Dyrk solen, få nok D-vitamin og lev længere

Dyrk solen, få nok D-vitamin og lev længereDer har været mange advarsler om sol og hudkræft. Men vi skal endelig have nok D-vitamin fra sommersolen – bare vi ikke bliver forbrændte. For D-vitamin har betydning for immunforsvaret, humøret, knogler, kræftforebyggelse og meget andet. Et svensk studie har afsløret, at mangel på sol er lige så farligt som rygning. Et engelsk studie har afsløret, at D-vitamin hæmmer aldring af vores celler, og et dansk studie har afsløret, at mangel på D-vitamin øger risikoen for tidlig død. Så hvor meget D-vitamin danner vi egentlig fra sommersolen? Hvornår er der igen brug for tilskud? Og hvorfor bør ældre, personer med mørk hudfarve og visse andre befolkningsgrupper tage tilskud hele året?

Fra maj til september er solens lys i Danmark så kraftigt, at vi kan danne D-vitamin i huden ved hjælp af et kolesterol og solens UVB-stråler. D-vitamin bliver så deponeret i leveren, og det omdannes til den aktive form i nyrerne og andre steder, når der er brug for det. Men leverens depoter bliver ofte opbrugt mere eller mindre i løbet af vinterhalvåret, og det er også forskelligt, hvor godt vi danner og udnytter vitaminet. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen som noget ret nyt, at alle tager tilskud i vinterhalvåret (oktober-april) og tilskud hele året, hvis man ikke kommer nok ud i solen eller er for tildækket på arme, ben og ansigt.
Det er almindelig kendt, at personer med sort eller mørk hudfarve danner D-vitamin meget langsommere, og derfor har de brug for tilskud med D-vitamin hele året på vore breddegrader. Det samme gælder ældre, der har vanskeligere ved at danne D-vitamin i den tyde hud og aktivere det i nyrerne. Overvægtige og diabetikere har også vanskeligere ved at danne nok D-vitamin og aktivere det. Gravide bør tage tilskud hele året grundet et større behov. Børn op til 4-årsalderen og mange med rødt hår og sart hud, der ikke må opholde sig for meget i solen, bør også tage tilskud hele året.
Undersøgelser tyder på, at solcreme hæmmer dannelsen af D-vitamin. Derfor kan man eventuelt få sol i 15-30 minutter, og så tage solcreme på bagefter.
De officielle daglige anbefalinger, RI, ligger på 5-20 mikrogram med mest til de sårbare grupper. Men det reelle behov er individuelt, og mange kan godt have brug for mere D-vitamin. Som det fremgår, kan vi også danne ret store mængder D-vitamin fra solen, og aldrig for meget, i modsætning til tilskud, hvor grænsen for voksne ligger på 100 mikrogram om dagen.

Dannelse af D-vitamin på en sommerdag med sol

  • Indendørs arbejde og aktiviteter: 0 mikrogram
  • Kvinde, der er helt tilsløret, men har bare hænder: 2 mikrogram
  • Frokostpause i let sommertøj: 45 mikrogram
  • Person, der opholder sig udendørs i et par timer: 250 mikrogram
  • Strandgæst i badetøj: 500 mikrogram
  • Oversigten er kun vejledende, og der findes mange variationer, som afhænger af alder, gener, hudtype, tidspunkt på dagen med videre.

Mangel på sol er lige så farligt som rygning

Svenske forskere har studeret solvanerne hos knap 30.000 kvinder mellem 25-64 år, som blev fulgt i tyve år. Det omfattende studie afslørede, at kvinder med aktive solvaner, havde en lavere risiko for at dø af hjertekarsygdomme, og de levede 0,6-2,1 år længere end de kvinder, der ikke dyrkede solen regelmæssigt. Det viste sig desuden, at de kvinder, der ikke røg og undgik soleksponering, havde den samme forventede levealder, som de kvinder, der røg og dyrkede solen. Dette indikerer, at det er lige så farligt at undgå solen, som det er at ryge.
Studiet er publiceret i Journal of International Medicine.

Vidste du, at D-vitamin betragtes som et hormon, som alle kroppens celler har brug for?

