Aldringsinflammation øger risiko for kroniske sygdomme, kræft og livstruende virusinfektioner

Aldringsinflammation øger risiko for kroniske sygdomme, kræft og livstruende virusinfektionerAldringsprocesser er forbundet med lav grad af ukontrolleret kronisk inflammation. Det fremgår blandt andet af artikler, der er publiceret i de videnskabelige tidsskrifter Nature Medicine og Aging and Disease. Selvom en kronisk inflammation ikke mærkes direkte, kan den skabe grobund for hjertekarsygdomme, gigtsygdomme, Alzheimers sygdom og kræft. Kronisk inflammation kan også medføre, at virusinfektioner med COVID-19 og influenza bliver livstruende, fordi immunforsvaret går amok og ødelægger sundt væv. I forbindelse med aldringsprocesserne gælder det derfor om at beskytte kroppen mod kronisk inflammation. Det kræver blandt andet, at man er velforsynet med D-vitamin, selen, Q10, zink, omega-3 og melatonin, som mange ældre netop mangler.

Aldring er en kompliceret proces, som især involverer frie iltradikaler samt ændringer inden for stofskiftet, hormonsystemet og immunsystemet.
Ifølge den amerikanske biokemiker Bruce Ames skyldes aldring i vid udstrækning mangel på næringsstoffer. En væsentlig årsag er, at optagelsen og udnyttelsen af næringsstoffer bliver dårligere, når vi kommer op i årene. Der er desuden meget medicin, som i sig selv kan hæmme optagelsen og udnyttelsen af næringsstoffer. Som følge heraf bliver mange enzymprocesser træge, og cellerne bliver mere sårbare.
Med alderen bliver det vanskeligere at danne D-vitamin fra solen i den tynde hud. Vi producerer mindre Q10, som har betydning for energiomsætningen. Vi producerer også mindre melatonin, som er et sovehormon. Q10 og melatonin er samtidig vigtige antioxidanter, der beskytter celler og væv.
Endelig er der mange ældre, som har for stor livvidde og for meget visceralt fedt, der yderligere øger risikoen for kroniske inflammationer.

Kronisk inflammation er den røde tråd i aldringsprocesser og aldersrelaterede sygdomme

Evnen til at iværksætte en akut inflammation er livsvigtig, da immunforsvaret på denne måde kan angribe farlige mikroorganismer og toksiner. De hvide blodlegemer danner blandt andet proinflammatoriske cytokiner og frie radikaler, der virker som missilvåben. Men det er vigtigt, at immunforsvaret træder tilbage, når fjenden er tilintetgjort. Ellers øges risikoen for oxidativ stress, hvor der er en ubalance mellem frie radikaler og antioxidanter.
Det viser sig, at den aldersrelaterede kroniske inflammation er karakteriseret af en mild ukontrolleret inflammation, som forstærker aldringsprocesserne og øger risikoen for hjertekarsygdomme, diabetes, Alzheimers sygdom og kræft. Den lave grad af kronisk inflammation øger desuden risikoen for, at ellers harmløse virusinfektioner som influenza og COVID-19 bliver livstruende. For det skyldes, at det afsporede immunforsvar lettere går amok med cytokinstorm og hyperinflammation, der angriber sundt væv.
I en artikel, som er publiceret i Aging of Disease, kommer forfatterne nærmere ind på de proinflammatoriske mekanismer, som er relateret til aldringsprocesserne. Herunder dannelsen af proinflammatoriske cytokiner, C-reaktiv protein (CRP), insulinresistens, ophobning af lipider samt stress i cellernes endoplasmatiske reticulum (ER), som styrer en række metaboliske processer i cellen. Desuden skal nævnes defekter i cellernes kraftværker, mitokondrier, som producerer energi ved hjælp af ilt, og som efterlader flere frie iltradikaler, når vi bliver ældre grundet træge enzymprocesser. Den forringede iltomsætning skaber i sig selv grobund for oxidativ stress og kronisk inflammation.
Som noget helt nyt kalder forskerne nu aldringsinflammation for ”senoinflammation”, og de håber, at kendskabet til de molekylære mekanismer kan bidrage til at forebygge den aldersrelaterede kroniske inflammation og derigennem forebygge de mange sygdomme som følge heraf.
I det følgende vil vi derfor henvise til anden forskning, som afslører ældres udbredte mangel på enkelte næringsstoffer, der netop modvirker oxidativ stress og kronisk inflammation.

