Større mængder folinsyre reducerer risikoen for svangerskabsforgiftning

Større mængder folinsyre reducerer risikoen for svangerskabsforgiftningSvangerskabsforgiftning, der også kaldes for præeklampsi, er en alvorlig svangerskabsforstyrrelse med højt blodtryk, protein i urinen og livstruende komplikationer i de sværeste tilfælde. Det er allerede rapporteret, at tilskud med folinsyre kan reducere risikoen for, at gravide udvikler svangerskabsforgiftning. Ifølge et nyt studie, der er publiceret i Pregnancy Hypertension, ser det nu ud til, at større mængder folinsyre reducerer risikoen yderligere. Det er samtidig problematisk, at mange gravide glemmer at tage folinsyretilskud, som normalt anbefales til forebyggelse af, at barnet får rygmarvsbrok.

Svangerskabsforgiftning opstår som regel efter den 20. graviditetsuge. I svære tilfælde kan der foruden højt blodtryk og protein i urinen optræde nedbrydning af de røde blodlegemer, lavt blodpladetal, nedsat leverfunktion, nyresvigt, synsforstyrrelser, hovedpine, brystsmerter, hævelse af anklerne eller åndenød på grund af væske i lungerne. Der kan også optræde forhøjet homocystein i blodet, som øger risikoen for blodpropper. Hvis tilstanden ikke behandles, kan det resultere i fødekramper, eklampsi, hvor den gravide bliver bevidstløs.
Svangerskabsforgiftning er en af de mest almindelige dødsårsager som følge af graviditet. Kvinder, der har haft svangerskabsforgiftning, har øget risiko for hjertesygdomme og apopleksi (slagtilfælde) senere i livet.
Risikofaktorer for svangerskabsforgiftning er overvægt, tidligere forhøjet blodtryk, høj alder og sukkersyge. Det ser nu ud til, at mangel på folinsyre også spiller en rolle.

  • Cirka 2-3 % af alle gravide får svangerskabsforgiftning i en eller anden grad.
  • De fleste har ingen symptomer og får stillet diagnosen ved en rutineundersøgelse
  • Man behandler med blodtrykssænkende medicin
  • Ved svære tilfælde sætter man fødslen i gang

Større mængder folinsyre gør en forskel på flere fronter

Forskerne bag det nye studie var allerede bekendt med, at tilskud med folinsyre kan reducere risikoen for, at gravide udvikler svangerskabsforgiftning. I det nye studie ville forskerne derfor undersøge, om større mængder folinsyre før og under graviditeten kunne reducere risikoen yderligere. Forskerne udførte derfor et randomiseret klinisk forsøg, hvor der deltog 1.576 kvinder, som havde haft svangerskabsforgiftning i deres sidste graviditet, og som planlagde en ny graviditet. Kvinderne blev inddelt i to grupper. Den ene gruppe fik 0,4 mg (=400 mikrogram) om dagen, som normalt anbefales til gravide. Den anden gruppe fik 4 mg, som er en ti gange så høj men ufarlig dosis.
Ved at sammenligne de to grupper afslørede studiet, at de kvinder, som fik de høje doser folinsyre havde:

Forskerne konkluderer derfor, at tilskud med høje doser folinsyre fra 3 måneder før graviditeten og under hele graviditeten kan reducere risikoen for svangerskabsforgiftning.

OBS. Folinsyremangel under graviditeten kan også medføre alvorlige fosterskader

Gravide har et øget behov for folinsyre, fordi det er nødvendigt for dannelsen af DNA under fostrets vækst og udvikling. Mangel på folinsyre kan derfor gribe forstyrrende ind fostrets normale celledeling og medføre manglende udvikling af hjernen samt rygmarvsbrok, som kan forårsage svære handicaps, hjertefejl og dødfødsel.
Det er i denne forbindelse problematisk, at mange graviditeter ikke er planlagte og opdages ret sent, og at mange gravide glemmer at tage folinsyretilskud.

Mangler og dårlig udnyttelse af folinsyre forårsages af

  • Graviditet
  • Ensidig kost
  • Misbrug af alkohol og stoffer
  • Rygning
  • Dårlig optagelse fra tarmen
  • P-piller
  • Methotrexat mod gigt og kræft
  • Epilepsimedicin (Fenytoin)

Referencer

Lili Zheng et al. The Effect of Folic Acid Throughout Pregnancy Among Pregnant Women at High Risk of Pre-Eclampsia: A Randomized Clinical Trial. Pregnancy Hypertension. 2020

Debra Sullivan. What to know about folate deficiency. Medical News Today 2019

Ernæringsrådet. Folsyre til kvinder, der planlægger graviditet – kun få følger anbefalingerne

https://da.wikipedia.org/wiki/Svangerskabsforgiftning

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/komplikationer-i-graviditeten/svangerskabsforgiftning-praeeklampsi/