Alzheimers: Mere omega-3 kan halvere risikoen

Alzheimers: Mere omega-3 kan halvere risikoenAlzheimers sygdom, som kommer snigende, er den største årsag til demens hos ældre og en af de største dødsårsager. Kosten har stor betydning i forebyggelsen. Således kan høje koncentrationer af omega-3 fedtsyren DHA i blodet halvere risikoen for at udvikle Alzheimers. Det fremgår af et nyt studie, som er publiceret i Nutrients. Omega-3 fedtsyren DHA findes i fed fisk og tilskud med fiskeolier. DHA findes også i alle vores cellemembraner - herunder nervecellerne, hvor fedtsyren har afgørende betydning for vores generelle helbred og kognitive evner. Det er samtidig problematisk, at den moderne kost indeholder alt for lidt omega-3, så hvor meget har vi egentlig brug for?

Alzheimers sygdom udvikles gradvist over flere år, hvor hukommelsen, koncentrationen, sproget og stedsansen bliver dårligere og dårligere. Alzheimers sygdom er den største årsag til demens, og der kommer også ændringer i personligheden. Under udviklingen ophobes der proteiner som beta-amyloid og tau, som fører til lokal inflammation, og at nervecellerne i flere områder af hjernen langsomt går til grunde. Man har fundet insulinresistens i hjernen, og derfor kaldes Alzheimers sygdom også for diabetes type-3. De fleste med Alzheimers sygdom dør efter 7-10 år. Gener, kost, livsstil og aldringsprocesser har stor betydning for udvikling af Alzheimers sygdom og andre former for demens. Det ser nu ud til, at udbredt mangel på omega-3 fedtsyren DHA også spiller en afgørende rolle.

Omega-3 fedtsyrernes betydning for hjernesundheden

Omega-3 fedtsyrerne er nogle flerumættede fedtsyrer, som findes i forskellige former. Vi har især brug for DHA og EPA, da de indlejres i cellernes membraner, hvor de indgår i en lang række fysiologiske funktioner. Hjernen indeholder ret store mængder DHA, som blandt andet har betydning for neuronernes synapser, hvor informationer udveksles mellem neuroner. Omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA øger desuden blodgennemstrømningen i hjernen og derved evnen til at løse kognitive opgaver. Samtidig modvirker omega-3 fedtsyrerne de kroniske inflammationer, som kan skade hjernen.

Høje niveauer af DHA i blodet kan næsten halvere risikoen

Der kommer stadig mere fokus på omega-3 fedtsyrernes betydning for hjernesundheden og konsekvenserne af, at den moderne kost indeholder for lidt.
Det nye studie blev ledet af ph.d. Aleix Sala-Vila, som antog, at mere omega-3 i kosten kunne reducere risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom, og især hvis man var genetisk disponeret.
Der var tale om et observationsstudie, og det blev udført indenfor et større befolkningsstudie, Framingham Offspring Cohort, som har forløbet over flere generationer. Det nye studie inkluderede 1.490 deltagere på 65 år, som i udgangspunktet ikke havde demens.
Forskerteamet undersøgte så forholdet mellem de røde blodlegemers indhold af omega-3 fedtsyren DHA med risikoen for, at deltagerne senere udviklede Alzheimers sygdom. Forskerne testede også interaktioner med genet APOE-e4, som kan fordoble risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom.
Det viste sig, at den femtedel af deltagerne, som havde de højeste niveauer af DHA i blodet, havde 49 procent mindre risiko for at udvikle Alzheimers sygdom i forhold til den femtedel, som havde mindst DHA i blodet. Derudover noterede forskerne, at personer med genet APOE-e4 ville få den største fordel ved at have høje mængder DHA i blodet.
Ifølge forskerne kan en større indtagelse af omega-3 fedtsyrer gennem kost eller tilskud bidrage til at forebygge Alzheimers sygdom og til at bremse udviklingen, hvis den er opstået. Der er samtidig tale om enkle og billige tiltag, som kan forbedre livskvaliteten og forlænge levetiden for millioner af mennesker på verdensplan.
Det nye studie, som er publiceret i Nutrients, er i tråd med tidligere studier.

Alarmerende behov for mere omega-3

Den moderne kost indeholder meget mindre omega-3 end før. Det skyldes blandt andet, at vi spiser mindre fed fisk som sild, laks og makrel. Mange dyr og fisk får desuden et unaturligt foder uden så meget omega-3 og med mere omega-6. Dette afspejler sig i kød, mejeriprodukter, æg og opdrættede fisk som laks.
Ifølge de officielle kostanbefalinger skal vi spise fisk flere gange om ugen, hvor 200 gram bør være fra fed fisk, som er særlig rige omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA. Hvis man for eksempel spiser en sildemad om dagen, er man som regel dækket godt ind. Hvis man ikke kan lide fisk, eller bare spiser for lidt, er det oplagt at tage tilskud med fiskeolier i en god kvalitet.

Indhold af ren omega-3

En sildemad: 1-2 gram
En vildlaksesteak: 3-4 gram.
En laksesteak opdrættet: 1-2 gram
En stor kapsel med fiskeolie: 1 gram
En lille kapsel med fiskeolie: 500 mg.

Referencer

Aleix Sala-Vila et al. Red Blood Cell DHA Is Inversely Associated with Risk of Incident Alzheimer’s Disease and All-Cause Dementia: Framingham Offspring Study.  Nutrients. 2022

R. Power et al. “Omega-3 fatty acid, carotenoid and vitamin E supplementation working memory in older adults: A randomized clinical trial. Clinical Nutrition, 2021.

James J. Dicolantonio and James H. O´Keefe. The Importance of Marine Omega-3s for Brain Development and the Prevention and Treatment of Behavior, Mood, and Other Brain Disorders. Nutrients. 2020

Frida - Parametre (fooddata.dk)