  • Ifølge WHO er kronisk inflammation den største dødsårsag
  • Derfor gælder d et om at forebygge kronisk inflammation i tide

D-vitamin

Solen er den vigtigste kilde til D-vitamin, men mange kommer i underskud i løbet af vinterhalvåret eller hele året, hvis de ikke får nok sol. Ældre, overvægtige og personer med mørk hud har desuden vanskeligere ved at danne vitaminet. Der er desuden mange ældre og plejehjemsbeboere, som slet ikke får nok sol. En ny irsk rapport (TILDA) har netop afsløret udbredt mangel på D-vitamin hos ældre, og at dette blandt andet øger risikoen for kronisk inflammation, og at infektioner med COVID-19 bliver livsfarlige.
Gennem de sidste år har der været meget forskning på D-vitamin og inflammationer. De bedste resultater ses ved tilskud med ret høje doser, som sikrer, at blodets indhold kommer over 50 nmol/L. Det er desuden vigtigt at få nok magnesium, som aktiverer D-vitaminet.

Selen

Selen findes især i fisk, skaldyr, indmad, æg, mejeriprodukter og brasilianske paranødder. Men selemangel er udbredt i Danmark og resten af Europa, fordi jorden er udpint.
Selen indgår i omkring 30 selenholdige proteiner – herunder de kraftige antioxidanter GPX´er. Selen beskytter mod virusinfektioner, og at virus muterer, så de bliver mere virulente.
Selentilskud kan kompensere for det lave selenindtag, og tilskud baseret på selengær, der indeholder mange selenforbindelser, giver den største lighed med selenvariationen i selenrig kost.

Årsagen til åreforkalkning er kronisk inflammation og ikke kolesterol

Mange kliniske studier har vist en stærk sammenhæng mellem åreforkalkning, hjertekarsygdomme og markører for inflammation som CRP. Det livsvigtige kolesterol bliver altså først farligt, når det oxideres af frie radikaler som følge af inflammationer.

Tilskud med selen og Q10 halverer dødelighed hos ældre

Som nævnt er jorden i Europa fattig på selen, og egenproduktionen af Q10 falder med alderen. Det er uheldigt, da begge stoffer har betydning for energiomsætningen og som kraftige antioxidanter, der beskytter celler og kredsløb mod oxidativ stress og kronisk inflammation.
Derfor udførte den svenske kardiolog Urban Alehagen det epokegørende KiSel10-studie, hvor selen blev givet i kombination med Q10 til en større gruppe ældre forsøgsdeltagere over længere tid. Studiet varede i cirka 5 år, og det afslørede, at gruppen, der fik Q10 og selen, havde 54 % lavere risiko for dødsfald og færre hospitalsindlæggelser.
En 10-års opfølgning og en 12-års opfølgning af det svenske forsøg viser desuden, at behandlingen med Q10- og selentilskud også har en markant langtidseffekt på hjertefunktionen og levetiden.
Man kan sandsynligvis forvente en endnu større effekt, hvis man fortsætter med tilskuddene.

Da aldringsprocesser er forbundet med oxidativ stress, øges behovet for antioxidanter.

Zink

Zink findes især i kød, skaldyr, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner, hvor animalske kilder optages bedst. Men mange ældre har vanskeligere ved at optage zink, og flere medicintyper hæmmer udnyttelsen. Derfor kan ældre godt mangle zink, selvom de spiser sundt.
Zink indgår i omkring 300 enzymprocesser og i den kraftige antioxidant SOD. Zink modvirker flere proinflammatoriske cytokiner.
Mange zinktilskud er i uorganiske former som zinksulfat eller zinkoxid, som kroppen har svært ved at optage. Det kan altså svare sig, at nærlæse varedeklarationen, hvor zink-gluconat og zink-acetate er organiske zinkforbindelser, som kroppen har let ved at optage og udnytte.

