Skip to main content

Mørkhudede danner mindre D-vitamin

- hvilket øger risiko for COVID-19 smitte, hjertekarsygdomme og tidlig død

Mørkhudede danner mindre D-vitaminDen høje sommersol er den vigtigste kilde til D-vitamin. Men personer med mørk hud har vanskeligere ved at danne nok af vitaminet på vore breddegrader. Derfor risikerer de meget let at få en kronisk mangel på D-vitamin. Det har alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, som i værste fald er livstruende. Det fremgår af flere studier.

Der har mest været fokus på D-vitaminets rolle for calciumoptagelsen og knoglerne, men vitaminet bidrager også til regulering af vores gener og en lang række stofskifteprocesser. Disse stofskifteprocesser omhandler blandt andet immunforsvaret samt regulering af inflammationer og insulinfølsomhed, der er involveret i de fleste livsstilssygdomme, lige fra åreforkalkning til diabetes og kræft. Derfor bør vi alle få nok D-vitamin hele livet, og personer med sort eller mørk hud bør være særlig opmærksomme på vore breddegrader, og hvis de lever en moderne indendørs livsførelse.

Hvorfor kommer mennesker med mørk hud lettere i underskud af D-vitamin?

D-vitamin bliver produceret, når huden bliver udsat for solens UV-stråler. Men forskningen viser, at mennesker med sort eller mørk hud, og som har meget melanin i huden, danner vitaminet meget langsommere. I de solrige troper, hvor disse etniske befolkningsgrupper oprindelig stammer fra, er det let at danne nok D-vitamin, og den mørke hud bidrager samtidig til at beskytte mod solforbrændinger.
Men da nogle af disse mørkhudede mennesker så for flere tusinde år siden flyttede mod højere breddegrader med mindre sol, sørgede evolutionen for, at disse mennesker udviklede en lysere hud, der bedre kunne udnytte den sparsomme UV-stråling. Det betyder samtidig, at de sorte og mørke mennesker, som i dag bor på de højere breddegrader, har vanskeligere ved at danne nok D-vitamin. Samtidig gør den moderne indendørs livsførelse problemet endnu værre.

Mørkhudede bliver lettere smittet med coronavirus

Personer med sort eller mørk hud og med etnisk oprindelse fra Afrika og Asien har langt større risiko for at blive smittet med coronavirus, COVID-19. Det fremgår blandt andet af et studie fra Surrey and Southampton Universities, hvor man har sammenlignet blodprøver fra 1.300 voksne i Storbritannien, hvoraf 580 var testet positive for COVID-19. Studiet afslørede også, at mennesker med hvid hud havde et niveau af D-vitamin i blodet, som var 53 procent højere end hos etniske minoriteter med sort eller mørk hud.
Ifølge Robert Brown fra ernærings-tænketanken McCarrison har forskningen allerede afsløret den vigtige rolle, som D-vitamin spiller for immunforsvaret, og hvordan det beskytter mod infektioner i luftvejene. Således har seks studier og tænketankens egen forskning afsløret, at der er en lavere risiko for at dø af COVID-19 i populationer, hvor manglen på D-vitamin er lavere.
Til orientering sørger D-vitaminet også for, at immunforsvaret ikke går amok, for det er netop dette, som gør COVID-19 og andre infektioner livstruende, hvis der opstår cytokinstorm og hyperinflammation, som angriber sundt væv.

Ifølge udregninger fra Office for National Statistics i England har sorte mennesker en dobbelt så stor risiko for at dø af virusinfektioner, også selvom de lever sundt.

Mørke babyer døde som følge af D-vitaminmangel

På denne hjemmeside har vi tidligere omtalt, hvordan tre mørke babyer fra Storbritannien udviklede knogleskørhed og dødelig hjertesvigt som følge af alvorlig mangel på D-vitamin. I alle tre tilfælde kom de kliniske symptomer snigende, og babyernes behov for D-vitamin blev hverken målt eller tilgodeset, før det var for sent. Det viste sig, at manglen på D-vitamin var så kritisk, fordi det gik ud over calciumoptagelsen, og at calcium har betydning for nerveimpulser i hjertet, så det kan banke normalt.
Ifølge forskere fra University of Birmingham kunne tragedierne være undgået, hvis der havde været mere kontrol, således at de gravide mødre med mørk hud og deres mørke babyer var velforsynet med D-vitamin.

Mørkhudede, der mangler D-vitamin, risikerer mange andre sygdomme

Ifølge en større artikel, der er publiceret i Journal of Nutrition, har en stor procentdel af afroamerikanerne lavere niveauer af D-vitamin i blodet i forhold til de hvide befolkningsgrupper. Således risikerer mange afroamerikanere, der ellers lever sundt, at have lave niveauer af D-vitamin i blodet hele året og hele livet, fordi de ikke engang kan producere nok fra sommersolen.
Mangel på D-vitamin øger i det hele taget risikoen for, at sorte som brune og hvide mennesker har en øget risiko for at få problemer med vægten, knogleskørhed, hjertekarsygdomme, kræft, diabetes og andre alvorlige sygdomme.

Forskere: Mere fokus på D-vitamin til personer med mørk hud

Flere forskere fra Storbritannien og USA kræver nu, at sundhedsmyndighederne ændrer deres politik omkring tilskud med D-vitamin, og at der tages hensyn til individuelle behov hos farvede, gravide, babyer og andre befolkningsgrupper, som lettere kommer i underskud.
Det er en meget billig forebyggelse og løsning af alvorlige sundhedsproblemer, hvis mennesker med mørk hud og andre udsatte grupper får målt deres niveau af D-vitamin og får de nødvendige tilskud, så der kommer et optimalt niveau i blodet.
I Danmark anbefaler sundhedsstyrelsen tilskud med 10 mikrogram D-vitamin til personer med mørk hud. Men der føres ingen kampagner, og de fleste ved det ikke. Det er også muligt, at det reelle behov for D-vitamin er større, da den naturlige egenproduktion siden tidernes morgen har været meget større under sydens sol.

Referencer:

Coronavirus: Obesity and ethnicity linked to greater risk of contracting disease, suggest research. Independent. 18 May. 2020

Northwestern University. Vitamin D levels appear to play role in COVID-19 mortality rates. Science Daily. May 2020

Suma Uday et al. Cardiac, bone and growth plate manifestations in hypocalcemic infants: Revealing the hidden body of the vitamin D deficiency iceberg. BMS Pediatrics 2018.

University of Birmingham. Tragic death of baby highlights the need for vitamin D public health policy change. ScienceDaily June 26, 2018

Ali Daneshkhah et al. The Possible Role of Vitamin D in Suppressing Cytokine Storm and Associated Mortality in COVID-19 Patients. medRxiv April 30, 2020

Susan S. Harris. Vitamin D and African Americans. The Journal of Nutrition. 2006

Steen Ahrenkiel. D-vitaminbehov og mangel I Danmark. Biokemisk Forening 2009

  • Oprettet den .