt T3 hormon, bliver stofskiftet lavere, og dannes der for meget, bliver det højere. Derfor er det vigtigt, at der både er jod og selen til stede under reguleringen.

En voksen indeholder cirka 150 gram kalium, hvor 98 % findes inde i cellerne.
Kalium virker i samspil med natrium, der fortrinsvis findes uden for cellerne i vævsvæsken. Kalium-natriumfordelingen er afgørende for cellernes såkaldte elektrolyt-balance, som igen er afgørende for cellernes evne til at optage næringsstoffer, udskille affaldsstoffer og opretholde livsvigtige væskebalancer. Nyrerne regulerer kroppens kaliumniveau, som bør være i balance med natrium. En stor kilde til natrium er bordsalt (natriumklorid), og hvis man indtager for meget natrium, kan man komme til at mangle kalium.

Kobber er et livsvigtigt sporstof. En voksen indeholder cirka 100-150 mg, og det meste findes i leveren, hjernen, nyrerne og hjertet. Fostre og nyfødte har et særlig højt indhold i leveren, og det antages at fungere som lager under amningen, da mængden i modermælk er ret lav.

Kobolt er et sporstof. En voksen indeholder cirka ét mg som fortrinsvis findes i nyrer, muskler og knogler. Det indgår desuden i B12 vitaminmolekylet, som blandt andet er vigtig for dannelse af røde blodlegemer og nervesystemet.

Magnesium er et livsvigtigt mineral. En voksen indeholder 20-30 gram. Cirka halvdelen findes i knoglerne, og resten findes i muskler, lever, nervevæv og andet blødt væv. Magnesium findes især inde i cellerne, hvor det indgår i mere end 300 enzymprocesser.

Mangan er et livsvigtigt sporstof, og en voksen indeholder cirka 10-20 mg, som er jævnt fordelt i kroppen. Det er kun 5 % af kostens mangan, som optages, og det er muligvis via samme mekanismer som jern. Mangan indgår hovedsagelig i forskellige enzymsystemer som pyrovatkarboxylase og superoxiddismutase (SOD), der deltager i omsætningen af kulhydrater, protein og fedtstoffer og ved neutralisering af frie radikaler.

Molybdæn er et sporstof. En voksen indeholder 8-10 mg, som fortrinsvis findes i lever, nyrer, binyrer, milt, knogler, tænder og hud. Molybdæn er indbygget i B12 vitaminet og i en række enzymer, som regulerer omsætningen af næringsstoffer.

En voksen indeholder omkring 100 gram natrium. Størstedelen virker i samspil med kalium og klor som elektrisk ladet partikler kaldet ioner. Natrium og klor findes fortrinsvis i vævsvæskerne uden for cellerne, og kalium findes fortrinsvis inde i cellerne. Fordelingen er afgørende for cellernes såkaldte elektrolyt-balance, som igen er afgørende for cellernes evne til at optage næringsstoffer, udskille affaldsstoffer, nerveimpulser og opretholdelse af livsvigtige væskebalancer. Nyrerne regulerer natriumniveauet, som bør være i balance med kalium.
En stor kilde til natrium er bordsalt (natriumklorid), og hvis man indtager for meget natrium, kan man komme til at mangle kalium og få helbredsproblemer.

Selen er et sporstof, der findes i alle kroppens celler. En voksen indeholder 10-15 mg og koncentrationen er størst i lever, nyre, skjoldbruskkirtel, kønskirtler og sæd.
Selen indgår i over 30 selenoproteiner med forskellige funktioner. Herunder 5 glutationsperioxidaser (GSH-Px), der virker som antioxidanter, samt 3 deiodinaser, der regulerer stofskiftet. Blandt mineralerne virker selen som den stærkeste antioxidant, og selen arbejder tæt sammen med E-vitamin for at forhindre oxidative skader på cellemembraner, fedtstoffer (lipider) og DNA. Der er store kemiske ligheder mellem selen og svovl, men svovl er ingen antioxoidant og har andre funktioner i kroppen.

Svovl er livsvigtig for både planter og dyr. En voksen indeholder omkring 175 gram. Svovl findes blandt andet i aminosyrerne cystein og methionin, og dermed i alle de proteiner og enzymer, der indeholder disse aminosyrer. Svovl indgår i de enzymer, der er ansvarlige for, at de røde blodlegemers hæmoglobin kan binde ilt. Svovl indgår i disulfidbindinger, der styrker hud, hår og negle. Når fugleæg er rige på svovl, skyldes det, at svovlet skal bruges i den kommende fugls fjerdragt. Svovl kan binde tungmetaller og andre giftstoffer. Der er en kemisk lighed mellem svovl og selen, men svovl er ingen antioxidant og har andre funktioner i kroppen.

