Organisk eller uorganisk chrom

Organisk eller uorganisk chromChrom er et grundstof og et metal. Det er samtidig et livsvigtigt mikronæringsstof for mennesker i form af såkaldt tri-valent krom. Der findes også di-valentoghexa-valent chrom, men disse chromforbindelser er giftige. Alle godkendte chromtilskud består af tri-valent chrom. De forskellige former for chrom kan danne et forskelligt antal kemiske forbindelser til andre stoffer.

Chrom medvirker ved kroppens optagelse af makronæringsstoffer, hvilket vil sige kulhydrater, proteiner og fedtstoffer. Det er dog bedre kendt, at chrom
indgår i kroppens blodsukkerregulering. Uden chrom er insulinet ineffektivt. Chroms påvirkning af makronæringsstoffer og blodsukker er anerkendt af EFSA.

Mennesker er ikke i stand til at optage og udnytte rene grundstoffer særlig godt. I vores kost er disse grundstoffer indbygget i madens molekyler. I kosttilskud er en meget brugt metode at binde et grundstof til forskellige organiske eller uorganiske forbindelser for at lette optagelsen. Chrom er et at de vanskeligste stoffer for kroppen at optage, også i de tilfælde, hvor kroppen mangler chrom. Chrom har en dårlig optagelighed eller biotilgængelighed.

Organisk gærchrom bedst optagelig

Chromtilskud kan enten være uorganiske eller organiske. Chrom i vores kost indeholder en blanding af organisk og uorganiske chromforbindelser. Organisk bundne mineraler og herunder chrom optages som regel bedre end uorganiske. At et stof er organisk betyder at det indeholder kulstof. Det kan somme tider også betegne stoffer der er dannet af levende organismer i modsætning til stoffer der er fremstillet syntetisk. Optageligheden af uorganisk chrom fra kosttilskud er således kun et sted mellem 0,1% og 2%, men fra
organisk chromgær er den op til 20%.

En væsentlig grund til, at chrom som udgangspunkt optages så dårligt i kroppen skyldes ikke mindst, at chromforbindelser normalt ikke er vandopløselige. Der kendes kun få vandopløselige chromforbindelser, men ingen af disse anvendes i kosttilskud. Det er derfor af stor betydning, hvilken chromforbindelse der anvendes i kosttilskud, hvilket også fremgår af det følgende:

Oversigt for forskellige godkendte chromforbindelsers optagelighed:

  • Chrom-chlorid: En uorganisk chromforbindelse med en dårlig optaglighed (0,1-2%)
  • Chrom-picolinat: En syntetisk fremstillet, organisk chromforbindelse som er meget anvendt i kosttilskud. Den er fedtopløselig, hvilket burde gøre den sværere at optage i forhold til vandopløselige chromforbindelser. EFSA skriver dog, at optageligheden af chrom-picolinat svarer til eller er kun er en smule højere end andre chrom-former. Det vil sige omkring 2%. Chrom-picolinat har givet meget modstridende videnskabelige resultater med hensyn til sundhed og sikkerhed
  • Chrom-nicotinat (chrom polynicotinat): Organisk chromforbindelse, men med en dårlig optagelighed: (0,5-2% iflg. EFSA)
  • Krom fra kosten: Består en en blanding af organiske og uorganiske chromforbindelser. Optagelsen her fra er overraskende lav, nemlig kun mellem 0,5% og 3%
  • Chromgær: , naturlig, trivalent med markedets højeste optagelighed. Chromgær har en optagelighed der er op til 10 gange højere end chrom-chlorid og dermed også chrom-picolinat. Dermed opnås op på ca. 20% optagelighed

Sådan fremstilles chromgær

  1. Levende gærceller fodres med uorganisk chromklorid
  2. Chrom indarbejdes og integreres i gærens cellevægge og indgår i
    dens proteiner, hvorved den ændres til naturlig, organisk chromgær
  3. Chromgæren pasteuriseres, hvorved gærcellerne dør
  4. De chrom-holdige gærceller renses, spraytørres, pulveriseres og
    presses til tabletter
  5. Ved indtagelse af tabletterne spaltes gærens chromholdige proteiner til chromholdige peptider og aminosyrer i tarmen
  6. Chrom-peptider og -aminosyrer passerer let tarmvæggen (i modsætning til chrom fra eksempelvis chromklorid og chrompicolinat som overvejende optages ved hjælp af passiv diffusion.

