Veganerdiæter til børn og unge påvirker deres stofskifte og behov for flere næringsstoffer

Veganerdiæter til børn og unge påvirker deres stofskifte og behov for flere næringsstofferPlantebaserede veganerdiæter er blevet mere populære blandt unge voksne, som også giver dem til deres børn. Da det er almindelig kendt, at veganerdiæter ikke indeholder B12-vitamin, tager mange tilskud. Der er dog flere veganere, som stadig mangler jod, jern, zink og selen. De fleste studier er desuden foretaget på voksne, og nu viser det sig, at børn på veganerdiæt risikerer at få ændret deres stofskifte. De har også lavere niveauer i blodet af A- og D-vitamin i forhold til børn med almindelige kostvaner. Det fremgår af et nyt finsk studie, der er publiceret i det anerkendte internationale videnskabsmagasin EMBO Molecular Medicine.

Der kan være flere årsager til at vælge en livsstil, som inkluderer veganerdiæter: Klimahensyn, økologi, etik og helbred. En veganerdiæt er ren plantebaseret med udelukkelse af alle animalske produkter, inklusive æg og mejeriprodukter. Da rene veganerdiæter let resulterer i mangel på flere næringsstoffer, anbefaler sundhedsmyndigheder at supplere med tilskud som B12-vitamin, D-vitamin og jod. Det er også muligt, at der er brug for ekstra calcium, B2-vitamin, jern og zink.

Det finske studie afslører andre mangler hos børn

I det finske studie fra University of Helsinki deltog der 40 børn, som enten fulgte en ren vegansk, en vegetarisk eller en almindelig diæt i henhold til deres familiers spisevaner. Bortset fra D-vitamin fandt studiet ikke forskel på de ovennævnte næringsstoffer. Alle de deltagende børn på veganerdiæter tog regelmæssige tilskud med B12-vitamin, og alle på nær én tog regelmæssige tilskud med D-vitamin og jod. Det indikerer, at de finske familier på veganerdiæter er bekendt med de officielle anbefalinger.
Men de officielle anbefalinger er kun baseret på studier af voksne veganeres mangler, og der har ikke været studier vedrørende veganerdiæters indflydelse på børns stofskifte og ernæringstilstand.
Det nye finske studie har nu afsløret, at de børn, som indtog en ren veganerdiæt, havde signifikant lavere niveauer af D-vitamin i blodet sammenlignet med børn, som havde almindelige spisevaner. Og veganerbørnenes niveau af D-vitamin var også lavere, selv om de fik regelmæssige tilskud, og blodprøver blev indhentet sent på sommeren.
Det overraskede forskerne, at veganerbørnene også have en lavere status af A-vitamin. Niveauer af LDL- og HDL-kolesterol var også lavere. Til orientering er kolesterol et livsvigtigt stof, der indgår i alle cellemembraner og i dannelsen af D-vitamin og steroidhormoner. Niveauet af aminosyrer, som er proteiners byggesten, var også lavere hos veganerbørnene. Sidst men ikke mindst var niveauet af omega-3 fedtsyren DHA (docosahexaensyre) også lavere. DHA spiller en central rolle for synet og nervecellernes overførsel af signalstoffer. På den anden side havde veganerbørnene højere niveauer af folinsyre, som har betydning for bloddannelse og vækst.
Ifølge forskerne bag det finske studie motiverer opdagelserne til nye og større studier vedrørende de helbredsmæssige konsekvenser, når børn lever af rene veganerdiæter. Forskerne påpeger, at opdagelserne ikke kan overføres til voksne, som lever af rene veganerdiæter. Forskerne påpeger også, at der bør være mere fokus på, at børn på veganerdiæter får nok A-vitamin, D-vitamin og proteiner fra forskellige kilder.
Det nye finske studie er publiceret i EMBO Molecular Medicine

Veganere skal også være opmærksomme på at få nok selen

Et tysk studie, som tidligere er omtalt på denne hjemmeside, afslørede, at voksne veganere ofte mangler jod og selen. Jod og selen har betydning for stofskiftet, og selen har desuden betydning for immunforsvaret, fertiliteten, kredsløbet og kræftforebyggelsen.
Forskerne henviser til flere studier, som afslører en udbredt mangel på selen i Europa grundet udpint jord. Derfor anbefaler forskerne tilskud med selen.
Det tyske studies resultater er i tråd med et tidligere studie fra Københavns Universitet, hvor forskerne sammenlignede danske veganere mellem 18 og 61 år med almindelige kødspisere. Studiet afslørede, at veganerne fik for lidt protein, D-vitamin, jod og selen.
Til orientering har man i Finland siden 1970´erne tilsat selen til kunstgødningen, hvilket har optimeret befolkningens selenstatus.

Fakta om næringsstoffer i vegetabilske og animalske kilder

  • Kød, indmad, fisk, æg og mejeriprodukter bidrager med komplette proteiner samt vigtige vitaminer og mineraler, som det er svært eller umuligt at få nok af, hvis man er vegetar eller veganer.
  • Det kræver derfor en del viden at blive dækket ind med de livsvigtige næringsstoffer, hvis man er vegetar eller veganer.
  • En varieret plantebaseret kost bidrager med en del C-vitamin, E-vitamin, de fleste B-vitaminer, kalium, magnesium, fibre og sekundære plantestoffer.
  • Veganerkost bidrager ikke med B12-vitamin, D3-vitamin og ren A-vitamin, som kun findes i animalske kilder.
  • Veganerkost bidrager med et forstadie til A-vitamin, som hedder betacaroten.
  • Hørfrøolie, valnødder og rapsolie indeholder omega-3 formen ALA.
  • Kroppen bør omdanne ALA til EPA og DHA, som har mange fysiologiske funktioner
  • Mange har dog svært ved at omdanne ALA til EPA og DHA grundet træge enzymprocesser.
  • Fed fisk og fiskeolier indeholder EPA og DHA, som mange har lettere ved at udnytte
  • Kroppen har ofte nemmere ved at optage jern og zink fra animalske kilder

Referencer

Topi Hovinen et al. Vegan diet in young children remodels metabolism and challenges the status of essential nutrients. EMBO Molecular Medicine, 2021

University of Helsinki. Vegan diet significantly remodels metabolism in young children. ScienceDaily 2021

Weikert C et al. Vitamin and Mineral Status in a Vegan Diet. Deutsches Aerzteblatt Online. November, 2020

BfR Federal Institute for Risk Assessment. Veganism: Vitamin B 12 is well supplemented, iodine is a matter of concern. ScienceDaily November 10, 2020

Ulla Gjeset Schølberg. Veganere mangler vitaminer og mineraler. Videnskab.dk 2016

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin