Skip to main content

Vitamin- og mineral guiden

Vitamin- og mineral guiden Vi har brug for mange forskellige næringsstoffer, så vi kan leve livet og forebygge sygdomme.
Også selvom vi spiser sundt og motionerer, kan der være flere årsager til, at vi kan have brug for tilskud.

Læs om de vigtigste næringsstoffer til din krop i Vitamin- og mineral guiden.

 

 

 

 


Hvorfor går det galt med vægten og gode råd - kost

Hvorfor går det galt med vægten og gode råd - kost

I det daglige kan se være svært at overskue, hvorfor det er så svært at tabe sig eller opretholde idealvægten. Måske synes du selv, at du gør alverdens anstrengelser ved at spise mindre og bevæge dig mere. Og alligevel står pilen på badevægten stille eller rykker den forkerte vej. Det er meget frustrerende, og måske er der noget, som du ikke ved eller er nok opmærksom på.

I det følgende kan du derfor se, om du kan genkende nogle af de udbredte problemstillinger og hente gode råd.

Du forstår ikke, at du tager på/har svært ved at tabe dig, for du spiser næsten ingenting

  • Det er meget frustrerende, hvis der ikke er nogen sammenhæng i din egen opfattelse af kalorieindtagelse og vægttab.

Råd Prøv at skrive dagbog over ALT. hvad du spiser og drikker i ugens løb. Vi husker let hovedmåltiderne og frugten, og glemmer ofte de små usunde mellemmåltider, impulskøb og flydende kalorier.

Du springer morgenmaden over

  • Det giver let problemer med lavt blodsukker, så du higer efter hurtige kulhydrater og stimulanser.
  • Det giver et ustabilt blodsukker med større fare for vægtproblemer.

Råd Find ud af om det er tiden eller sulten, der mangler.
Find hurtige løsninger på en sund proteinholdig morgenmad her på siderne og planlæg, hvis tiden er knap.
Den naturlige sult plejer at komme, når du vænner kroppen til en god start på dagen

Du springer frokosten over

  • Det kan også give problemer med lavt blodsukker, så du i ulvetimen higer efter de hurtige kulhydrater og stimulanser.
  • Det giver et ustabilt blodsukker med større fare for vægtproblemer.

Råd Prøv at indtage en solid, grov og grøn frokost med en del protein (kød, fisk, æg), så du føler dig rigtig mæt frem til aftensmaden. Evt. med et lille mellemmåltid.
Planlæg hvis tiden er knap, og få inspiration til en god frokost på sidernes opskrifter.

Du springer mellemmåltider over og falder for usunde fristelser

  • Det forstærker problemer med blodsukker og vægt.

Råd Prøv at tænke i sunde mellemmåltider som 1 banan med mandler, en ½ avokado eller en rugbrødsmad med kødpålæg. Hav de sunde løsninger inden for rækkevidde.

Du elsker god mad og kommer nemt til at spise og drikke for meget

  • Du får dårlig samvittighed, og de overflødige kalorier sætter sig.

Råd Væn dig til kun at tage 1 portion. Spis langsomt og tyg maden grundigt. Brug eventuelt en frokosttallerken, hvor der ikke er plads til så meget mad. Lad rester ligge, når sulten er stillet. Drik vand til maden.
Rejs dig i tide fra bordet.

Du spiser for meget slik og junkfood, fordi du ikke kan styre dig
Samtidig vil du gerne have noget lækkert liggende til gæster

  • Du spiser ofte det, der var beregnet til gæsterne. De dårlige vaner forstærker problemer med blodsukker og vægt.

Råd Glem alt om gæsternes usunde forplejning og lad være med at have det liggende i huset. Køb ind når du er mæt, så du ikke fristes. Undgå slik, chips og junkfood og find sunde alternativer. Det har gæsterne også godt af.

Du trøstespiser/føler dig tryg og falder til ro, når du spiser

  • Du har dårlig samvittighed bagefter. Problemerne er de samme eller værre, fordi du føler dig usund.

Råd Prøv at finde ud af hvilke problemer, der ligger bag og gør så vidt muligt noget ved årsagen uden at indtage overflødige kalorier.

Du har ikke tid/overskud til at lave sund mad

  • Det bliver let noget tilfældigt, der spises og drikkes. For meget brød, mysli, mejeriprodukter og usunde fedende færdigretter er samtidig en stor fristelse.

Råd Det handler om prioritering. Tiden er sjældent noget man har, men noget man tar´. Planlægning af indkøb og madlavning er nødvendig i en travl hverdag. Køb ind til flere dage, lav mad til flere dage. Frys ned i dagsportioner. Lav sund fastfood og få inspiration på siderne. Husk din gode nattesøvn.

Du har ikke råd til den sunde mad

  • Det er en myte, at friske råvarer og sund mad behøver at være dyr.
  • Samtidig er alternativer som fastfood og færdigretter som regel dyrt og usundt.

Råd Hovedmåltider, der ikke mætter, øger risikoen for at du køber slik, chips, kage, sodavand og andre tomme fedende kalorier, som er spild af penge.
Lav budget, og se hvor du ellers kan spare. Køb ind med omtanke og sammenlign priser. Prioriter årstidens råvarer, der er de sundeste og billigste. Køb frosne grønsager, hvis du har brug for små portionsstørrelser af broccoli, ærter m.v. Gem rester til dagen efter, til nye sammenhænge eller fryseren.
Selvom du bruger flere penge på gode råvarer, kan du spare mange penge, der ellers blev brugt på de tomme, fedende kalorier.

De andre i familien kan ikke lide den sunde mad, og du har opgivet

  • De usunde kostvaner går ud over hele familien. Husk, at du har et ansvar, både over for dig selv og din familie.
  • Giv aldrig op, men tænk i nye baner.

Råd Prøv at inddrage de andre i planlægning og madlavning med flere sunde valgmuligheder.
Lad de andre forstå, hvorfor du har brug for kostændringer og opbakning.

Du kan ikke finde ud af at tælle kalorier, og synes det er forvirrende med alle de forskellige kostråd

  • Du drukner i teorier og beregninger, som ikke er nødvendige.
  • Du mister madglæden, troen på dine egne observationer og jordforbindelsen.

Råd Glem alt om indviklede beregninger og prøv at bruge din sunde fornuft.