Mangel på D-vitamin og overvægt øger risikoen for brystkræft

- og de officielle anbefalinger er utilstrækkelige

Mangel på D-vitamin og overvægt øger risikoen for brystkræftBrystkræft er mange år om at udvikle sig, og risikoen stiger med alderen. Årtiers forskning har efterhånden afsløret, at mangel på D-vitamin hænger sammen med en øget risiko for den frygtede sygdom. Det samme gør overvægt. Et nyt studie, afslører nu, at der ofte er en sammenhæng, idet overvægtige kvinder i menopausen, som får diagnosen, oftere mangler D-vitamin. De har også en større risiko for at dø af sygdommen. Derfor er D-vitamin i tilstrækkelige mængder meget vigtig i den langsigtede forebyggelse og behandling. Studiet er publiceret i Menopause, som er et nordamerikansk videnskabeligt nonprofit tidsskrift.

På verdensplan er brystkræft den mest udbredte kræftform for kvinder, og den førende årsag til, at kvinder dør af kræft. Brystkræft er væsentlig mere udbredt i Nordeuropa, Canada og USA end i Asien og Afrika. Dette tilskrives forskellige livsformer og kostvaner. Meget tyder desuden på, at mangel på sol og D-vitamin spiller en afgørende og overset rolle, hvor kvinder fra nordligere himmelstrøg er mere udsatte. Det skyldes, at vi kun kan danne D-vitamin fra solen i sommerhalvåret, når solen står højest på himlen. Men mange får jo ikke nok sol, og selvom vi danner D-vitamin i sommerhalvåret og lægger noget på lager i leveren, sker det ofte, at depoterne bliver mere eller mindre opbrugte i løbet af vinterhalvåret. Dette øger risikoen for brystkræft og en lang række andre sygdomme. Det er heller ikke nok at tage en almindelig multivitamin, da indholdet af D-vitamin slet ikke giver den optimale beskyttelse,

Mangel på D-vitamin og overvægt er en sundhedsfarlig kombination

Formålet med det nye studie var at sammenligne blodets indhold af D-vitamin hos kvinder i postmenopausen, der havde fået konstateret brystkræft, med kvinder i postmenopausen, der ikke havde brystkræft. Forskerne sammenlignede 209 brystkræftramte kvinder med en rask kontrolgruppe på 418 kvinder uden brystkræft. Kvinderne var mellem 45 og 75 år.
Forskerne målte kvindernes niveau af D-vitamin i blodet (25-hydroxyvitamin D3) 10-20 dage efter diagnosen og før behandlingen. Serumniveauer over 30 ng/ml (nanogram pr milliliter) blev anset for tilfredsstillende.
Forskerne fandt, at mangel på D-vitamin var langt mere udbredt i gruppen af kvinder med brystkræft. Forskerne fandt også, at der var flere brystkræftramte kvinder med et højt BMI, som indikerer, at de var overvægtige.
Forskerne konkluderede derfor, at kvinder i postmenopausen har en større risiko for at mangle D-vitamin på det tidspunkt, hvor de får kræftdiagnosen. Der er også flere overvægtige blandt kvinder med brystkræft i forhold til raske.
Det vides i forvejen, at overvægtige kan have svært ved at danne nok D-vitamin fra solen. Meget tyder desuden på, at overvægt og mangel på D-vitamin er en særdeles usund kombination, der øger risikoen for brystkræft og andre sygdomme som diabetes, der alle er præget af inflammationer. Men kvinder med at lavt BMI kan også få brystkræft, så derfor bør alle have fokus på at få nok D-vitamin.

Da brystkræft er flere år om at udvikle sig, er det en fordel at være velforsynet med D-vitamin hele livet.

Jo mere D-vitamin i blodet jo mindre risiko for brystkræft

Forskere fra University of California San Diego School of Medicin har tidligere fundet, at blodets niveau af D-vitamin bør være mindst 60 ng/ml, hvilket er langt højere end de officielle amerikanske anbefalinger, som er på minimum 20 ng/ml, og noget højere end de danske minimumsanbefalinger på 50 ng/ml.
En af forskerne bag dette studie, professor Cedric F. Garland, har gennem de sidste årtier påpeget sammenhængen mellem D-vitamin og risikoen for at udvikle forskellige former for kræft i bryst, tyktarm, lunge og blære samt leukæmi.

Forskningen viser, at D-vitamin har flere kræftforebyggende egenskaber

  • Styrker immunforsvaret, der skal destruere abnorme celler
  • Hæmmer inflammationer
  • Regulerer mange genaktiviteter
  • Regulerer østrogenniveau

Mangel på D-vitamin forværrer prognosen for kvinder med brystkræft

Et tidligere brasiliansk studie har vist, at der blandt den fjerdedel af kvinder, som havde mest D-vitamin i blodet, kun var halvt så mange, der døde af brystkræft i forhold til den fjerdedel af kvinder, der havde mindst D-vitamin i blodet.
Forskerne bag det nye studie anbefaler derfor, at alle kvinder med brystkræft får optimeret deres niveauer af D-vitamin. Det er også oplagt at få nok D-vitamin i den langsigtede forebyggelse, så hvor meget har vi egentlig brug for?

D-vitamin fra kosten, solen og den øvre grænse

Torskelever, torskerogn, fed fisk som vildlaks og sild plus æg (blommen) er ret gode kilder til D-vitamin. Men danskernes kost bidrager kun med beskedne mængder D-vitamin, og derfor er solen den bedste kilde, når den står højt på himlen.
På en god sommerdag kan vi sagtens danne 30-100 mikrogram D-vitamin, og det er langt mere end de officielle anbefalinger, RI, som er på 5 mikrogram for voksne. Men ifølge professor Cedric F. Garland er de officielle anbefalinger slet ikke nok til, at niveauet i blodet kommer over 60 ng/ml i vinterhalvåret.
Der er dog stadig uenighed om det optimale behov for tilskud, hvor aldringsprocesser, mørk hud, overvægt og diabetes type-2 i sig selv kan øge behovet.
Med hensyn til tilskud er den øvre grænse for dagligt indtag af D-vitamin fastsat af EFSA (Den europæiske fødevaresikkerheds autoritet) til 100 mikrogram for større børn og voksne, inklusive gravide og ammende.
Det kan under alle omstændigheder være en god ide at få målt sit niveau af D-vitamin, som gerne må ligge mellem 60-100 ng/ml. Man skal desuden være opmærksom på, at blodets niveau godt kan falde i løbet af vinterhalvåret, hvis man ikke tager tilskud.
Niveauer i blodet over 125 ng/ml kan være forbundet med bivirkninger som kvalme, forstoppelse, vægttab, hjerterytmeforstyrrelser og nyreskader.

Indhold af D-vitamin µg/100 gram

Torskelevertran 250
Laks, atlantisk, vild, rå 30
Torsk, rogn, røget 27
Sild og ansjoser 14
Æggeblomme 9
Laks, opdrættet, rå 9
Makrel, konserves 3
Rødspætte 1
Kød fra okse svin og kylling 0,5-1
Mejeriprodukter 0,1- 0,2
Frugt og grønsager 0

D-vitamin, tilskud og optagelse

D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, og derfor får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie. Det er sikkert at tage tilskud med 40-100 mikrogram D-vitamin daglig - all inklusive.

D-vitaminmangel og dårlig udnyttelse er blevet mere udbredt på grund af

  • Flere indendørs timer
  • Flere overvægtige
  • Solforskrækkelse
  • Faktorcremer
  • Længere tids brug af kolesterolsænkende medicin
  • Mørk hud
  • Aldringsprocesser
  • Diabetes 2, som giver en dårlig udnyttelse
  • En kost uden fed fisk, lever, æg og andre kilder
  • Mangel på magnesium, som også giver en dårlig udnyttelse

D-vitaminets rejse fra solen og tilskud til den aktive form

Vi danner D-vitamin i huden ved hjælp af et kolesterol og solens UVB-stråler. I første omgang danner vi prohormonet cholecalciferol, som også findes i tilskud, og det har endnu ingen biologisk aktivitet. I leveren omdannes cholecalciferol ved hjælp af magnesiumholdige enzymer til 25-hydroxyvitamin D3, som også er den D-vitaminform, der måles i blodet.
Når D-vitaminet skal bruges, omdannes det så i nyrerne til den aktive form ved hjælp af andre magnesiumholdige enzymer.
Det betyder med andre ord, at mangel på magnesium reducerer aktiveringen og udnyttelsen af D-vitamin.

Referencer

Machado MRM, de Sousa Almeida-Filho B et al. Low pretreatment serum concentration of vitamin D at breast cancer diagnosis in postmenopausal women. Menopause September 17, 2018

Obesity and vitamin D deficiency may indicate greater risk for breast cancer. Cleveland OH: The North American Menopause Society. September 19, 2018

University of California – San Diego. Greater Levels of vitamin D associated with decreasing risk of breast cancer. June 15, 2018

De Sousa Almeida-Filho B et al. Vitamin D is associated with poor breast cancer prognostic features. J Steroid Biochem Mol Biol 2017

Hutch News. High blood levels of vitamin D linked to reduced estrogen – and potentially lower breast cancer risk. 2016

Susan Scutti: High Blood Levels Of Vitamin D Help Protect Women Over 50 From Cancer: Study

Anne Marie Uwitonze, Mohammed S Razzaque. Role of magnesium in Vitamin D Activation and Function. The Journal of the American Osteopatic Association. 2018

https://frida.fooddata.dk/ShowList.php?compid=126

http://healthandscience.eu/index.php?option=com_content&view=article&id=1635:mangel-pa-d-vitamin-medforer-oget-risiko-for-brystkraeft&catid=20&lang=da&Itemid=269

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin