Kan tilskud med D-vitamin beskytte mod COVID-19 og andre infektioner?

Kan tilskud med D-vitamin beskytte mod COVID-19 og andre infektioner?Det tyder forskningen på. For mangel på D-vitamin er udbredt, og større tilskud kan ikke alene beskytte mod virusinfektioner som COVID-19, men også modvirke de livstruende komplikationer hos de smittede. Det fremgår af en ny omfattende irsk rapport, TILDA, fra Trinity College Dublin, der er tilknyttet University of Dublin. TILDA rapporten er i tråd med mange andre publicerede studier, som afslører, at immunforsvaret ikke kan fungere uden D-vitamin. I kampen mod COVID-19 er der mest fokus på hygiejne, isolation og forsinkede vacciner. Men vi er også nødt til at ruste immunforsvaret, som er afgørende for, om vi afviser smitte, får en mild infektion eller bukker under. Forskerne anbefaler derfor, at alle voksne tager stærke tilskud med D-vitamin med særlig fokus på de ældre, plejehjemsbeboere, kronisk syge, hospitalspatienter, sundhedspersonale og andre udsatte grupper. På den måde er vi også bedre rustet mod fremtidige epidemier.

Sommersolen er den vigtigste kilde til D-vitamin, og det er ikke tilfældigt, at virusinfektioner som COVID-19 typisk opstår i vinterhalvåret og aftager her i sommerhalvåret. Men der er også mange, som lider af en kronisk mangel på D-vitamin af forskellige årsager, som vi kommer mere ind på. Forskerne Eamon Laird og Rose Anne Kenny, som er tilknyttet Trinity College Dublin, har netop udarbejdet en større rapport, TILDA, der beskriver D-vitamins afgørende betydning for immunforsvaret, og hvordan udbredte mangler blandt ældre og andre sårbare grupper bidrager til komplikationer forårsaget af COVID-19. Komplikationer der koster mange lidelser, pres på intensivafdelinger, flere dødsfald og enorme samfundsøkonomiske udgifter som følge af sygdom og nedlukninger.

  • Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet større tilskud med D-vitamin til ældre, gravide, plejehjemsbeboere, personer med mørk hud, og personer, der ikke får nok sommersol.
  • Men der føres ingen kampagner eller kontrol over, hvorvidt disse sårbare grupper får deres tilskud med D-vitamin på linje med eventuel receptpligtig medicin.

D-vitamin aktiverer hele immunforsvaret

D-vitamin er mest kendt for at have betydning for knogler og muskelfunktion. Men de fleste af kroppens celler har faktisk receptorer for D-vitamin, som aktiverer og regulerer en række gener og et utal af biokemiske processer i kroppen. D-vitamin har således afgørende betydning for aktivering af immunforsvarets hvide blodlegemer, der skal angribe mikroskopiske fjender som COVID-19. I luftvejene sidder der særlig mange hvide blodlegemer, som er afhængige af D-vitamin, når de skal angribe smittekim. D-vitamin booster desuden nogle antibiotiske peptider i lungerne. Hvis vi mangler D-vitamin, forbliver immunforsvaret passivt, så selvom vi har nok af forskellige hvide blodlegemer, går de ikke i aktion, fordi de mangler signalerne via deres D-vitamin receptor, VDR.

  • Man mærker næppe, når lageret af D-vitamin er i bund, men det gør immunforsvaret.
  • Mangel på D-vitamin forårsager et svagt og afsporet immunforsvar, der øger risikoen for infektioner og tilstødende komplikationer.

