D-vitamin kan med succes måles i håret

- og give et mere troværdigt tidsbillede

D-vitamin kan med succes måles i håretAlle kroppens celler behøver D-vitamin. Men mangler er udbredte, og listen over sygdomme, som det kan medføre, bliver stadig større. Ifølge et nyt studie fra Trinity College i Dublin kan man nu måle D-vitamin i håret, og dette kan afsløre store udsving i årets løb, som ikke fremgår af almindelige blodprøver. Forskerne ser derfor et stort potentiale i den nye måling, som også kan anvendes i historiske populationer som de gamle ægyptere eller fortidsdyr som mammutter.

I takt med den moderne livsførelse og advarsler om solen er D-vitaminmangel blevet som en epidemi. Det antages nemlig, at en milliard mennesker mangler D-vitamin, og det øger risikoen for en lang række akutte og kroniske sygdomme som blandt andet inkluderer influenza, astma, depression, hjertekarsygdomme, inflammationer, diabetes, kræft og knogleskørhed. Det er desuden en udbredt misforståelse, at vi på vore breddegrader kan danne D-vitamin hele året, bare solen skinner. Derfor bør sundhedsmyndighederne have meget mere fokus på det livsvigtige vitamin.

En almindelig blodprøve kan ikke afsløre årets udsving

I dag er det mest almindeligt at foretage blodprøver for at måle kroppens status af D-vitamin. Men blodprøver kan være smertefulde, de kræver ekspertise, stor hygiejne og det rette udstyr. Desuden vil en blodprøve kun afsløre kroppens status her og nu. Ifølge forskerne fra Trinity College i Dublin er det meget problematisk, fordi niveauet af kroppens D-vitamin kan svinge voldsomt i henhold til årstiderne.
Som bekendt er solen den bedste kilde til D-vitamin, da maden kun bidrager med beskedne mængder. Men på vore breddegrader kan vi kun danne D-vitamin i sommerhalvåret, når solen står højt nok på himlen. Derefter lægges D-vitaminet på lager i leveren til senere brug. Det er dog meget forskelligt, hvor meget D-vitamin vi hver især producerer, og hvor længe leverens lager rækker. Derfor kan blodets niveau af D-vitamin sagtens være optimalt om sommeren og om efteråret, og så dale katastrofalt i løbet af vinterhalvåret og helt frem til maj måned, hvor solen igen står højt nok. Det betyder samtidig, at en enkelt blodprøve, som måske er taget om efteråret eller om vinteren, ikke siger noget som helst, hvad angår kroppens status om foråret.
Det er heller ikke tilfældigt, at mange får luftvejsinfektioner, ledsmerter og depressioner i løbet af vinterhalvåret, og så får det bedre i løbet af sommerhalvåret. Mange mennesker, som lever sundt og dyrker solen, har altså et naturligt svingende niveau af D-vitamin i løbet af året. Men der er også mange, som i dag lider af kronisk mangel på D-vitamin, fordi de undgår solen, og det kan på sigt øge risikoen for alvorligere kroniske sygdomme. Factorcremer, mørk hud, aldringsprocesser, overvægt, diabetes og mangel på magnesium kan desuden gøre det vanskeligere at producere eller udnytte D-vitamin, og det giver automatisk et øget behov.

Det succesfulde studie

Det nye studie fra Trinity College i Dublin er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients, og det er det første i verden, som har afsløret, hvordan man kan måle niveauet af D-vitamin i håret. Dette er ifølge forskerne et afgørende og succesfuldt skridt til måling af kroppens niveau af D-vitamin over tid.
Som nævnt giver de traditionelle blodprøver kun et øjebliksbillede. I modsætning hertil kan håret, som vokser omkring en centimeter om måneden, afsløre kroppens niveau af D-vitamin i løbet af året eller i løbet af flere år, hvis håret er langt nok. På den måde kan en måling af håret afsløre sæsonmæssige forskelle og andre forskelle gennem livet.
Ifølge Lina Zgaga, professor i epidemiologi ved Trinity College i Dublin, er der tale om en helt ny måde til at måle kroppens niveau af D-vitamin over tid. Ifølge Lina Zgaga, aflejres vitaminet konstant i håret, mens det gror. Der aflejres således mere, når koncentrationen i blodet er høj, og mindre, når koncentrationen i blodet er lav.
Der er dog brug for mere forskning, hvad angår sammenhængen mellem blodets og hårets niveau af D-vitamin over tid. Det er også nødvendigt at undersøge faktorer, som kan påvirke hårets niveau af D-vitamin; herunder de enkelte hårs tykkelse, hårfarvning og andre hårprodukter.

Ny spændende historiske målinger

Ifølge forskerne fra Trinity College i Dublin kan de nye teknikker og målinger af D-vitamin også anvendes til prøver fra arkæologiske fund. Hår er ligesom tænder noget af det biologiske materiale, som holder sig bedst efter døden, og som noget helt nyt vil det nu være muligt at måle niveauet af D-vitamin over tid hos historiske populationer som vikinger, ægyptere, keltere, romere samt kinesere fra de gamle riger.
Det er også muligt at måle niveauet af D-vitamin hos køer, grise og andre landbrugsdyr samt mammutter og andre fortidsdyr, som man for eksempel har fundet velbevaret i permafrosten.

Fremtidige perspektiver i forebyggelse og behandling

Tilstedeværelsen af D-vitamin i håret kan ifølge forskerne fortolkes som en personlig afspejling af D-vitamin gennem perioder af livet. På den måde åbner de nye håranalyser også helt nye tilgange til epidemiologiske studier, som kan afsløre sammenhængen mellem kroppens niveau af D-vitamin og en lang række akutte og kroniske sygdomme hos enkeltindivider og større befolkningsgrupper.
I fremtiden kan de nye håranalyser derfor bidrage til en bedre forståelse af sygdomsudvikling som følge af mangel på D-vitamin, en bedre forebyggelse og en bedre behandling med D-vitamin i form af mere sommersol og nødvendige tilskud. For vi har brug for tilstrækkelig med D-vitamin hele året og gennem hele livet.

Måling af D-vitamin i blodet

Man måler D-vitamin niveauerne i blodet som 25-hydroxyvitamin D. De officielle grænseværdier er 50 ng/ml, men mange førende forskere mener, at det er utilstrækkeligt, og at man skal helt op på 75-100 ng/ml for at få en optimal sygdomsforebyggelse.
Da niveauet af D-vitamin kan svinge meget i løbet af året, og som regel ligger lavest om foråret, er der brug for flere målinger for at få et troværdigt billede.

Reference:

Lina Zgaga et al. 25-Hydroxyvitamin D Measurement in Human Hair; Results from a Proof-of-Concept study. Nutrients 2019

Qi Dai el al. Abstract CT093: Bimodal relationship between magnesium supplementation and vitamin D status and metabolism: Results from randomized trial. Cancer Research July 2018

Anne Marie Uwitonze, Mohammed S Razzaque. Role of magnesium in Vitamin D Activation and Function. The Journal of the American Osteopathic Association. 2018