Stor livvidde og mangel på D-vitamin hænger sammen

Stor livvidde og mangel på D-vitamin hænger sammenHvis du har en stor livvidde, har du større risiko for at have lave niveauer af D-vitamin i blodet. Det fremgår af et studie, som blev præsenteret i Barcelona på årsmødet for Europæiske Endokrinologers Selskab, ESE. Forskerne foreslår derfor, at overvægtige med stor livvidde, får målt deres niveau af D-vitamin. Dette kan bidrage til at forebygge mange af de helbredsmæssige problemer, som mangel på D-vitamin kan forårsage. Herunder øget infektionsrisiko, hjertekarsygdomme, knogleskørhed, vinterdepression, blodsukkerforstyrrelser, diabetes, autoimmune sygdomme og kræft.

Overvægt er en global epidemi, som antages at koste 2,8 millioner dødsfald om året på verdensplan. Overvægt skyldes ikke alene et indtag af for mange kalorier. For der vil ofte være tale om et forstyrret blodsukker og manglende evne til at føle sig mæt.
Forskere har tidligere påpeget en sammenhæng mellem lave niveauer af D-vitamin i blodet og overvægt, men de har ikke fokuseret på, hvilken type fedt eller fedtfordeling, som de overvægtige havde.
I det nye studie undersøgte Rachida Rafiq og hendes kolleger, som er tilknyttet VU Universitetscenter og Leids Universitetscenter i Holland, derfor dette nærmere. Forskerne tog udgangspunkt i en større hollandsk epidemiologisk undersøgelse omkring fedme, og de målte deltagernes kropsfedt og mavefedt, som også kaldes for abdominalt fedt eller visceralt fedt. Fedtmålingerne blev så relateret til deltagernes niveau af D-vitamin i blodet. Forskerne justerede desuden for forskellige faktorer som kunne have indflydelse såsom kronisk sygdom, alkoholindtagelse og fysisk aktivitet.
Forskerne fandt, at både den totale fedtmængde og mængden af mavefedt var forbundet med lavere mængder af D-vitamin i blodet. I alle tilfælde fandt forskerne, at jo større mængder mavefedt, jo lavere var niveauet af D-vitamin.
Forskerne målte ikke for mangel på D-vitamin som sådan i undersøgelsen. Men det tyder på, at for meget kropsfedt og især for stor livvidde med for meget mavefedt, øger risikoen for at mangle D-vitamin, som igen øger risikoen for en lang række følgesygdomme. Herunder infektioner, hjertekarsygdomme, knogleskørhed, vinterdepression, blodsukkerforstyrrelser, diabetes, autoimmune sygdomme og kræft.

WHO´s klassifikation af mavefedme hos voksne europæere

Køn Livvidde (cm) Helbredsrisiko
Mænd Over 94 Øget
  Over 102 Væsentligt øget
Kvinder Over 80 Øget
  Over 88 Væsentligt øget

Hvad er årsagen til sammenhængen?

Forskerne planlægger nu at undersøge, hvad der ligger til grund for den stærke sammenhæng mellem D-vitamin, overvægt og for stor livvidde. Er det mangel på D-vitamin, der disponerer for overvægt? Eller lægger kroppens forhøjede fedtindhold beslag på D-vitaminreserverne?
Eller bevirker overvægt, at man har svært ved at omdanne D-vitaminet til den aktive form, der måles i blodet?
Forskerne kan endnu ikke drage nogen konklusioner om årsagen til sammenhængen mellem overvægt, fedtdepoter og kroppens niveau af D-vitamin. Men det kan andre studier til dels.

Mangel på D-vitamin øger risikoen for overvægt, metabolisk syndrom og diabetes 2

Et tidligere studie fra Sao Paulo i Brasilien har for eksempel afsløret, at kvinder over 50 år har øget risiko for at få problemer med blodsukkeret, vægten, hjerte-karsygdomme samt metabolisk syndrom, hvis de samtidig mangler D-vitamin. Metabolisk syndrom er en meget udbredt stofskiftesygdom, som kommer snigende, og som er karakteriseret af insulinresistens, forhøjet blodtryk, forhøjet fedtindhold i blodet, for stor livvidde og øget risiko for diabetes 2.
Hvis man vil styre sit blodsukker og tabe sig, er det altså ikke nok at spise mindre og gå i fitnesscentret. Man er også nødt til at få nok D-vitamin

Det antages, at omkring en milliard mennesker på verdensplan mangler D-vitamin, som vi primært danner fra sollyset, og der er tilsyneladende en sammenhæng med den moderne livsstil i skyggen og overvægt.

Hvordan virker D-vitamin på blodsukkeret, appetit og overvægt?

De fleste af kroppens celler har receptorer for D-vitamin. Ifølge tidligere studier har D-vitaminet flere mekanismer, som kan forklare dets effekt på blodsukkeret og overvægt. Forskerne henviser især til, at D-vitamin kan øge insulinfølsomheden, som spiller en afgørende rolle for cellernes evne til at lukke blodsukker ind i cellerne.
Man har også fundet D-vitaminreceptorer i hjernens hypothalamus, som er en overordnet kirtel for nervesystemet og hormonsystemet. Det er i forvejen kendt, at hypothalamus er med til at styre appetitten og stofskiftet, og ifølge forskeren Stephanie Sisley har både D-vitamin og hypothalamus stor betydning for vores vægtregulering og blodsukker

Vi har alle brug for tilstrækkelige mængder D-vitamin, så vi kan danne insulin i en god kvalitet.

Officielle anbefalinger af D-vitamin og vores reelle behov

Referenceindtag, RI, for voksne er 5 mikrogram. Mange forskere hævder nu, at det reelle behov for D-vitamin ligger meget højere end RI. Anbefalingerne svinger fra 30 - 100 mikrogram daglig, som det også er let at danne på en god sommerdag. Det er dog vanskeligere at danne D-vitamin, hvis huden er mørk, og hvis den er gammel. Overvægtige og diabetikere har også vanskeligere ved at danne og udnytte vitaminet.
I vinterhalvåret er der under alle omstændigheder brug for tilskud, da en almindelig sund kost kun bidrager med begrænsede mængder.
D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, og derfor får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.

Det er også vigtigt at få nok magnesium, da det er med til at aktivere D-vitamin.

Referencer

European Society of Endocrinology. Larger waistlines are linked to higher risk of vitamin D deficiency. ScienceDaily May 2018

Scott LaFee. Vitamin D Deficiency Linked to Greater Risk of Diabetes. UC San Diego Health. April 2018

Plasma 25-hydroxyvitamin concentration and risk of type 2 diabetes and pre-diabetes. 12-year cohort study. PLoS One 2018

Eneida Boteon Schmitt et al. Vitamin D deficiency is associated with metabolic syndrome in postmenopausal women. Maturitas 2018

Sisley SR et al. Hypothalamic Vitamin D Improves Glucose Homeostasis and Reduces Weight. Diabetes 2016

Pernille Lund. Sådan får du styr på dit blodsukker og din vægt. Ny Videnskab 2013

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her, hvis du vil vide mere om D vitamin