Zink er et sporstof, der findes i alle kroppens celler og kropsvæsker. Zink er nødvendigt for omkring 200 enzymer, der regulerer vækst, forplantning, stofskifte, nervesystem, immunsystem og et utal af andre funktioner. Størstedelen findes i muskelvæv og knogler, og koncentrationen er særlig stor i blærehalskirtlen (prostata) og i øjets årehinde (choroidea). 11 % findes i huden og leveren. En voksen indeholder omkring 2-4 gram. Vi optager kun cirka 10-30 % af den zink, som maden bidrager med, og flere faktorer kan enten øge eller sænke optagelsen.

Q10 er et fedtopløseligt coenzym, der findes i alle kroppens celler, på nær de røde blodlegemer.
I cellernes små kraftstationer, som hedder mitokondrier, omdannes kulhydrater, protein og fedtsyrer til energi ved hjælp af Q10 og den ilt, som vi indånder. Først bidrager Q10 til, at energien deponeres som kemisk energi, der kaldes for ATP (adenosintrifosfat). Dernæst sørger Q10 for, at energien frigives i takt med cellernes skiftende energibehov.
Cellerne i hjertet, hjernen, musklerne, leveren, nyrerne og sæd indeholder særlig mange mitokondrier og særlig meget Q10, da disse væv er særlig energikrævende. Q10 er desuden en vigtig antioxidant, som blandt andet beskytter cellerne og mitokondrierne mod DNA skader. Vi danner selv det meste Q10, men evnen forringes med alderen.

Omega-3 fedtsyrerne tilhører en gruppe flerumættede fedtsyrer, hvor omega-3 betegnelsen betyder, at de har en dobbeltbinding på det tredje kulstofatom i den centrale kulstofkæde. Omega-3 fedtsyrerne giver energi, og de indgår i alle cellemembraner og adskillige biokemiske processer. Den type, der hedder ALA (alfalinolen-syre), kaldes livsvigtig, da vi ikke kan danne den selv. Og derfor skal vi have den tilført fra kosten. Ved hjælp af enzymer kan ALA omdannes til EPA (eicosapentaensyre) og herfra til DHA (docosahexaensyre) og videre til nogle hormonlignende stoffer kaldet prostaglandiner (E3).

Omega-6 fedtsyrerne tilhører en gruppe flerumættede fedtsyrer, hvor omega-6 betegnelsen betyder, at de har en dobbeltbinding på det sjette kulstofatom i den centrale kulstofkæde. Omega-6 fedtsyrerne giver energi, og de indgår i cellemembraner samt adskillige biokemiske processer. Den type, der hedder LA (linolsyre) kaldes livsvigtig, da vi ikke kan danne den selv. Og derfor skal vi have den tilført fra kosten. Ved hjælp af enzymer kan LA omdannes til GLA (gammalinolensyre) og videre til AA (arakidonsyre) og nogle hormonlignende stoffer kaldet prostaglandiner (E1 og E2). Omega-6 fedtsyrerne virker i et biokemisk samspil med omega-3 fedtsyrerne, hvor balancen og typen er vigtig for de forskellige processer.

CLA er en gruppe omega-6 fedtsyrer, der står for conjugated linoleic acids eller konjugerede linolsyrer. Der findes mindst 28 forskellige varianter af CLA. Nogle få af dem har meget gavnlige helsevirkninger i kroppen. Det drejer sig om de to former der hedder Trans10,Cis12 og Cis9,Trans11.

Kostfibre tilhører en gruppe grove, ufordøjelige kulhydrater. De indgår i planters cellevægge og adskiller sig fra stivelse og sukker ved, at de ikke nedbrydes af mave-tarmkanalens fordøjelsesenzymer. Derfor giver kostfibrene stort set ingen energi på deres vej gennem fordøjelseskanalen. Undervejs påvirker de blandt andet tarmindholdets konsistens og passagehastighed, hvilket gavner fordøjelsen og har sekundær indflydelse på mange andre helbredsmæssige funktioner.
Der findes to grupper af kostfibre som er: de opløselige og de uopløselige.

Mælkesyrebakterier er mange forskellige bakterier, som producerer mælkesyre ved fermentering af kulhydrater. De er vidt udbredt i både plante- og dyreriget. Mælkesyrebakterier kaldes også for probiotika, som betyder ”for livet”. De er en meget vigtig del af vores enorme tarmflora, som udgør flere bakterier end kropsceller og vejer omkring to kilo.