D-vitamin modvirker livstruende inflammationer og cytokinstorm

D-vitamin hæmmer også dannelsen af proinflammatoriske cytokiner (fx interferon gamma og interleukin-6), som er afgørende for, at immunforsvaret ikke går amok og forårsager vævsskader.
Ifølge den nye irske rapport, TILDA, der er baseret på et større befolkningsstudie af deltagere over 50 år, sker der i forbindelse med aldringsprocesserne en ændring i immunforsvarets respons. Der kommer således en lav grad af kronisk inflammation, som kaldes for aldringsinflammation. Mange kroniske sygdomme som diabetes, astma og kræft er også karakteriseret af kroniske inflammationer, hvilket gør patienterne meget mere sårbare.
Når COVID-19 bliver kompliceret og livstruende, skyldes det ikke virus som sådan, men at immunforsvaret fejlagtigt iværksætter cytokinstorm og hyperinflammation, der forårsager akut svigt i luftvejene, ARDS (acute respiratory distress syndrome) samt sekundære skader på kredsløb og andre væv. Det er altså ikke COVID-19 som sådan, men et overaktiveret immunforsvar, der er årsag til, at de svageste patienter bukker under.
I denne forbindelse kan tilstrækkelige mængder D-vitamin beskytte mod virusinfektioner og samtidig modvirke de sundhedsskadelige inflammationer, som optræder under aldringsprocesser, en række kroniske sygdomme, og når influenza og COVID-19 bliver livstruende.
Ifølge en stor meta-analyse af 10.933 deltagere fra 25 studier i 15 lande kan tilskud med D-vitamin hjælpe til at forebygge forkølelse (der ofte skyldes en anden coronavirus), influenza og akutte luftvejsinfektioner som bronkitis og lungebetændelse.
Tilskud med D-vitamin har en signifikant beskyttende effekt, når de gives dagligt eller en gang om ugen (i større doser). Ifølge forskerne bag meta-analysen er det sikkert at tage D-vitamin, og det kan især beskytte mod virus- og luftvejsinfektioner, når der foreligger en mangel.
Ifølge en nyere meta-analyse fra 2019, som inkluderede 21.000 deltagere fra 8 studier, havde deltagere med lave niveauer af D-vitamin i blodet 64 % øget risiko for at få lungebetændelse, der også er en komplikation ved influenza.
Forskerne påpeger derfor, at tilstrækkelig med D-vitamin i blodet kan være en fordel i forebyggelsen af COVID-19 og eventuelle komplikationer i luftvejene og andre steder, hvis man bliver smittet.

TILDA rapporten afslører udbredt mangel på D-vitamin

I TILDA rapporten har forskerne anvendt data fra befolkningsundersøgelsen The Irish Longitudinal Study on Ageing. Siden 2009 har der deltaget 8.172 hjemmeboende personer i alderen 50 år og opefter. Forskerne har indhentet en lang række informationer vedrørende deltagernes fysiske og mentale helse, herunder gener, alder, boligforhold, kostvaner, vægt, rygevaner, motion og lungefunktion. Deltagernes indtagelse af kosttilskud som D-vitamin blev registreret. Deltagerne fik også målt blodets indhold af D-vitamin, som blev opdelt i regulær mangel (under 30 nmol/L), utilstrækkelig (30-50 nmol/L) og tilstrækkelig (over 50 nmol/L). Det viste sig at:

  • 8 % af alle deltagere over 55 år havde mangler i sommerhalvåret.
  • 13 % af alle deltagere over 55 år havde mangler hele året.
  • 27 % af deltagere over 70 år, som primært holdt sig inden døre, havde mangler.
  • 47 % af deltagere over 85 år havde mangler om vinteren.

I Danmark har flere undersøgelser vist, at omkring 50 % af befolkningen har let og cirka 15 % har moderat mangel på D-vitamin. Manglen er mest udbredt blandt ældre og plejehjemsbeboere.

Risikofaktorer for mangler og dårlig udnyttelse

Som nævnt er sommersolen den vigtigste kilde til D-vitamin, som vi danner i huden ud fra et kolesterol. I første omgang danner vi et forstadie, og selve aktiveringen af D-vitaminet, som foregår i leveren og nyrerne, kræver magnesiumholdige enzymer. Det betyder med andre ord, at mangel på magnesium, som mange også har, forringer udnyttelsen af D-vitamin.
Aldringsprocesser, mørk hud, for meget factorcreme, overvægt, diabetes og visse typer medicin som statiner hæmmer i sig selv egenproduktionen af det livsvigtige vitamin. Rygning og fysisk inaktivitet øger også risikoen for mangler.
Ifølge TilDA rapporten havde de deltagere, som led af kroniske lungesygdomme (fx bronkitis, astma og emfysem) signifikant større mangel på D-vitamin både sommer og vinter.
Den udbredte mangel på D-vitamin bidrager således til, at ældre, farvede, overvægtige, rygere, plejehjemsbeboere og kronisk syge tilhører de særlig sårbare grupper, hvad angår infektioner med COVID-19.