Fiskeolier

Fiskeolier indeholder omega-3 formen EPA, som har den antiinflammatoriske effekt.
Fiskeolier reducerer niveauerne af CRP og cytokinerne TNF-alpha og IL-6, der alle er markører for inflammation.
Fiskeolier baseret på frie fedtsyrer og triglycerider sikrer en god optagelse. Fiskeolier bør desuden overholde myndighedernes krav til peroxidtal og miljøgifte.

Melatonin

Melatonin er en hormon, som har betydning for døgnrytmen og den gode søvn. Melatonin er desuden en vigtig antioxidant, der reparerer celleskader, når vi sover, og derigennem modvirker uhensigtsmæssige inflammationer. Vi danner selv melatonin i pinealkirtlen, men mængden daler med alderen. Dette er en medvirkende årsag til, at mange ældre sover for lidt og mere overfladisk. Manglen på dyb søvn øger samtidig risikoen for oxidativ stress og kroniske inflammationer.
I Danmark kan man købe melatonin, hvis man har en recept, og det er lovligt at købe hjem fra andre EU-lande.

Derfor mangler mange ældre følgende antiinflammatoriske stoffer

  • D-vitamin: Er vanskeligere at danne i ældre, tynd hud. Mange ældre kommer sjældent ud i solen.
  • Selen: Jorden er udpint.
  • Q10: Egenproduktionen daler med alderen. Kolesterolsænkende statiner hæmmer egenproduktionen.
  • Zink: Ældres optagelse er ofte mangelfuld. Vanddrivende medicin og betablokkere hæmmer udnyttelsen.
  • Fiskeolier: For lidt fisk og unaturligt dyrefoder med for meget omega-6 bevirker, at mange mangler omega-3.
  • Melatonin: Egenproduktionen daler med alderen.
  • Andre næringsstoffer: Mange ældre spiser ensidigt eller er småtspisende. Vanddrivende medicin, syreneutraliserende medicin og meget anden medicin hæmmer udnyttelsen af mange næringsstoffer.

Referencer

Lobachevsky University. Scientists have identified the role of chronic inflammation as the cause of accelerating aging. Medical Xpress. 2020

David Furman et al. Chronic inflammation in the etiology of disease across the life span. Nature Medicine. 2019

Hae Young et al. Redefining Chronic Inflammation in Aging and Age-Related Diseases: Proposal of the Senoinflammation Concept. Aging and Disease. 2019

Claudio Franceschi et al. The Continuum of Aging and Age-related Diseases: Common Mechanisms but Different Rates. Frontiers in Medicine. 2018

Roma Pahwa; Ishwarial Jialal. Chronic Inflammation. NCBI April 2018

Bruce Ames. Prolonging Healthy Aging: Longevity Vitamins and Proteins. Proceedings of the National Academy of Sciences. 2018

Eamon Laird, Rose Anne Kenny. Vitamin D deficiency in Ireland – implications for COVID 19. Results from the Irish Longitudinal Study on Ageing (TILDA) April 2020

Andrea Rosanoff et al. Essential Nutrient Interactions: Does Low or Suboptimal Magnesium Interact with Vitamin D and/or Calcium status. Advances in Nutrition 2016

Alehagen U, et al. Cardiovascular mortality and N-Terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation. Int J Cardiol. 2012

Alehagen U et al. reduced Cardiovascular Mortality 10 Years after Supplementation with Selenium and Coenzyme Q10 for four years. Follow-Up Results of a Prospective Randomized Double-Blind Placebo-Controlled trial in Elderly Citizens. Plos One 2015

Urban Alehagen et al. Still reduced cardiovascular mortality 12 years after supplementation with selenium and coenzyme Q10 for four years. A validation of previous 10-years follow-up results of a prospective randomized double-blind placebo-controlled trial in elderly. PLOS ONE 2018

Scott A et al. Zinc is a potent and specific inhibitor of IFN-ƛ3 signaling. Nature Communications, 2017

The Norwegian University of Science and Technology (NTNU). Understanding how omega-3 dampens inflammatory reactions. ScienceDaily 2017

Rüdiger Hardeland. Melatonin and inflammation – Story of a double-edged blade. Pineal research. 2028

Pernille Lund Sund og smuk hele livet. Ny videnskab 2016

Pernille Lund. Q10 – fra helsekost til epokegørende medicin. Ny Videnskab 2014

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin

 

 

 

 


Pin It