D-vitamins betydning for børns mentale sundhed

D-vitamins betydning for børns mentale sundhedD-vitamin indgår i opbygning af hjernens struktur og funktioner. Ifølge en større oversigtsartikel, som er publiceret i Nutrients, har D-vitamin særlig stor betydning for den mentale sundhed hos børn og unge grundet den langsigtede effekt. Emnet er meget aktuelt, da børns udbredte mangel på D-vitamin øger deres risiko for angst, depression, aggressiv adfærd og andre mentale problemer. Derfor er det vigtigt, at børn og unge får nok sommersol og nødvendige tilskud i henhold til Fødevarestyrelsens nye anbefalinger og deres reelle behov.

D-vitamin betragtes som et neuroaktivt steroidhormon, der har afgørende betydning for nervesystemet, humøret og de kognitive færdigheder. De fleste studier, hvad angår D-vitamins betydning for den mentale sundhed, har været foretaget på voksne. Ikke desto mindre er det særlig vigtigt, at børn og unge er velforsynet med D-vitamin på grund af den livslange effekt.
Derfor ville forskerne bag det nye studie analysere forholdet mellem børns mentale sundhed og indtaget af D-vitamin eller blodets status via en systematisk undersøgelse af den publicerede videnskabelige litteratur på området. Dette inkluderede både interventionsstudier og observationsstudier, som blev indhentet fra databaser som PubMed og Web of Science indtil oktober 2019.

  • Stadig flere børn og unge rammes af angst, depression og adfærdsproblemer.
  • Selvom der kan være flere årsager, ser det ud til, at udbredt mangel på D-vitamin kan være medvirkende.

Sammenhæng mellem børns mangel på D-vitamin og mentale sygdomme

Forskerne indhentede 24 egnede studier, der enten omhandlede børnenes indtag af D-vitamin eller blodets indhold af D-vitamin. Studierne blev desuden inddelt i grupper, der omhandlede børnenes mentale helbred. Herunder raske børn eller børn med mentale problemer som voldelig adfærd, angst, depressive symptomer/depression, psykotiske lidelser, bipolar lidelse, OCD og selvmordstendenser. Forskerne så også nærmere på børnenes generelle mentale tilstande som stress, livskvalitet, humør og sovemønster.
Det viste sig, at de fleste indhentede studier afslørede D-vitamins potentielle positive rolle på børns mentale helse. Forskerne efterlyser nu flere studier, som går mere i dybden på området. Forskerne pointerer dog, at tilstrækkelig med D-vitamin fra sikker soleksponering eller tilskud bør være et vigtigt element, som støtter børnenes mentale helse sammen med en sund og afbalanceret kost. Forskerne henviser også til, at blodets niveau af D-vitamin, bør være optimalt, for at undgå udvikling af mentale problemer.

Blodets indhold af D-vitamin

  • Blodets indhold af D-vitamin opdeles i regulær mangel (under 30 nmol/L), utilstrækkelig (30-50 nmol/L) og tilstrækkelig (over 50 nmol/L).
  • Ifølge flere førende forskere ligger det optimale niveau mellem 60-100 nmol/L

D-vitaminet har mange funktioner i hjernen

I oversigtsartiklen kommer forskerne nærmere ind på D-vitamins potentielle mekanismer i hjernen og nervesystemet. Der findes for eksempel vitamin D-receptorer, VDR, i flere områder i hjernen som hypothalamus, hjernebarken, lillehjernen samt det limbiske system, som er sæde for vores følelser og korttidshukommelse. Her regulerer D-vitaminet blandt andet en række gener via tænd- og slukmekanismer samt neurotransmittere som acetylcoline, dopamin og serotonin.
D-vitaminet modvirker desuden inflammationer, som kan forårsage depression.
Forskerne henviser i denne forbindelse til en lang række studier, der omhandler D-vitamins betydning for den mentale helse, og hvordan børn med psykiatriske lidelser oftere mangler D-vitamin.

Den onde cirkel

Forskerne henviser til andre sammenhænge mellem D-vitamin og mental sundhed. Det er nemlig et faktum, at mange med mentale helbredsproblemer som depression, kronisk træthed og social angst undgår udendørs aktiviteter, mangler appetit eller spiser usundt, hvilket resulterer i manglende D-vitamin fra sol eller kost. Det er også muligt, at de i forvejen har et øget behov for D-vitamin grundet genetiske faktorer eller et forstyrret calciumstofskifte. På den måde kan manglen på D-vitamin og effekten på den mentale helse blive som en ond cirkel eller et spørgsmål om, hvad der kom først. Selvom der kan være mange årsager til mentale sygdomme, er det under alle omstændigheder vigtigt, at hjernen og nervesystemet er velforsynet med D-vitamin. Hvis ikke, er der også fare for, at andre terapier ikke hjælper optimalt.

Fødevarestyrelsens nye anbefalinger vedrørende tilskud med D-vitamin

Da nye undersøgelser har afsløret en udbredt mangel på D-vitamin hos børn og befolkningen som helhed er Fødevarestyrelsens nye anbefalinger følgende:

Spæd- og småbørn under 4 år
10 mikrogram daglig hele året, fra 2 uger og indtil 4 år.

Børn fra 4 år og voksne
5-10 mikrogram i hele vinterhalvåret (fra oktober til april).

Særlige befolkningsgrupper
10 mikrogram hele året til:

Individuelle behov og øvre sikker grænse

Undersøgelser viser, at behovet for D-vitamin godt kan variere grundet forskellige genetiske forudsætninger. Derfor kan nogle have brug for mere D-vitamin end de officielle anbefalinger.
EU´s Scientific Committee on Food har fastsat en øvre sikker grænse for dagligt indtag af D-vitamin, som er 25 mikrogram for spædbørn fra 0-6 mdr., 50 mikrogram for børn fra 6 mdr. - 10 år og 100 mikrogram for børn over 11 år samt voksne inkl. gravide og ammende.

  • Ca. 15 procent af alle børn i Danmark har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.
  • Samlet set udgør de psykiske lidelser den største sygdomsbyrde blandt børn og unge (fra 1-24 år)
  • Selvom der kan være flere årsager til psykiske lidelser, bør man altid være opmærksom på D-vitamin og kompensere for eventuelle mangler.

Andre studier og mere information

Stadig flere børn og unge rammes af psykiske helbredsproblemer. Følgende artikel på denne hjemmeside beskriver nærmere, hvordan mangel på D-vitamin øger risikoen for af angst, depression, aggressiv adfærd og andre psykiske lidelser.

»Skolebørns mangel på D-vitamin øger deres risiko for angst, depression og aggressiv adfærd senere i livet«

Referencer

Dominika Glabska et al. The Influence of Vitamin D Intake and Status on Mental Health in Children: A Systematic Review. Nutrients 2021

Sonia L. Robinson et al. Vitamin D Deficiency in Middle Childhood is related to Behavior Problems in Adolescence. The Journal of Nutrition, 2019

University of Michigan. Low levels of vitamin D in elementary school could spell trouble in adolescence. ScienceDaily. August. 2019

Helene Sandström. Den optimala D-vitamindosen i vinter? Det beror på dina genar. Nordic Nutrition Council. Sep. 3 2020

VitaminD.net. Interview mit Dr. Carlberg: Vitamin D, epigenetik und der respons-index. Hämtad. 2020-09-03

https://www.psykiatrifonden.dk/viden/fakta.aspx