B1-vitamin modvirker demens ved alkoholmisbrug

B1-vitamin modvirker demens ved alkoholmisbrugAlkohol er en af de faktorer, der har størst indflydelse på folkesundheden i Danmark, og misbrug har enorme menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Et højt indtag af alkohol er blandt andet medvirkende årsag til demens, som kommer snigende. Men ifølge et nyt studie fra Taiwan kan tilskud med B1-vitamin (tiamin) beskytte mod demens hos alkoholmisbrugere. Forskerne bag studiet antager derfor, at tilskud med B1-vitamin bør være en vigtig del af behandlingsplanen ved et højt alkoholmisbrug for at forebygge udvikling og forværring af demens.

Demens er betegnelsen for en række symptomer på svigtende hjernefunktion, som først og fremmest viser sig ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Demensen kommer ofte snigende, og i begyndelsen er det svært at afgøre, om de er tale om sygdom. Mange kroniske sygdomme, herunder Alzheimers og Parkinsons sygdom kan føre til demens af forskellige årsager. Langvarigt alkoholmisbrug kan medføre kronisk forgiftning af hjernen, som ofte forsvinder, når man ophører med misbruget. Mange vil dog få uoprettelige skader, primært på grund af manglende indtagelse af B1-vitamin under indtaget kombineret med et øget behov. Der kan også optræde livstruende tilstande.

  • Wernickes encefalopati (hjernebetændelse) er en akut livstruende tilstand, der skyldes mangel på B1-vitamin i hjernen. Symptomerne er bevidsthedsforstyrrelser, talebesvær, gangbesvær og i værste fald døden.
  • Korsakoffs syndrom skyldes også større B1-vitaminmangel i hjernen. Sygdommen optræder ofte sammen med Wernickes encefalopati og er præget af permanente skader på hukommelsen.
  • Wernickes encefalopati og Korsakoffs syndrom behandles med indsprøjtning af B1-vitamin i store doser.

Studiets metoder og resultater

Forskerne fra Taiwan indhentede data fra et større kohortstudie, Longitudinal Health Insurance Database 1995-2000. Den ene gruppe bestod af omkring 5.000 deltagere, som var diagnosticerede alkoholikere, og som samtidig fik tilskud med B1-vitamin. Kontrolgruppen, som også bestod af omkring 5.000 deltagere med alkoholmisbrug, fik ingen tilskud med B1-vitamin. Forskerne justerede desuden for faktorer som demografi, alder, køn, medicinindtag med videre. Derefter fandt forskerne, at der var en lavere forekomst af demens i B1-vitamingruppen. Forskerne brugte også den såkaldte Kaplan-Meier analyse, som afslører den forventede levetid under særlige omstændigheder. Ifølge Kaplan-Meier analysen havde gruppen af alkoholmisbrugere, som tog tilskud med B1-vitamin, ligeledes en lavere risiko for at udvikle demens, som i sig selv kan forkorte den forventede levetid.
Forskerne konkluderer derfor, at tilskud med B1-vitamin til alkoholikere er en vigtig faktor til at forebygge udvikling og forværring af demens.
Det er også muligt, at tilskud med B1-vitamin kan reducere andre skader, hvis man bare drikker for meget en aften eller i en kortere periode.

Fakta om B1-vitamin (tiamin)

  • B1-vitamin er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen, behøver vi en regelmæssig indtagelse.
  • B1-vitamin findes især i en grov, grøn kost og friske råvarer. Desuden kød, torskerogn, fisk og mejeriprodukter.
  • B1-vitamin har blandt andet betydning for energistofskiftet, nerve- og hjernefunktion og at holde psyken i balance.
  • Mangler og dårlig udnyttelse forårsages blandt andet af alkoholmisbrug, ensidige kostvaner, for meget sukker, vanddrivende medicin, syreneutraliserende medicin, p-piller og stress.
  • Ved mindre mangler kan der forekomme vedvarende kvalme, appetitløshed, vægttab, hjerterytmeforstyrrelser, træthed, irritabilitet, modløshed og søvnløshed.
  • Ved alvorligere mangler kan der forekomme klassiske mangelsygdomme som våd og tør beriberi samt Wernickes encefalopati og Korsakoffs syndrom.

RI, øget behov og tilskud

RI er for voksne sat til 1,1 mg, som de fleste multivitaminer indeholder.
Ved alkoholisme, stress og andre mangeltilstande er der et øget behov. I B-vitaminkomplekser med flere B-vitaminer og i isolerede tilskud med B1-vitamin kan indholdet ligge over 1.000 procent højere end RI.
Der er ikke beskrevet bivirkninger, og man kan tåle ret store doser.
Da vitaminet er vandopløseligt, og et overskud udskilles med urinen, kan man ikke blive forgiftet.
Ved gentagne injektioner kan der nogle gange optræde allergiske reaktioner.

Kan man drikke hjernen væk?

Ja, det kan man godt - mere eller mindre.

Alkohol dræner også kroppen for C-vitamin

Anden forskning afslører, at alkoholmisbrug også dræner kroppen for C-vitamin, og enkle tilskud kan med stor sandsynlighed forbedre helbredet hos alkoholikere. Det er også muligt, at tilskud med C-vitamin kan reducere skaderne, hvis man bare drikker for meget i en kortere periode. Det fremgår af en større oversigtsartikel, som er publiceret i BMJ Nutrition, Prevention & Health, og som er omtalt i følgende artikel på denne hjemmeside:

»Alkohol dræner kroppen for C-vitamin«

Referencer:

Chou W-P, Chang et al. Thiamine for preventing dementia developing among patients with alcohol use disorder: A nationwide population-based cohort study. Clinical Nutrition 2019; 38 1269-73

Daniel James Lim et al. Vitamin C and alcoholics: a call to action. BMJ Nutrition, Prevention & health 2018

https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/demens.htm

https://sundhedsdatastyrelsen.dk/da/tal-og-analyser/analyser-og-rapporter/andre-analyser-og-rapporter/alkoholstatistik

GO GOOGLE

GO GOOGLE

 

Søg mere info på nettet

Klik her, hvis du vil søge
mere info om B vitamin

Pin It