8 måder at forbrænde 100 kalorier på

Uanset hvordan du spiser, så er det et uomtvisteligt faktum, at vægttab kræver, at du forbrænder flere kalorier, end du indtager. Træner du allerede regelmæssigt, er det faktisk de små ting, der gør en stor forskel. Her er 8 måder at få lidt mere fysisk aktivitet ind i hverdagen.

8 måder at forbrænde 100 kalorier på1 Spil et udendørs spil

Tag en tur i den lokale park og nyd det gode vejr, nu hvor sommeren er over os. Men tag et spil eller flere under armen og få rørt jer lidt samtidig med, at I nyder solen. 17 minutters spil med lidt heftig konkurrenceånd, og du er nemt oppe på 100 forbrændte kalorier.
Gode udendørsspil: Pentanque, diverse boldspil, kroket, stangtennis, badminton og frisbee.

2 Modstå takeaway og lav maden selv

Hurtig mad er i 95% af tilfældene lig med usund mad. Så modstå fristelsen og bevæg dig ud i køkkenet for at lave din egen sunde aftensmad. Det behøver faktisk ikke tage meget længere tid, end du bruger på at udvælge, bestille, vente og hente din takeaway mad, og du sparer snildt 100 kalorier på den konto. Mangler du inspiration til sund og slank mad, kan du lade dig inspirere af opskrifterne i: Vægttab, der virker og holder i længden.

3 Gå 20 minutter hver dag

Det kan enten være at gå en ekstra tur med din egen eller naboens hund, at gå til næste stoppested eller gå en tur i frokostpausen. Sørg for at gå i et tempo, så du virkelig kan mærke, at pulsen stiger, så er du sikker på at forbrænde 100 kalorier ekstra.

4 Fyr op under romantikken

I behøver ikke at have bryllupsdag for at være romantiske. En halv times dans på stuegulvet i stearinlysets skær er ikke kun gavnligt for dit parforhold, men også for din energibalance. Og skifter i en af sjælerne ud med en omgang jitterbug, så er de 100 kalorier helt sikkert hjemme.

5 Få en aktiv hobby

Tag lidt fri fra pligterne og lav noget, du synes er sjovt og afslappende. 15 minutters bowling, 30 minutters Frisbee eller 18 minutters golf = 100 forbrændte kalorier.

6 Gør dit havearbejde

Har du en have, så ved du, at der altid er et eller andet, der trænger til at blive gjort. Der er bede, som skal luges, græs der skal slås, planter vandes, buske studses og så videre. Det giver dårlig samvittighed ikke at gøre det, så let din samvittighed og dit energiregnskab på en og samme tid. 20 minutter i haven er lig med minimum 100 forbrændte kalorier.

7 Vask bilen selv

Når solen alligevel skinner fra en skyfri himmel, så er der ingen grund til at stå i kø nede foran vaskehallen med en kæmpe vaffelis som eneste adspredelse. En grundig rengøring af bilen slanker ikke kun penge-pungen, men trækker også nemt 100 kalorier ud af dit slankebudget.

8 Tag trapperne

Du har sikkert hørt det 100 gange før, men det er en af de mest effektive måder at forbrænde ekstra kalorier på. Drop elevatoren og rulletrappen og brug trapperne i stedet, også hvis du skal op og ned af dem flere gange om dagen. 20 minutters trappetræning i løbet af dagen sluger hurtigt 100 kalorier, og så slipper du for at lave samme stykke arbejde i fitness centeret.

Kalorieberegningen er baseret på en person, der vejer 68 kilo.