D-vitamin kan beskytte mod tarmkræft hos yngre voksne

D-vitamin kan beskytte mod tarmkræft hos yngre voksneKræft i tyk- og endetarm hører til de hyppigste kræftformer i Danmark, og derfor er det relevant at gøre mere ud af forebyggelsen. Ifølge et nyt amerikansk studie, som er publiceret i Gastroenterology, ser det ud til, at en større indtagelse af D-vitamin – især gennem kosten – kan beskytte mod tarmkræft, hvis man er under 50 år. Det ser samtidig ud til, at D-vitamin kan forebygge tarmpolypper, som i visse tilfælde kan udvikle sig til tarmkræft. Ifølge forskerne kan et højere indtag af D-vitamin derfor være relevant i selve forebyggelsen og som et billigt supplement til screeningtests, der blot handler om tidlig diagnose.

Selvom tilfælde af tyktarmskræft overordnet er faldende, har man oplevet en stigende tendens hos yngre voksne. Det en skræmmende tendens, som ikke kan forklares. Det ser også ud til at dannelsen af D-vitamin fra solen og indtaget af D-vitamin fra fødekilder som fed fisk, æg mejeriprodukter og svampe har været faldende gennem de sidste årtier. Derfor ville et forskerhold fra Dana-Farber Cancer Institute, The Harvard T.H. Chan School of Public Health i USA undersøge den nærmere sammenhæng.
Forskerholdet henviser til, at man tidligere har afsløret forholdet mellem D-vitamin og risikoen for at dø af tarmkræft. Men man har endnu ikke undersøgt, hvorvidt det samlede indtag af D-vitamin hænger sammen med at få tarmkræft, hvis man er under 50 år.

  • Hvert år rammes 5.000 danskere af kræft i tyk- og endetarm
  • Risikoen for at dø af sygdommen stiger med alderen
  • Kræft i tyktarm, endetarm og blindtarm kaldes under et for kolorektal kræft, og sygdommen er den næsthyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald i Europa.

Forskerne bag der nye studie indhentede data fra et stort befolkningsstudie, NHS (Nurses Health Study), som begyndte i 1989, og hvor der deltog 94.205 kvindelige sygeplejersker i alderen 25-42 år. Kvinderne bliver fulgt hvert andet år gennem spørgeskemaer, som omhandler kost, livsstil, medicin og andre helbredsmæssige informationer. Forskerne koncentrerede sig mest om de kvinder, som var diagnosticeret med tarmkræft før 50-årsalderen. Forskerne indhentede også oplysninger om man via koloskopi eller sigmoideoskopi havde fundet tarmpolypper, som kan være forstadie til tarmkræft.
I løbet af perioden 1991-2015 dokumenterede forskerne 111 tilfælde af tarmkræft hos unge voksne og 3.317 tilfælde af tarmpolypper.
Analyser viste samtidig, at et højt indtag af D-vitamin hang signifikant sammen med en lavere risiko for at udvikle tarmpolypper og tarmkræft, inden kvinderne var fyldt 50 år.
På den anden side fandt forskerne ingen signifikant sammenhæng mellem det totale indtag af D-vitamin og risikoen for at udvikle tarmkræft efter 50-årsalderen. Da forskerne ikke forstår hvorfor, er det nødvendigt med større undersøgelser for at afklare, om D-vitamin er mest effektivt i forebyggelsen af tarmkræft, når man er under 50 år.
Under alle omstændigheder konkluderer forskerne, at et højt indtag af D-vitamin hænger signifikant sammen med en nedsat risiko for at udvikle tarmpolypper og tarmkræft. Det er samtidig vigtigt at forstå, hvordan mangel på D-vitamin er en risikofaktor, og at det er nødvendigt med nye anbefalinger omkring kost og livsstil i forebyggelsen af tarmkræft.
Det nye studie er publiceret i Gastroenterology.

Kilder til D-vitamin og behov

Sollyset er den vigtigste kilde til D-vitamin, som vi danner i huden ud fra uvb-stråling. Men på vore breddegrader kan det kun lade sig gøre i sommerhalvåret, hvor solen står højt nok på himlen. Der findes desuden D-vitamin i torskelever, torskerogn og fed fisk. Og mindre mængder i æg og fede mejeriprodukter. Men generelt bidrager kosten med alt for lidt D-vitamin, og derfor har Fødevarestyrelsen udarbejdet nye anbefalinger omkring tilskud.
På markedet findes der stærke tilskud med 20-80 mikrogram, og det reelle behov afhænger af mange faktorer som solpåvirkning, alder, hudtype, BMI og kroniske sygdomme.
EU´s Scientific Committee on Food har fastsat en øvre sikker grænse for dagligt indtag af D-vitamin, som 100 mikrogram for voksne inkl. gravide og ammende.
Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.

Selen har også en forebyggende virkning på tarmkræft

Flere undersøgelser har i tidens løb afsløret, at tilskud med selengær også kan reducere risikoen for at få tarmkræft. Det er samtidig problematisk, at jorden er udpint, og at selenmangel er så udbredt. Du kan læse mere om selen og tarmkræft i følgende artikel på denne hjemmeside.

»Selentilskud beskytter mod udbredt tarmkræft og rutineundersøgelser er ikke nok«

Referencer:

Hanseul Kim, et al. Total vitamin D Intake and Risks of Early-Onset Colorectal Cancer and Precursors. Gastroenterology, 2021

Dana-Farber Cancer Institute. Vitamin D may protect against young-onset colorectal cancer. ScienceDaily 2021

New Links between selenium and cancer prevention. HRB. December 2017

Clark LC et al: Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in Patients with Carcinoma of the Skin. JAMA: 1997.

Bonelli et all. Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A Double-blind randomized trial. J. Gastroenterol 2013

Bonelli Luigina. Reduction of the Incidence of Metachronous Adenomas of the Large Bowel by Means of Antioxidants". Colon Cancer Prevention 1999