  • Det er let at danne 20-100 mikrogram D-vitamin på en god sommerdag i let påklædning.
  • Men gammel tynd hud, mørk hud, overvægt og diabetes gør det vanskeligere at danne nok.
  • Overskydende D-vitamin bliver deponeret i leveren til senere brug.
  • Men depoterne bliver ofte opbrugt mere eller mindre i løbet af vinteren og foråret.

Forskeres opråb: Vi har behov for ny sundhedspolitik vedrørende D-vitamin

Ifølge forskerne bag TILDA rapporten er der ikke en formel sundhedspolitik i Irland, hvad angår D-vitamin. Forskerne henviser samtidig til USA og Canada, hvor mange fødevarer beriges med D-vitamin. Forskerne henviser også til Finland, der ligger længere mod nord, og hvor berigelse af fødevarer med D-vitamin og en mere systematisk sundhedspolitik med tilskud har reduceret manglen til under én procent i befolkningen.
I en ny artikel, som er publiceret i Irish Medical Journal, anbefaler forskerne, at voksne tager 20-50 mikrogram D-vitamin om dagen for at opnå de positive resultater. Disse anbefalinger er meget vigtige, mens vi venter på en effektiv vaccine. Stærke tilskud med D-vitamin er også vigtigt, hvis vi skal ruste os mod nye varianter af coronavirus.
Dr. Declan Byrne, der er tilknyttet St. James Hospital and School of Medicine, Trinity College i Dublin, påpeger i henhold til deres undersøgelser, hvor vigtigt det er, at især ældre irske borgere, hospitalspatienter, plejehjemsbeboere og ansatte i sundhedssektoren får tilskud med D-vitamin. Det gælder også den brede population.
Blodets indhold af D-vitamin bør som nævnt være minimum 50 nmol/L og gerne 75-120 nmol/L. For at opnå dette niveau, har vi som regel brug for tilskud fra oktober til maj – og tilskud hele året, hvis vi ikke får nok sommersol. Det reelle behov afhænger af alder, hudtype, BMI, rygning, kroniske sygdomme som astma og diabetes samt indtagelse af visse medicintyper som kolesterolsænkende medicin, statiner. Ifølge EFSA, Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet, ligger den øvre, sikre grænse på 100 mikrogram om dagen.
Da D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i kapsler, hvor vitaminet er bundet til olie.
Vi har samtidig brug for en grøn og grov kost med nok magnesium, som via enzymprocesser sørger for at aktivere den D-vitaminform, vi danner fra solen og får gennem tilskud.

  • Det er beregnet, at 1 milliard mennesker på verdensplan har let til moderat mangel på D-vitamin.
  • Det har betydning for udbredelsen og sværhedsgraden af nutidige og fremtidige epidemier, hvis der ikke kommer mere officiel fokus på at løse problemet.

Referencer:

Eamon Laird, Rose Anne Kenny. Vitamin D deficiency in Ireland – implications for COVID 19. Results from the Irish Longitudinal Study on Ageing (TILDA) April 2020

Will Chu. Could vitamin D play a role in coronavirus resistance? Research thinks so. NUTRA ingredients.com April 2020

William B. Grant et al. Evidence that Vitamin D Supplementation Could Reduce Risk of Influenza and Covid-19 Infections and Deaths. Nutrients 2020

William B. Grant. Vitamin D Supplementation Could Prevent and Treat Influenza, Coronavirus, and Pneumonia Infections. Nutrients 2020

D.M McCartney, D. G. Byrne. Optimisation of Vitamin D Status for Enhanced Immuno-protection Against Covid-19. Irish Medical Journal. 2020

Essen MR et al. Vitamin D controls T cell antigen receptor signaling and activation of human T cells. Nat Immunol 2010

University of Copenhagen. Vitamin D crucial to activating immune Defences. 2010

Qi Dai el al. Abstract CT093: Bimodal relationship between magnesium supplementation and vitamin D status and metabolism: Results from randomized trial. Cancer Research July 2018

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/endokrinologi/tilstande-og-sygdomme/knoglevaev-og-vitamin-d/d-vitamin-mangel/

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin

 

 

 

 


Pin It