Skip to main content

Selen hjælper med at forebygge aldersrelateret grå stær

Selen hjælper med at forebygge aldersrelateret grå stærGrå stær er en af de førende årsager til nedsat syn og blindhed. Risikoen stiger med alderen og ved diabetes. Men det tyder nu på, at et relativt højt indtag af selen beskytter mod sygdommen. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Frontiers. Forskerne kommer samtidig ind på, hvordan selen som en enestående antioxidant, beskytter cellerne i øjet og andre steder mod skader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.

Det antages, at 16 millioner mennesker på verdensplan lider af grå stær (katarakt). Sygdommen skyldes, at der kommer uregelmæssigheder i linsens fine proteinmønstre, så linsen bliver tiltagende uklar og får en grå eller brun farve. Sygdommen er typisk flere år om at udvikle sig, og den kan ramme ét eller begge øjne.
Formålet med det nye studie var at undersøge sammenhængen mellem kostens indhold af sporstoffer og risikoen for at få grå stær. Forskerne indhentede data fra et større amerikansk befolkningsstudie NHANES (National Health and Nutrition Examination Survey) fra 2001-2008.
Der endte med, at 7.525 deltagere over 50 år, som repræsenterede de to køn og forskellige racer/etnicitet, fik vurderet deres indtag af jern, zink, kobber og selen. Deltagerne blev inddelt i undergrupper og screenet. Derefter brugte forskerne forskellige analyser for at vurdere sammenhængen mellem indtaget af sporstoffer og udviklingen af grå stær.
Studiet afslørede, at det kun var selen, som kunne hjælpe med at forebygge grå stær. Og det var især hos kvinder i alderen 65-74 år. Da grå stær er flere år om at udvikle sig, antager forskerne i denne forbindelse, at tilskud med selen efter menopausen er særlig relevant som led i forebyggelsen af grå stær.

Kirurgisk behandling af grå stær og forebyggelse med selen

Grå stær behandles normalt med en operation, hvor man udskifter linsen, og så vender synet gradvist tilbage. Men i sjældne tilfælde kan der godt forekomme forskellige postoperative komplikationer som nethindeløsning, blødning i øjet, infektioner, kronisk regnbuehindebetændelse og kronisk hornhindesygdom. Derfor kommer forskerne bag det nye studie ind på, at det er mere relevant med reel forebyggelse gennem kost og livsstil.
Aldringsprocesser er den mest almindelige årsag til grå stær, og sygdommen kan også fremskyldes af diabetes, rygning og overvægt. Det viser sig samtidig, at alle disse tilstande er præget af oxidativ stress, hvor der er en ubalance mellem skadelige frie radikaler og antioxidanter, som normalt bør beskytte celler og væv.
I denne forbindelser beskriver forskerne bag det nye studie, hvordan selen indgår i antioxidanterne GPX (glutathion peroxidase) og TrxR (thioredoxin reductase), som kan forhale udviklingen af grå stær ved at beskytte linsen mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler. Derudover indgår selen i flere andre selenoproteiner, som blandt andet har betydning for energiomsætningen, dannelse af nye linseceller og metabolismen i epithelceller.
Forskerne henviser også til andre studier på mennesker og dyr, hvor det tyder på, at tilskud med organiske selenformer som selenmethionin og selencystein har en langt bedre effekt på linsens tilstand end tilskud med uorganiske former som selenit. Det bør desuden tilføjes, at selengær indeholder flere organiske former, som ligner selenvariationen i selenrig kost.
Det tyder på, at man får den bedste effekt ved et større indtag af selen, så der er nok selen til at mætte de forskellige selenforbindelser i kroppen. Selvom de største selenkoncentrationer findes i organer som lever, muskler og nyrer og koncentrationerne i linsen er relativt lav, bør alle organers selenbehov tilgodeses gennem kosten eller tilskud.
Da selen har så stor betydning for det generelle helbred, anbefaler forskerne bag det nye studie under alle omstændigheder, at ældre øger deres indtag af selen som led i forebyggelsen af grå stær. Det nye studie er publiceret i Frontiers.

Frie radikaler, oxidativ stress og grå stær

  • Når aldringsprocesser er præget af oxidativ stress, skyldes det, at cellernes energiomsætning bliver dårligere. Og dette efterlader flere frie radikaler.
  • Tobaksrøg, medicin og forgiftninger øger påvirkningen af frie radikaler.
  • Diabetes og overvægt er præget af lav grad af kronisk inflammation, som i sig selv påvirker kroppen med frie radikaler.
  • Ved oxidativ stress er der for mange frie radikaler i forhold til beskyttende antioxidanter.
  • Selen indgår i en række vigtige antioxidanter, der beskytter celler i øjets linse og andre steder.

Hvordan får man nok selen?

I USA, hvor jorden de fleste steder er rig på selen, er det let af få nok selen gennem den almindelige sunde kost. I andre områder som Europa, hvor jorden er fattig på selen, er det svært at få nok gennem kosten. Derfor er det relevant med tilskud i en god kvalitet som led i forebyggelsen af grå stær og andre aldersrelaterede sygdomme. De officielle anbefalinger, RI, ligger på 55 mikrogram. Men flere studier tyder på, at vi gerne skal have 100-200 mikrogram om dagen for at mætte de mange selenforbindelser og for at få den optimale effekt, hvad angår forebyggelse af oxidativ stress og forskellige kroniske sygdomme.

Referencer:

Baiwei et al. Selenium intake help prevent age-related cataract formation: Evidence from NHANES 2001-2008 Frontiers 2023

Jing Huang et al. Selenium Status and Its Antioxidant Role in metabolic Diseases. Oxidative Medicine and Cellular Longevity. 2022

  • Oprettet den .