Mangel på D-vitamin øger risikoen for depression

Mangel på D-vitamin øger risikoen for depressionEt nyt stort studie fra Irland har for første gang afsløret, at personer over 50 år, der mangler D-vitamin, har en langt større risiko for at udvikle depression. Undersøgelsen afslørede også, D-vitaminmangel er meget udbredt i den ældre aldersgruppe, og at enkle tilskud over tid kan gøre en væsentlig forskel. Studiets resultater er i tråd med mindre tidligere studier, som også kobler mangel på D-vitamin sammen med en øget risiko for depression, inklusiv vinterdepression. Det gælder i det hele taget om at være velforsynet med D-vitamin hele året, da det har betydning for mange processer i hjernen samt beskyttelse mod lokal inflammation, som er sat i forbindelse med depressive tilstande.

Depression er udbredt, især blandt ældre, hvor sygdommen ikke alene forringer livskvaliteten, med også kan fremskynde aldringsprocesserne, behovet for plejehjem samt tidlig død.
Det nye studie blev ledet af forskere fra The Irish Longitudinal Study on Aging (TILDA) i Dublin. Det viste, at mangel på D-vitamin øger risikoen for, at ældre udvikler depression med hele 75 procent over en opfølgningsperiode på fire år. Undersøgelsen er den største på dette område, og den er publiceret i The Journal of Post-Acute and Long-Term Care Medicine (JAMDA).
Depression er en kompleks tilstand, og størstedelen af de ældre, som trives dårligt, har slet ikke fået nogen diagnose. Det er under alle omstændigheder vigtigt at forebygge depression, og ifølge forskerne fra Dublin er det relevant at se på alle de risikofaktorer, som kan udløse sygdommen, herunder en simpel mangel på D-vitamin, som det er enkelt og billigt at gøre noget ved.

D-vitaminets mange funktioner og udbredte mangler

D-vitaminet kaldes også for solskinsvitaminet, men på vore breddegrader kan vi kun danne det om sommeren, når solen står højt nok på himlen.
Gennem de sidste årtier har forskningen forbundet D-vitaminmangel med en lang række sygdomme, som ud over knogleskørhed blandt andet omfatter influenza, diabetes, kræft og inflammatoriske sygdomme som sklerose.
Alle kroppens celler har receptorer for D-vitamin, og det gælder også celler i hipocampus og andre dele af hjernen og nervesystemet. Det er dog kun få studier, som har fundet en forbindelse mellem mangel på D-vitamin og depression. Og det er kun få studier, som har fulgt op på deltagerne over tid, eller taget hensyn til andre faktorer, der også kan påvirke udviklingen af depression.
Derfor har det ifølge de irske forskere været vigtigt at undersøge mangel på D-vitaminet nærmere, da 25 procent af de ældre mangler D-vitamin om vinteren og cirka 13 procent mangler D-vitamin om sommeren. Mangel på D-vitamin er også udbredt i Danmark, hvor ældre udgør en særlig stor risikogruppe. Det skyldes blandt andet, at det er vanskeligere at danne D-vitamin fra solen, når huden er gammel og tynd.

Studiets resultater peger på, at hjernen behøver D-vitamin

Formålet med det nye irske studie var at undersøge forholdet mellem D-vitaminniveauet i blodet og risikoen for at udvikle depression. Forskerne undersøgte 4.000 personer, som var over 50 år, og de, der led af depression ved studiets start, blev udelukket. Forskerne undersøgte så de resterende deltagere igen efter fire år. Studiets resultater viste at:

  • D-vitaminmangel var forbundet med en øget risiko på 75 procent for at udvikle depression i løbet af de fire år
  • Resultaterne var de samme, efter at forskerne havde kontrolleret for andre risikofaktorer som kronisk sygdom, mental aktivitet og kredsløbssygdomme.
  • Resultaterne ændredes ikke med undtagelse af dem, der tog tilskud med D-vitamin eller antidepressiv medicin.

Ifølge forskerne peger studiets resultater på, at D-vitaminet har en direkte effekt på hjernens tilstand. Da depressioner er karakteriseret af strukturelle og funktionelle forandringer i hjernen, er det derfor muligt, at D-vitaminet har en beskyttende virkning ved at dæmpe disse forandringer. Det vides også, at en del depressioner er karakteriseret af lokale inflammationer, og her har D-vitaminet en antiinflammatorisk effekt.
I tråd med dette har andre studier vist, at mangel på D-vitamin er forbundet med neurodegenerative tilstande som demens, Parkinsons sygdom og sklerose.

Resultaterne er vigtige - og vi må ikke overse mangel på D-vitamin

Det nye irske studie er det største og mest repræsentative, som kobler mangel på D-vitamin sammen med risikoen for at udvikle depression. Ifølge forskerne er studiets resultater meget vigtige, da det er relativt let og billigt at tilgodese behovet for D-vitamin gennem tilsætning i føden eller tilskud. I Irland er det dog frivilligt, om producenterne vil berige fødevarerne med D-vitamin, og det er kun få producenter, der gør det.
Ifølge forskerne kan studiets resultater derfor hjælpe med at informere sundhedsmyndighederne, hvad angår brugen af D-vitamin som tilskud i forebyggelse og behandling af depression. På den måde kan man forbedre livskvaliteten hos en stor gruppe ældre mennesker, hvor mange som allerede nævnt lider i stilhed uden diagnose på depression.

D-vitamin og vinterdepression

Mange, og især kvinder, har større tendens til depression om vinteren. I denne forbindelse er der tidligere påvist en sammenhæng mellem lavt niveau af D-vitamin i blodet og kliniske symptomer på depression hos ellers raske personer. Det fremgår af et amerikansk studie, som er publiceret i Psychiatry Research. Dr. Kerr, som står bag studiet, påpeger, at blodets indhold af D-vitamin hænger nøje sammen med årstiderne. Derfor er det en god ide at tage stærke D-vitaminer i vinterhalvåret og måske mindre tilskud i sommerhalvåret, hvis man ikke får nok sol.

De fleste danskere får kun 2-4 mikrogram D-vitamin fra kosten, og det er ikke nok. Mangel på sommersol, samt vintermørke, aldringsprocesser og overvægt øger behovet.

Officielle anbefalinger af D-vitamin og vores reelle behov

Referenceindtag, RI, for voksne er 5 mikrogram. Den danske Sundhedsstyrelse anbefaler tilskud med 10 mikrogram til gravide, småbørn, personer med mørk hud og personer, der ikke får direkte sollys. Tilskud med 20 mikrogram anbefales til plejehjemsbeboere og personer over 70 år.
Mange forskere hævder nu, at det reelle behov for D-vitamin kan ligge højere, og anbefalingerne svinger fra 30 mikrogram til 100 mikrogram daglig.

Referencer

Robert Bruggs et al. Vitamin D Deficiency is Associated With an Increased Likelihood of Incident Depression in Community-Dwelling Older adults

Liam Davenport: Vitamin D Levels Predict Depression. Medscape Medical News 2015

https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/ernaering/d-vitamin

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin