Fiskeolier til voksne med autisme og ADHD symptomer kan forbedre deres opmærksomhed og arbejdshukommelse

omega3autismTilfælde af autisme og ADHD er eksploderet gennem de sidste årtier, og det har mange menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Et studie fra Københavns Universitet har nu afsløret, at tilskud med fiskeolier til voksne med autisme og ADHD symptomer kan forbedre deres opmærksomhed og arbejdshukommelse. Studiet er publiceret i British Journal of Nutrition, hvor forfatterne kommer nærmere ind på, hvordan omega-3 fedtsyrerne i fiskeolier har betydning for hjernen og nervesystemet.

Autisme rammer omkring 1,6 procent i vores del af verden, og tilfældene er stadig stigende. Autisme forekommer i forskellige grader og kendetegnes ved en anderledes udvikling på områder som sprog, kommunikation og social adfærd. Autisme er også forbundet med forringet arbejdshukommelse, hæmninger og manglende fleksibilitet. Derudover er autisme ofte forbundet med andre komorbiditeter som ADHD og depression.
Symptomerne plejer at fortsætte i voksenalderen, og de nuværende behandlinger er mangelfulde og forbundet med alvorlige bivirkninger. Derfor leder forskerne nu efter sundere alternativer, hvor fiskeolier gennem de sidste årtier har vakt opmærksomhed, hvad angår behandling af neurologiske forstyrrelser.
Fiskeolier indeholder omega-3 fedtsyrer i form af EPA og DHA, som vi har nemt ved at udnytte. EPA og DHA findes i cellemembranerne, hvor de indgår i en lang række fysiologiske funktioner. Således har DHA særlig stor betydning for hjernens udvikling og centralnervesystemet. Og EPA modvirker uhensigtsmæssige inflammationer, som også kan optræde i hjernen og ved depression.
Studier har allerede vist, at børn med autisme og ADHD ofte mangler omega-3 i blodet, hvilket hænger sammen med forringede kognitive funktioner. Studier har også vist, at tilskud med fiskeolier til børn kan have en positiv effekt.
Men der mangler stadig resultater fra større meta-analyser. Desuden har effekten på tilskud med fiskeolier til voksne med autisme kun været undersøgt i små ukontrollerede studier. Man har heller ikke undersøgt, hvorvidt tilskud med fiskeolier påvirker komorbiditeter som ADHD og depression.
Derfor ville forskerne fra Københavns Universitet undersøge dette nærmere ved at udføre et større placebokontrolleret, randomiseret crossover forsøg.

Fiskeoliernes positive effekt på autister med ADHD symptomer

Forskerne undersøgte mere præcist, hvorvidt tilskud med fiskeolier til voksne med autisme kunne påvirke deres kognitive funktioner og komorbiditeter som ADHD. Der deltog 26 patienter mellem 18-40 år med autisme, som blev delt op i to grupper. I de første fire uger fik den ene gruppe daglig 5,2 gram fiskeolie i kapselform (med 2,4 gram EPA og 1,6 gram DHA), og den anden gruppe fik daglig tidselolie i kapselform. De næste fire uger var det omvendt med de to tilskud.
Ved studiets start og efter hver periode undersøgte forskerne forskellige parametre som opmærksomhed (d2-test), visio-rumlig kortvarig arbejdshukommelse (Corsi-test) og andre sekundære parametre som fleksibilitet (Stroop Color and Word Test), ADHD symptomer (Conners skala), udøvende funktioner (Behavioural Inventory of Executive Function) og social adfærd. (Social Responsiveness Scale).
Det viste sig, at deltagerne, der fik fiskeolier, fik en forbedring af deres ADHD symptomer (Connors skala) i forhold til gruppen, der fik tidselolie.
Deltagere, som ikke havde ADHD symptomer, fik den største forbedring, hvad angår opmærksomhed i d2-testen.
Studiet viste ikke, at fiskeolier har effekt på autismesymptomer. Men fiskeolier kan muligvis forbedre opmærksomheden og arbejdshukommelsen hos voksne med autisme og forbedre komorbiditeter som ADHD symptomer.
Det nye studie er publiceret i British Journal of Nutrition.
Til orientering fik deltagerne ret store mængder fiskeolie, hvilket svarer nogenlunde til indholdet i en stor vildlakssteak.
Det bør også tilføjes, at selvom fiskeolierne optages i blodet efter nogle timer, så kan der gå en måneds tid eller mere, før de aktive former EPA og DHA er indlejret i cellerne, herunder i centralnervesystemet og hjernen.
Det betyder samtidig, at man kan forvente en større effekt, hvis man tager fiskeolier over længere tid end de fire uger, hvor deltagerne fik fiskeolier i forsøget.
Man skal altså ikke forvente hurtige resultater, når man tager fiskeolier. På den anden side er omega-3 fedtsyrerne også noget tid om at blive udfaset fra cellemembraner ved ophør med fiskeolier. Og derfor kan det være svært at se en sammenhæng, hvis der senere opstår en forværring.

DHA´s og EPA´s betydning for hjernen og nervesystemet

  • Udvikling af hjernen og centralnervesystemet.
  • Indgår i neuroners synapser, hvor informationer udveksles mellem neuroner.
  • Øger blodgennemstrømningen og derved evnen til at løse kognitive opgaver.
  • Dannelse af flere neurotransmittere - herunder dopamin og serotonin, som er vigtige for det gode humør.
  • Modvirker inflammationer, som blandt andet kan optræde ved depression.

 Fed fisk og tilskud med fiskeolier

Fed fisk er en god kilde til omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA. Desværre indeholder industrielt opdrættede fisk ikke de optimale mængder omega-3 grundet et unaturligt foder. Man bør derfor vælge fede fisk som vildlaks, makrel og sild fra rene farvande og undgå rovfisk som tun, der ophober for mange tungmetaller.
Ved køb af tilskud kan man blot se på varedeklarationen, hvad angår indholdet af fiskeolie inklusive formerne EPA og DHA. Tilskud med fiskeolie bør desuden overholde myndighedernes krav til peroxidtal og miljøgifte.

Referencer

Lundbergh, B et al. Fish oil supplementation may improve attention, working memory, and ADHD symptoms in adults with autism spectrum disorder: A randomized crossover trial. British Journal of Nutrition. 2022

Emily Henderson. Adolescents with higher levels of omega-3 fatty acids less likely to develop psychotic disorder. News Medical Life Sciences, Jun 1 2021

James J. Dicolantonio and James H. O´Keefe. The Importance of Marine Omega-3s for Brain Development and the Prevention and treatment of Behavior, Mood, and Other Brain Disorders. Nutrients. 2020

Frida - Database med fødevaredata udgivet DTU Fødevareinstituttet (fooddata.dk)