Skip to main content

Mangel på selen øger smertestillende medicins toksicitet

Mangel på selen øger smertestillende medicins toksicitetMillioner af mennesker tager smertestillende medicin som Panodil, Pamol eller Pinex, der indeholder paracetamol. Og det antages, at en milliard mennesker mangler selen, primært grundet udpint jord. Dette er en uheldig cocktail, for mangel på selen i kosten øger risikoen for, at den anviste indtagelse af paracetamol belaster leveren så meget, at det forårsager overdosering med fare for bivirkninger. Det fremgår af et kollaborativt studie mellem Bath University i England og Southwest University i Kina.

Paracetamol, der går under handelsnavne som Panodil, Pamol og Pinex, er et meget udbredt smertestillende og febernedsættende håndkøbslægemiddel. Paracetamol påvirker dannelsen af signalstoffer, der sendes videre til centralnervesystemet. Der findes også receptpligtige lægemidler mod stærkere smerter, herunder Fortamol, hvor paracetamol er kombineret med kodein, der er et opioid.
Det er meget vigtigt, at man ikke indtager mere paracetamol end den anbefalede dosis, der for voksne er maksimalt 4 gram pr døgn. Dette svarer til 2 tabletter af 500 mg 4 gange om dagen. Hvis denne dosis overskrides, for eksempel i forbindelse med selvmordsforsøg, kan det medføre irreversible, smertefulde og livsfarlige skader på leveren og andre indre organer. Og nu viser det sig, at selv den maksimale dosis for voksne kan være for høj.

Mangel på selen øger paracetamols toksicitet

Forskerteamet fra Bath University i England og Southwest University i Kina har nu fundet, at sporstoffet selen påvirker den hastighed, som paracetamol udskilles af kroppen. Det betyder, at indtagelse af den maksimale dosis på 4 gram paracetamol på en dag kan være farlig for folk med lave værdier af selen i kroppen. Ifølge Dr. Charareh Pourzand fra Bath University, som har ledet det kollaborative studie, kan folk, der mangler selen, have svært ved at udskille paracetamol hurtigt nok, så leveren skånes. Derfor kan de blive overdoseret med paracetamol, selvom de følger de gældende retningslinjer, og det kan være sundhedsskadeligt.

  • Millioner af mennesker på verdensplan, inklusive gravide og ammende, tager Paracetamol
  • I Storbritannien indtager hver indbygger i gennemsnit 70 tabletter om året
  • Børn, der vejer over 40 kilo, kan ifølge Sundhedsstyrelsen doseres som voksne.
  • COVID-19, som blandt andet er forbundet med hovedpine, har medført et stigende indtag

Ved mangel på selen angribes leveren af farlige frie radikaler

Selen indgår i de kraftige antioxidant-enzymer, GPx´er, som er med til at modvirke oxidativ stress. Det er en tilstand, hvor der er en ubalance mellem frie radikaler og antioxidanter. Vi danner alle frie radikaler under iltomsætningen, under afgiftning, infektioner og andre metaboliske processer. Men de frie radikaler skal være under kontrol, så de ikke angriber vores celler.
Ved mangel på selen kan vi ikke danne nok af de selenholdige antioxidantenzymer, og det medfører, der dannes for mange frie radikaler i leveren. Leveren udsættes således for oxidativ stress, da leveren er det primære organ, hvor paracetamol nedbrydes. Dette kan forårsage skader på cellemembraner, DNA og andre vigtige proteiner. Hvis indtagelsen af paracetamol er regelmæssig på grund af gentagne eller vedvarende smerter er der fare for større skader. Dr. Pourzand understreger derfor vigtigheden af en sund kost med nok selen, men det kan godt være svært. Også selvom man følger de officielle kostanbefalinger.

Selenkilder og årsager til udbredt selenmangel

Der findes selen i fed fisk, indmad, æg, brune ris, paranødder, cashewnødder, svampe og andre afgrøder. Men i områder som Storbritannien, Skandinavien, New Zealand, de nordøstlige regioner af Kina og sydøstlige stater i USA er jorden fattig på selen, og det påvirker hele fødekæden. Brugen af pesticider og ændrede spisevaner bidrager også til udbredt selenmangel. Det antages således, at omkring en milliard mennesker på verdensplan mangler selen, svarende til hver syvende verdensborger.

Officielle og optimale anbefalinger

Dr. Pourzand gør samtidig opmærksom på, at vi ikke skal have for meget selen gennem tilskud, så derfor gælder det om at tilstræbe et optimalt indtag.
I Danmark ligger de officielle anbefalinger, RI, på 55 mikrogram. Men adskillige studier peger på, at vi har brug for omkring det dobbelte svarende til 90-100 mikrogram for at mætte selenoprotein P, der bruges som markør for kroppens status.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, angiver den øvre grænse som 300 mikrogram daglig.
Man skal under alle omstændigheder tilstræbe en alsidig kost, da de selenholdige proteiner blandt andet samarbejder med E-vitamin.

Tilskud baseret på selengær, der indeholder mange selenforbindelser, giver den største lighed med selenvariationen i selenrig kost.

Referencer:

Li, J et al. Selenium Status in Diet Affects Acetaminophen-induced Hepatotoxicity via Interruption of Redox Environment. Antioxidants and Redox Signaling. 2020

Medical News Today. Study shows link between selenium-deficiency diet and paracetamol toxicity. Aug 5 2020

Lutz Shomburg. Dietary Selenium and Human Health. Nutrients 2017

https://da.wikipedia.org/wiki/Paracetamol

https://www.sst.dk/da/nyheder/2020/foraeldre-kan-give-deres-boern-paracetamol-som-tablet

https://www.med24.dk/bliv-klog-paa-laegemidlet-paracetamol

  • Oprettet den .