Mangel på B12-vitamin under graviditeten øger risikoen for overvægt og følgesygdomme

Mangel på B12-vitamin under graviditeten øger risikoen for overvægt og følgesygdommeMange kvinder tager for meget på under graviditeten, og de har svært ved at smide de overflødige kilo efter fødslen. En af årsagerne kan være udbredt mangel på B12-vitamin, som har betydning for et normalt fedtstofskifte. Det fremgår af et nyt studie, som blev præsenteret under en årlig konference for en international sammenslutning af endokrinologer. Forskerne påpeger derfor, at det er relevant med B12-vitamintilskud under graviditeten, da overvægten på sigt kan have sundhedsmæssige konsekvenser, herunder diabetes 2. De følelsesmæssige konsekvenser af overvægten kan også være store.

B12-vitamin, der også kaldes for cobalamin, har betydning for dannelsen af de røde blodlegemer, energiniveauet, nervesystemet, immunsystemet, den normale funktion af DNA og celledeling.
B12-vitamin findes kun i animalske kilder som kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Men hvis man primært lever af stivelse og junkfood, eller er vegetar/veganer er der en stor risiko for at mangle B12-vitamin. Det kan give forskellige symptomer, hvor der er mest fokus på blodmangel, mens B12-vitamins betydning for nervesystemet, stofskiftet og celledelingen ofte bliver overset.
På verdensplan har studier afsløret, at omkring en fjerdedel af gravide kvinder mangler B12-vitamin. Det skyldes både mangler i kosten, og at fostret behøver en del B12-vitamin under væksten. Som følge heraf kommer den gravide lettere i underskud. Dette antages blandt andet at øge risikoen for overvægt og senere udvikling af diabetes 2.

Mangel på B12-vitamin forstyrrer fedtstofskiftet på flere måder

Det vides i forvejen, at vores fedtceller er fundamentale for mange fysiologiske processer i kroppen som energireserve, varmeisolering samt produktion af en række hormoner og signalstoffer. De forskellige fedtdepoter forskellige steder i kroppen kan dog have forskellige biokemiske funktioner.
Det er i forvejen kendt, at for meget fedtvæv i bughulen på sigt kan medføre insulinresistens, overvægt og sukkersyge. Forskerne bag det nye studie ville derfor se nærmere på, hvordan en mangel på B12-vitamin kan forstyrre fedtstofskiftet og syntesen af triglycerider, hvor for høje niveauer er sundhedsskadelige. Når stofskifte i fedtcellerne er abnormt, kan det også få de hvide blodlegemer i fedtvævet til at iværksætte inflammationsprocesser, som er sundhedsskadelige, og som også baner vej for diabetes 2 og andre stofskiftesygdomme.
I det nye studie så forskerne nærmere på funktionen af gravides forskellige fedtceller, som blev taget fra det viscerale fedt i bughulen og hudens fedtvæv. Forskerne dyrkede så de forskellige fedtceller, som fik forskellige mængder af B12-vitamin.
Forskerne tog de samme fedtcelleprøver fra gravide, som i henhold til blodprøver havde nok B12-vitamin og fra gravide, som manglede B12-vitamin.
Forskerne så derefter nærmere på de gener, der har relation til fedtstofskiftet ved at bruge en særlig metode (RT-PCR). Forskerne målte også, hvor mange triglycerider, der blev dannet, og niveauet af fedtsyreoxidation, som udtrykker fedtsyrernes omdannelse til energi. I denne forbindelse målte forskerne forbruget af ilt inde i mitokondrierne, som er cellernes energiproducerende kraftværker.
Forskerne fandt, at mangel på B12-vitamin på flere måder ændrede fedtcellernes stofskifte. For eksempel blev gener for triglycerider opreguleret, og fedtsyrernes omdannelse til energi blev nedreguleret. Der var også en øgning i forskellige cytokiner og andre signalstoffer, som virker proinflammatoriske. Alle disse ændringer i fedtstofskiftet baner vej for overvægt, kroniske inflammationer og senere udvikling af diabetes 2.
Ifølge forskerne er der brug for flere studier for at bekræfte disse opdagelser. Forskerne vil også se nærmere på, hvordan gravides mangler på B12-vitamin påvirker fostrets udvikling. Ikke desto mindre påpeger forskerne, at gravide har brug for tilskud med B12-vitamin, og at det sandsynligvis bidrager til at forebygge overvægt og diabetes 2, som stadig flere lider af.

  • Plantebaseret kost mangler B12-vitamin
  • Gravide kommer lettere til at mangle B12-vitamin, da fostret behøver en del til væksten
  • Vi optager B12-vitaminet i tyndtarmen ved hjælp af et bærestof, der hedder intrinsic factor
  • Selvom tyktarmens bakterier producerer en smule, kan vi ikke optage det herfra
  • B12-vitamin lagres i leveren, og vi kan også genbruge noget af det
  • Derfor kan mangler komme snigende
  • Mangel på B12-vitamin optræder ofte sammen med mangel på folinsyre
  • Gravide anbefales i forvejen tilskud med folinsyre
  • På markedet findes der et kombineret tilskud til gravide med folinsyre, B12-vitamin, calcium, magnesium, selen, zink, omega-3 og andre vigtige næringsstoffer.

Referencer:

Lilji Thomas. Study finds vitamin B12 deficiency in pregnancy may induce obesity. News Medical Nov 12. 2019

https://da.wikipedia.org/wiki/Fedtvæv

Pin It