Skip to main content

D-vitamin styrker lungefunktionen og reducerer risikoen for bronkitis, astma og infektioner

D-vitamin styrker lungefunktionen og reducerer risikoen for bronkitis, astma og infektionerI denne tid døjer mange med luftvejsinfektioner, bronkitis og astma. Det skyldes ofte en simpel mangel på D-vitamin, som det er svært at få nok af i vinterhalvåret. Også selvom man dyrker den sparsomme sol og spiser nok så sundt. I denne forbindelse afslører en australsk undersøgelse, at stærke tilskud med D-vitamin styrker lungefunktionen og immunforsvaret. Det er også godt med sang, latter og simple åndedrætsøvelser.

Det er selvfølgelig livsvigtigt at trække vejret, hvor både lungefunktionen og lungekapaciteten er afgørende for, at ilten når helt ud til cellerne.
I grove træk er lungefunktionen et udtryk for, hvor meget luft som lungerne kan optage, og lungekapaciteten er et udtryk for den maksimale mængde ilt som kroppen kan bruge. Immunforsvaret har også stor betydning for lungernes tilstand, for det skal både bekæmpe smittekim fra luften og fra vores egen mikroflora i svælget, som kan komme på afveje.

D-vitamin modvirker astma og bronkitis

Ifølge en australsk undersøgelse fra 2018 er der en sammenhæng mellem blodets indhold af D-vitamin, luftvejssygdomme og lungefunktionen. I studiet deltog der omkring 5.000 voksne med en gennemsnitsalder på 58 år. 55 procent var kvinder og 10 procent var rygere. 12 procent af deltagerne tog tilskud med D-vitamin. Forskerne tog højde for årstiden samt deltagernes alder, køn, BMI, fysisk aktivitet og kroniske sygdomme. Deltagerne fik målt blodets indhold af D-vitamin som 25 hydroxyvitamin D (25OHD), og det viste sig, at der blandt de deltagere, hvis niveauer af D-vitamin lå over 50 nmol/l, var signifikant færre som led af astma, bronkitis, rallen og trykken for brystet.
Til orientering er den nedre grænse af D-vitamin i blodet sat til 50 nmol/l i Danmark, men mange er i underskud, og dette medvirker til de udbredte sygdomme.

Selvom det er sommer eller man lever i troperne, kan man godt mangle D-vitamin, hvis man undgår solen eller smører sig ind i kraftige faktorcremer.

D-vitamin forbedrer lungefunktionen i større mængder

Ifølge den australske undersøgelse var der blandt de deltagere, hvis niveauer af D-vitamin lå over 100 nmol/l også en bedre lungefunktion. Denne blev målt som FVC, der siger noget om, hvor meget luft man maksimalt kan puste ud af lungerne. Lav FVC ses ved mange lungesygdomme.
Som det fremgår af undersøgelsen, kan det derfor være en fordel, at blodets niveau af D-vitamin ligger over 100 nmol/l, hvis der er en nedsat lungefunktion.
I henhold til anden forskning ligger den optimale værdi af D-vitamin i blodet mellem 80 og 120 nmol/l, og værdien bør ikke ligger over 160 nmol/l.

Det er en god ide at få målt niveauet af D-vitamin i blodet to gange om året. Gerne om efteråret og især om vinteren eller foråret, hvor det har en tendens til at ligge lavest.

D-vitamin reducerer luftvejsinfektioner og redder mange liv

D-vitamin har stor betydning for immunforsvaret, og mangel er en udbredt årsag til vinterens mange virusinfektioner. I denne forbindelse kan tilskud med høje doser D-vitamin reducere forekomsten af akutte luftvejsinfektioner med op til 40 procent. Det fremgår af et tidligere studie af ældre mennesker, som er foretaget af forskere fra University of Colorado Anschultz Medical Campus. Tilskud med over 80 mikrogram D-vitamin gav det bedste resultat.
Da almindelige virusinfektioner som forkølelse og influenza er udbredt i vinterhalvåret, og da mange ældre, samt kræftpatienter og andre svækkede dør af lungebetændelse, kan den lille indsats med ekstra D-vitamin potentielt spare mange sygedage og redde millioner af menneskeliv.

Hvor meget D-vitamin har vi brug for?

Den bedste kilde til D-vitamin er sommersolen. Men i vinterhalvåret, står den for lavt til, at vi kan danne det, og kosten bidrager kun med beskedne mængder.
Almindelige vitaminpiller indeholder kun 5 mikrogram, som er RI (referenceindtag). Men mange forskere påpeger, at vi har brug for meget mere for at være dækket tilstrækkeligt ind, og så vi kan opnå de optimale niveauer i blodet.
På markedet findes der stærke tilskud med 20-80 mikrogram, og det reelle behov afhænger af mange faktorer som solpåvirkning, alder, hudtype, BMI og kroniske sygdomme som diabetes. Vi har desuden brug for magnesium, så vi kan aktivere D-vitaminet.
Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.

Vidste du at omkring 50 % af den danske befolkning ikke har tilstrækkelig D-vitamin i blodet eller lider af deciderede mangler?

Lungekapaciteten kan forbedres på mange måder

Som nævnt er lungekapaciteten et udtryk for den maksimale mængde ilt, som kroppen kan bruge. I denne forbindelse kommer forskere fra Rush Medical Center i Chicago med en række tips til, hvordan man kan øge lungekapaciteten, og de er i korte træk følgende:

  1. Træk vejret dybt, eller ”med maven”, så du presser mellemgulvet ned
  2. Tæl dine vejrtrækninger. Du kan for eksempel trække vejret langsomt ind, mens du tæller til to, og puste langsomt ud, mens du tæller til fire. Træk vejret sådan minimum et minut og helst flere gange daglig.
  3. Få regelmæssig motion
  4. Få vejledning i åndedrætsteknikker. Yoga og qigong er også godt
  5. Grin og syng. Til eksempel har korsangere generelt en bedre lungekapacitet
  6. Ret ryggen og tilstræb en sund kropsholdning.
  7. Få nok væske
  8. Undgå tobaksrygning og anden røg

OBS. Selvom der findes mange gode øvelser til at styrke lungekapaciteten, kan de aldrig erstatte en mangel på D-vitamin.

Referencer

Siobhain Mulrennan et al. Vitamin D and respiratory health in the Busselton healthy Aging study. Respirology. 2018

David A Jolliffe et al. Vitamin D supplementation to prevent asthma exacerbations: systematic review and meta-analysis of individual participant data. The Lancet Respiratory Medicine 2017

University of Colorado Anschultz Medical Campus. Vitamin D reduces respiratory infections. ScienceDaily November 2016

Role of magnesium in Vitamin D Activation and Function. The Journal of the American Osteopatic Association. March 2018

RUSH. 8 Tips for Healthy Lungs
https://www.rush.edu/health-wellness/discover-health/8-tips-healthy-lungs

  • Oprettet den .