Passiv diffusion er ikke en effektiv måde at optage stoffer på, idet molekylerne bevæger sig langsomt fra et miljø med en høj koncentration til et miljø med en lavere koncentration uden at cellen bruger energi.

Fra GTF til chromodulin

Vi har i mange år fået at vide, at den mest aktive form for chrom indgår i et stof kaldet GTF (Glukose-Tolerance-Faktor). GTF hævdes at bestå af tre aminosyrer og et B-vitamin.

Problemet med GTF er, at det kun er en delvis underbygget teori, og det er aldrig lykkedes at bevise eksistensen af GTF-molekylet. Chrom-forskere tror ikke længere på eksistensen af GTF-molekylet.
Nyere forskning har derimod påvist eksistensen af et unikt krom-bindende molekyle kaldet chromodulin, som er lidt forskelligt fra GTF, men med de samme egenskaber. Så når der tales om chromodulin i stedet for GTF-chrom, så er det de samme fordele der henvises til.

Chromodulin er kort fortalt det kompleks af hjælpestoffer der er mest effektivt til at optage og udnytte chrom i kroppen. Det findes naturligt i flere fødevarer, men i særlig høj mængde i gærceller.

En sammenligning mellem GTF og chromodulin

 

GTF

Chromodulin

Niacin

Aspartat

Glycin

Glycin

Cystein

Cystein

Glutaminsyre

Glutamat

Som det fremgår er der ikke den store forskel mellem GTF og chromodulin. Der er da stort set også den samme håndtering af chrom i kroppen der tilskrives de to forklaringsmodeller.

Gær af typen Saccharomyces cerevisiae har et naturligt, højt indhold af chrom. Derudover indeholder gær alle de aminosyrer som findes i GTF / chromodulin. Det gør gær optimalt til at pakke chrom ind i idet chromen nærmest "smugles" ind forklædt som aminosyrer og medvirker til den unikt høje optagelighed af chromgær.

Chromgær og Candida

Candida albicans er navnet på en gærsvamp der lever naturligt i tarmen hos 80% af befolkningen uden af volde skade. I nogle tilfælde kan den brede sig for meget og forvolde sygdom kaldet candidiasis. Det kan eksempelvis ske efter behandling med antibiotika, som dræber de bakterier, der normalt holder Candida i skak.

Mange alternative behandlere fraråder alle produkter med gær til personer som menes at have candidiasis. Det er der ingen grund til, idet fødevarer med gær hverken fremmer vækst eller formering af candida-svampe i tarmen. Derimod vil de letoptagelige chromforbindelser i chromgær gavne personer med candidiasis ved at medvirke til at stabilisere disse personers blodsukker, som ofte er for højt og for svingende. chromgær indeholder ikke levende, formeringsdygtige gærceller, men derimod chromberiget protein-pulver fremstillet af gærceller. Kun hos personer der er allergiske over for gær, kan chromgær udgøre et problem.

Hvad er blodsukker?

Blodsukker er blodets indhold af glukose (druesukker). Det måles i millimol per liter (mm/l). Når vi spiser, nedbrydes maden til blandt andet glukose, hvorefter blodsukkeret stiger. Insulin fra bugspytkirtlen lukker i samarbejde med chrom blodets indhold af glukose ind i cellerne, hvorefter blodsukkeret falder. Normalt bevæger blodsukkeret sig inden for snævre grænser i løbet af dagen (imellem cirka 4-8 mmol/l).

Hvem har gavn af chromgær

De fleste mennesker i dag vil have gavn af et daglig tilskud med chromgær, men især type-2 diabetikere, overvægtige og personer med blodsukker-ubalancer vil kunne opnå et forbedret blodsukker med et højoptageligt chromgær præparat. Hård træning øger kroppens udskillelse af chrom, som kan erstattes med et tilskud af chromgær.
Med alderen nedsættes kroppens omsætning af chrom et sted mellem 25-40%, og derfor er chromgær særlig velegnet til ældre på grund dets gode optagelighed, der som det fremgår er mange gange højere end chrom fra kosten.