D-vitamin hæmmer aldringsprocesser

Aldringsprocesser er en af de største årsager til åreforkalkning, demens, kræft og andre livstruende sygdomme. Længden af cellernes telomerer har stor betydning. Telomerer er små proteinstrukturer, der sidder for enden af cellernes DNA, og de sørger for, at cellernes DNA ikke går i opløsning. Funktionen sammenlignes med plastikenden på et snørebånd. Men hver gang en celle deler sig, forkortes telomererne, og når der ikke er mere tilbage, opløses DNA, så cellen dør. I et studie, hvor man målte koncentrationen af D-vitamin i blodet hos 2.160 kvinder mellem 18-79 år, viste det sig, at højere niveauer af D-vitamin i blodet hang sammen med længere telomerer. Forskerne antager derfor, at D-vitamin hæmmer aldringsprocesser. Studiet er publiceret i American Journal of Clinical Nutrition

Lavt D-vitamin i blodet øger risikoen for tidlig død

Danske forskere fra Herlev Hospital og Københavns Universitet har lavet en anden undersøgelse med 96.000 deltagere, som afslørede en sammenhæng mellem lavt D-vitaminindhold i blodet og tidlig død forårsaget af kræft, kredsløbssygdomme og andre sygdomme. Studiet er publiceret i British Medical Journal.

Patienter med almindelig hudkræft lever længere

Det fremgår af et dansk forskningsprojekt fra Århus Sygehus og Ålborg Sygehus. Resultaterne viser, at patienter der får almindelig hudkræft, generelt lever et sundt og fornuftigt liv, hvor de tilsyneladende undgår rygning og overvægt. Den sunde livsstil hænger også sammen med soldyrkelse, og selvom den har været i overkanten, har de trods alt dannet mere D-vitamin.

D-vitamin gør modermærkekræft mindre aggressiv

For meget sol, og især skoldninger i barndommen, kan øge risikoen for modermærkekræft, der kan være meget farlig, hvis den ikke behandles i tide. En undersøgelse fra University of Leeds i England har dog afsløret, at D-vitamin påvirker modermærkekræftceller, så de bliver mindre aggressive. Så hvis man undgår solen, bør man endelig få nok D-vitamin gennem tilskud.

Blodets indhold af D-vitamin

Man kan få målt blodets indhold af D-vitamin hos lægen. Blodets indhold opdeles i regulær mangel (under 30 nmol/L), utilstrækkelig (30-50 nmol/L) og tilstrækkelig (over 50 nmol/L). Ifølge flere førende forskere ligger det optimale niveau mellem 60-100 nmol/L.
Mange har optimale niveauer i højsommeren og de laveste niveauer i det sene forår.

Solens andre fordele:

  • Bedre humør. Blandt andet fordi lyset får pinealkirtlen til at danne neurotransmitteren serotonin
  • Bedre søvnkvalitet. Blandt andet fordi serotonin omdannes til søvnhormonet melatonin i den naturlige døgnrytme
  • Sollys hjælper ofte på psoriasis, bumser og børneeksem

Referencer:

Vitamin-D, sol og solarium. Sundhed.dk 2021

Helene Sandström. Den optimala D-vitamindosen i vinter? Det beror på dina genar. Nordic Nutrition Council. Sep. 3 2020

Steen Ahrenkiel. D-vitamin behov og mangel i Danmark. Biokemisk forskning 2009

Lindquist PG, Epstein E, Nielsen K et al. Avoidance of sun exposure as a risk factor for major causes of death: a competing risk analysis of the melanoma in Southern Sweden cohort. Journal of Internal Medicine. 2016

J Brent Richards et al. Higher serum vitamin D concentration are associated with longer leukocyte telomere length in women. American Journal of Clinical Nutrition 2007

Afzal Shoaib et al. Genetically low vitamin D concentration and increased mortality: mendelian randomization analysis in three large cohorts. British Medical Journal. 2014

Københavns Universitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Lave niveauer af d-vitamin øger dødeligheden. 2014

Peter Aagaard. Patienter med almindelig hudkræft lever længere. Dagens Medicin. 2020

Sathya Muralidhar et al. Vitamin D-VDR signaling inhibits Wnt/beta-catenin-mediated melanom progression and promotes anti-tumor immunity. Cancer Research 2019

Jerk W langer. Politikens Store Lægebog. Politikens håndbøger.

5 Ways the Sun Impacts Your Mental and Physical Health | Tri-City Medical Center (tricitymed.org)

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin