Skip to main content

Gravides indhold af D-vitamin i blodet hænger sammen med barnets IQ

Gravides indhold af D-vitamin i blodet hænger sammen med barnets IQUnder graviditeten er fostret totalt afhængig af moderens D-vitaminstatus. Det er mest kendt, at D-vitamin har betydning for udvikling af barnets knogler. Men D-vitamin har også har betydning for udvikling af barnets hjerne, kognitive evner og intelligens. Derfor bør gravide have optimale niveauer af D-vitamin i blodet. Det fremgår af et nyt amerikansk studie, som er publiceret i The Journal of Nutrition. Forskerne gør samtidig opmærksom på, at mangel på D-vitamin er udbredt, og at de fandt signifikant lavere niveauer i blodet blandt farvede gravide. Derfor håber forskerne, at deres studie vil bidrage til, at der kommer mere fokus på tilskud med D-vitamin til gravide.

D-vitamin betragtes i dag som et neuroaktivt steroidhormon med særlig stor betydning for nervesystemet og hjernen. Under graviditeten er fostret totalt afhængig af moderens D-vitamin-status, og det overføres via moderkagen. Derefter krydser D-vitaminet fostrets blod-hjernebarriere, hvorefter det indgår i en lang række funktioner, som har betydning for opbygning af hjernens struktur og funktioner. Derfor er D-vitamin også afgørende for hjernens sundhed og barnets kognitive udvikling.

Mangel på D-vitamin er udbredt blandt gravide – og især de farvede

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, som vi producerer i huden. Men i vinterhalvåret står solen for lavt på vore breddegrader. Livsførelse og hudtype har også betydning.
I følge lederen bag det nye studie, Melissa Melough fra Seattle Children´s Research i USA, er mangel på D-vitamin udbredt i den almene befolkning og blandt gravide. Risikoen er størst blandt afroamerikanere og andre, der er mørke i huden, fordi farvestoffet melanin ikke alene beskytter mod solens UV-stråler men også hæmmer egenproduktionen af D-vitamin.
Det viste sig således, at 46 procent af de, der deltog i studiet, manglede D-vitamin under graviditeten. Og ifølge Melough kan hele 80 procent af afroamerikanerne mangle D-vitamin.

Sammenhæng mellem gravides status af D-vitamin og barnets IQ

Melough og hendes kollegaer brugte data fra et større befolkningsstudie i Tennessee kaldet CANDLE (Conditions Affecting Neurocognitive Development and Learning in Early Childhood). CANDLE-studiet, som startede i 2006, inkluderer blandt andet 1.503 gravide kvinder i deres 2. trimester, og senere indhentede forskerne data vedrørende børnenes helbred og udvikling.
Efter at have kontrolleret for flere forstyrrende faktorer, der kan påvirke børnenes IQ, fandt Melough, at et højere indhold af D-vitamin i de gravides blod hang sammen med en højere IQ hos børn mellem 4-6 år.
Ifølge Melough er der dog brug for flere studier på området, og det gælder også de optimale niveauer i blodet hos gravide.

Den gode nyhed og nyt fokus på sårbare grupper

Men selvom vi har svært ved at få nok D-vitamin gennem kost og sol, og mangel på D-vitamin er udbredt, er den gode nyhed ifølge Melough, at tilskud med D-vitamin er en enkel og billig løsning.
Melough håber også, at studiet vil bidrage til at udvikle nye anbefalinger til gravide. Det gælder især for afroamerikanere og andre, som har en større risiko for at mangle D-vitamin. Ifølge Melough kan D-vitaminmangel sagtens opstå, selvom man lever sundt, for det hænger sammen med mange andre faktorer som den breddegrad man bor på, hudtype, livsstil og så videre. Ifølge Melough bidrager studiet derfor med følgende vigtige nøgleinformationer:

  • Mangel på D-vitamin er udbredt blandt gravide, og farvede har en større risiko
  • Et højere niveau af D-vitamin i gravides blod bidrager til udvikling af barnets hjerne, og at barnet får en højere score i IQ-tests.
  • Blodprøver og tilskud kan rette op på D-vitaminmangel hos de grupper, hvor mangler er udbredt og derved forbedre børnenes kognitive udvikling.

Officielle anbefalinger af D-vitamin

I USA ligger de officielle daglige anbefalinger til voksne på 15 mikrogram. Men det gennemsnitlige indtag fra kosten ligger på under 5 mikrogram. Det samme gør sig gældende i Danmark.
Den danske Fødevarestyrelse anbefaler nu som noget nyt, at alle voksne tager et dagligt tilskud med 5-10 mikrogram D-vitamin i vinterhalvåret (oktober-april). Dette kan bidrage til at forebygge mangel på D-vitamin, før graviditeten indtræder.
Fødevarestyrelsen anbefaler stadig et dagligt tilskud med 10 mikrogram hele året til gravide, personer med mørk hud, samt personer med tildækkende påklædning eller som ikke får nok sol.
Men selvom Fødevarestyrelsen anbefaler, at gravide tager tilskud med D-vitamin, ser det ud til, at mange glemmer det og ikke er konsekvente. Det kan derfor være en fordel, hvis den gravide får målt sin status af D-vitamin – især om vinteren og om foråret, hvor risikoen for mangler er størst.
Som det fremgår ligger de officielle anbefalinger i USA højere end i Danmark, og behovet kan godt være individuelt.

EU´s Scientific Committee on Food har fastsat en øvre sikker grænse for dagligt indtag af D-vitamin på 100 mikrogram for børn over 11 år samt voksne inkl. gravide og ammende.

Referencer:

Melissa M Melough et al. Maternal Plasma 25-Hydroxyvitamin D during Gestation Is positively Associated with Neurocognitive Development in Offspring at Age 4-6 Years. The Journal of Nutrition 2020

Alexander Muacevic and John R Adler: The Role of Vitamin D in Brain Health: A Mini Literature Review. Cureus 2018

Andrea L. Darling et al. Association between maternal vitamin status in pregnancy and neurodevelopmental outcomes in childhood: results from the Avon Longitudinal Study of Parents and Children. (ALSPAC) British Journal of Nutrition, 2017

  • Oprettet den .